Gitte Morsund

Billede: Gitte Morsund

Gitte Morsund er født og opvokset i Esbjerg, men bor nu i Varde sammen med sin mand Carsten.

Hun er oprindeligt uddannet kontorassistent og har løbende efter- og videreuddannet sig indenfor HR, sprog og jura. Hun arbejder i dag som faglig konsulent på en fagforening.

Fiktionens verden er ikke ny for Gitte Morsund, som ifølge familiens overleveringer selv har "læst" siden hendes motoriske evner gjorde det muligt for hende at holde en bog. Godt nok vendte Pixibogen på hovedet, men al hjælp blev afvist... Som tre-årig forærede hun sig selv en hund - af den usynlige slags. Og da dansklærerne indviede hende i det fantastiske skriftsprog, begyndte historierne at finde vej til alle former for papir.

I 2010 debuterede Gitte Morsund så med novellesamlingen Skammens Væg på Forlag1. Samlingens 143 sider indeholder i alt ni noveller inden for krimi-/spændingsgenren.

Foruden noveller har Gitte Morsund også skrevet digte, en enkelt roman samt flere essaytekster, hvoraf "Myggens hævn" blev anvendt af Gyldendal i 2006 og "Pisk eller gulerod" blev anvendt af Forlag Graff i 2008. Disse samt andre udvalgte tekster kan læses på Gitte Morsunds hjemmeside www.morsund.dk.

Gitte Morsunds tekster fremhæves især for det flydende sprog og den lune humor, der - trods genren - også sniger sig ind i novellerne i Skammens Væg.

Debut: 
2010
Land: 
Danmark
Links
Bøger
  • Bog: "Skammens væg" af Gitte Morsund

    Bogens forside

    De ni noveller har krimi-/spændingsgenren som fællesnævner - men er derudover individuelle historier dækkende hele spektret fra væbnet røveri over kidnapning til mord.

    Forfatter: 
    Gitte Morsund
    Udgivet: 
    2010
    Forlag: 
    Forlag1.dk
    Sidetal: 
    143
    Lån bogen - Køb bogen
Læs forfatteren

Tekstuddrag fra novellen ”Zonen”, der er en af novellerne i ”Skammens Væg”, som udkom på Forlag1 den 16. April 2010:

Et ungt par er taget på udflugt til Zonen, og det skal hurtigt vise sig vanskeligt for dem at komme derfra igen. Vi kommer ind i fortællingen, efter at parret har informeret den lokale betjent om at deres bil er stjålet – og netop som de (på betjentens opfordring) opsøger det lokale pensionat …

 

I forhaven til et ældre, hvidmalet træhus, hvor blondeundergardiner i bedstemor-design pryder samtlige vinduer, annoncerer et skilt, at dette er et pensionat. Andreas åbner den hvidmalede havelåge, og en lille klokke monteret på indersiden afslører deres ankomst. Hoveddøren bliver åbnet af en storsmilende ældre dame med nydeligt permanentet hår og meget kraftige briller.

 Hjertelig velkommen til Zonens pensionat.”

 Mange tak. Vi ville høre, om der var et ledigt værelse?”

 Det er der skam, kom I blot ind.”

Idet de passerer hende i døren, giver de hånd og præsenterer sig. Den ældre dame viser sig at hedde Alice Johansen. Alice gør tegn til at Beate og Andreas skal fortsætte ind i dagligstuen som domineres af et sofamøblement i mørkbejdset træ med betræk i mørkerødt velour samt et højttikkende bornholmerur.

 Tag I bare plads. Det varer lige lidt, så skal jeg have et værelse klar til jer.”

De hører hende forsvinde op ad trappen til første sal. Et par af trinnene knirker, en dør bliver åbnet og lukket. Og så er der stille. Kun bornholmerurets tikken høres.

 Enten er de andre gæster meget stille, eller også er vi de eneste.”

 Hvorfor hvisker du?” spørger Andreas, men sænker også selv stemmen, hvilket får Beate til at hæve øjenbrynene som svar.

Beate går hen til den ene væg for at se nærmere på fire indrammede billeder, der alle forestiller Zonens torv, blot på fire forskellige årstider. På samtlige billeder ligger pladsen øde hen, der er ingen mennesker, intet liv.

 Skal vi se, om vi kan finde en telefon?” foreslår Andreas.

Det står hurtigt klart, at der ikke er en telefon i dagligstuen, så Andreas går ud i gangen for at fortsætte sin søgen i husets andre rum. Beate hører døren på første sal gå op, dernæst knirker trappen to gange og så står deres værtinde atter i dagligstuen.

 Så er værelset parat. Hvad er der blevet af Andreas?”

 Han er gået på opdagelse efter en telefon,” forklarer Beate.

  Så kan han lede længe. Der findes kun telefoner hos betjenten og borgmesteren. Ingen her i Zonen har ønsket at have den forstyrrelse i deres hjem, som en telefon automatisk medfører,” forklarer værtinden storsmilende.

 Totalt surrealistisk,” mumler Beate for sig selv.

Andreas dukker op i døren og ryster svagt på hovedet for at tilkendegive, at hans søgen var forgæves.

 Vores værelse er klart,” annoncerer Beate med påtaget overskud, og føler sig omtrent lige så overbevisende som hovedpersonen I en tv-reklame for et vaskemiddel.

 I skal bare op ad trappen og så er det første dør på højre hånd. Og middagsmaden er klar om en time. Fyldt hvidkål,” meddeler Alice uden at lade sig mærke med noget.

Andreas går først og Beate lægger mærke til, hvilke trin der knirker, så hun selv kan træde over dem.

 Ved du, hvor lang tid det tager, at tilberede en ret som fyldt hvidkål,” spørger Beate, da hun har lukket døren bag dem.

 Nu rabler det for dig.”

 Det skal koge i cirka to timer. Og forinden skal man udhule hvidkålshovedet og blande farsen til indmaden.”

 Du har altså bedraget mig, lige siden vi mødtes?”

 Hvad taler du om?”

 Du har altid hævdet, at du ikke kan lave mad?”

 Jeg har set min mor lave det, men kunne du lige prøve at holde fokus her?”

 Fokus på hvad?”

  At vi om en time kan sætte os til bords for at indtage en ret, der tager mere end to timer at tilberede. Og det selvom vi først trådte ind ad havelågen for et kvarter siden.”

 Din pointe?”

 Hun har vidst, at vi kom.”

 Du almægtige …”

Andreas slår opgivende ud med armene og smider sig på den nyredte seng. Beate roder rundt i posen, smider et identitetsmærke hen på sengen til ham, tager selv det andet samt regelhåndbogen og gør ham så selskab.

 Vil du læse den dér?”

 Naturligvis, det lovede du jo hr. betjent.”

  Nu du er så detaljefikseret, har du så bemærket at betjenten og vores værtinde har samme efternavn?”

Beate kniber øjnene sammen.

 Du har ret. Johansen.”

 “Måske er de gift?”

 Det kan da forklare, hvorfor Alice har været i gang med at tilberede en ret til flere personer, i mindst en time før vi dukkede op.”

 Så du indrømmer altså, at du måske er en smule paranoid?”

 Jeg indrømmer ingenting.”

Tyve minutter senere er Beate ved at være nået igennem de mange regler i regelhåndbogen, og har flere gange rystet på hovedet. Den sidste regel får hende også til at ryste, ikke bare på hovedet, men over hele kroppen. Hun puffer til Andreas, som er faldet i søvn.

 Hvad? Skal vi spise?”

 Måske skal vi spises,” svarer Beate og lægger tryk på sidste bogstav.

Andreas sætter sig op i sengen, gnider øjnene en gang og ser så, at Beate sidder og holder regelhåndbogen frem mod ham. Stadig ikke helt vågen, læser han linjerne højt:

Efter ophold i Zonen i en sæson regnes en besøgende ikke længere som besøgende, men som beboer.”

 Vi kommer aldrig væk herfra!”

 Selvfølgelig gør vi det. Måske ikke med betjentens hjælp, men vi skal nok komme væk,” forsikrer Andreas og trækker Beate ind til sig.