Per Gammelgaard

Per Gammelgaard voksede op i landsbyen Ormslev, hvor hans forældre drev en købmandshandel. Han uddannede sig til bibliotekar i 1973 og flyttede til Frederikshavn, hvor han stadig væk arbejder og bor.
Per Gammelgaard debuterede i 1972 med digtsamlingen "Min mormor og John Coltrane". Flere digtsamlinger fulgte, og i 1982 debuterede han som romanforfatter med "Er du hjemme Johanne?". Den blev efterfulgt af "Dreng i bakspejlet" og "Tre skridt fra solen". Som børnebogsforfatter fik Per Gammelgaard et gennembrud i 2000 med "ABCDille" - en idérig ABC-billedbog med noget så ualmindeligt som en gennemgående handling fra A til Å. Han skriver desuden de populære serier "Ane-bøgerne", "Den lyseblå Baron" og "Brumme & Kurt".
Som voksenbogsforfatter er Per Gammelgaard kendt som en dygtig stilist, der afsøger livet i provinsens yderste kanter. Blandt hans nyere prosabøger kan nævnes "Decembers grønne mørke", "Forårsviolin", "Den gule Enke" og "Stella". I 2010 udkom den selvbiografiske roman "Den frie købmands søn" og i 2014 kærlighedsromanen "Sådan som vi elsker" og kortprosabogen "Dyt for Stanley!"

Oprindelig publiceret ForfatterNet Frederikshavn - 11. november 1998  

Debut: 
1972
Land: 
Danmark
Bøger
Læs forfatteren

Jespers gave

Bilerne holder i kø for at få tanket op, og inde i kiosken har Benny nok at bestille. Han er et stort brød, i skjorteærmer lige meget hvor koldt det ellers er. Benny kan godt finde på at komme ud med en pose slik. "Her, lidt sødt til ganen," siger han så. Men i dag vinker han ikke engang. Jesper snupper avisbundtet, springer op på cyklen og skynder sig af sted. Når han er færdig med uddelingen, skal han ind i gågaden og købe gaven.
Vejen er tør, men vinden fører støv af iskoldt havvand med sig og stryger lige igennem ham. Himlen er grå som en gammel ulv, langt ude drysser en smule mat lys igennem pelsen. Jesper træder godt til, og i løbet af få minutter når han byens sydligste kvarter, Bangsbostrand. Store huse med parabolantenner.
Mens han trækker med cyklen og stikker Frederikshavns Avis i postkasserne, tænker han på det hele. Han forstår ikke, hvorfor det er gået så skævt. Der er ligesom en mur imellem hans far og mor. Han gør hvad han kan for at vælte den, men hver gang han synes det lykkes, rejser muren sig bare igen helt af sig selv. "Er I sure?" spørger han så. Eller, hvis hans far ikke kommer hjem: "Kan far ikke lide os mere?"
En dag Jespers far var i ovenud godt humør, havde han taget ham med på fabrikken. Hånd i hånd gik de, far og søn, ind gennem porten for at se det hele. Omklædningsrummet med de mange brusekabiner. Lagerrummene, der lugtede af jern og træ og fremmede lande. Maskinhallen med de enormt høje vinduer. Og sidst, men ikke mindst, kontorerne fulde af smarte skriveborde og en hel masse edb.
"Når du er færdig med skolen, skaffer jeg dig ind. Du har både hovedet og næverne."
Der er en ny adresse på Jespers liste. Han skynder sig alt hvad han kan og finder en grusvej med et hus, der hverken har dobbelt carport eller luksushave. Kun skråningen adskiller det fra kysten, og det ser gammelt ud. Bag det i dybet skummer bølgerne mod stranden, en strid vind mættet med salt stryger ind fra det sorte hav. Han kigger efter postkassen, men finder kun en sprække i døren. Pludselig bliver han vinket indenfor af en rund kone med katte omkring sig. Og mens han svarer på hendes snublende spørgsmål, hvad han hedder, hvor han bor, og hvor gammel han er, får han lagt avisen fra sig. Konen ænser den ikke, Jesper skal komme nærmere, siger hun, og kattene begynder at spinde og gnide sig op ad ham. Han snuser til køkkenets tunge lugt, der er lagt dej til klejner, og hele køkkenbordet flyder.
Konen maser og regerer foran ovnens fejende varme og tryller en underlig tingest frem. Jesper synes, den ligner en gammeldags damehat. Konen dasker til ham, som er de gode venner. "Jamen, kender du ikke sådan én?" Hun ser forbløffet ud og prøver at føre ham på sporet - mandler, rosiner, sukat.
Frostånde og varm julekage ryger fra Jespers mund. Kagen er lidt tør, men let og god og fuld af søde sager, som får ham til at glemme muren derhjemme. Og mens han fordeler de sidste aviser, bliver han ved med at kunne smage den. Så sparker han dynamoen til og tramper ind mod byen.
Danmarksgade er et bølgende menneskehav, og han kommer næsten ingen vegne. En mager mand drejer julens melodier ud af en lirekasse, og julemanden står ved indgangen til Schou-Epa og hilser på de små. Jespers tanker kredser om gaven, bare den nu vil gøre lykke.
Han mærker en sugende fornemmelse i maven, som når pariserhjulet i Tivoliland svinger nedad. "Sådan en lighter," peger han og får den fisket frem - en fin lille sølvtænder med et beskyttende låg over vægen.
På ekspedientens hoved gror der farveløst hår, og et pjusket overskæg dækker hans mund, Jesper synes, han ligner en hvalros. Med snilde fingre pakker han gaven ind, binder en sløjfe på det røde papir og tager imod pengene med et lille venligt buk.
Det myldrer med mennesker. I et vindue hos Roses Boghandel sidder en flok nisser nok så hyggeligt om grødfadet. Der er ikke grød, men bøger i det. Jesper trækker med sin cykel, ganske langsomt for ikke at støde ind i nogen. Så svinger han ud på Gærumvej og skynder sig hjem. Mørket ruger over kareerne. Himlen ser ud, som om den er ved at falde ned. Han indånder luften, den smager af røg og kanel og river i halsen, så han får lyst til at synge. I nogle gevaldige spring tager han trappen op, mens det kimer i ham, at nu er det jul igen.
Straks han åbner døren til lejligheden, ser han sin mor og lægger mærke til noget stift og fortrukket, et drag af forpinthed. Han undgår hende. Men så kan han ikke lade være med at spørge:
"Kommer far snart hjem?"
Og med en stemme, som han næsten ikke kan holde ud, svarer hun: "Nej, Jesper. Vi holder jul alene, uden ham."
Med ét synes Jesper, at hans mor ser så lille og tynd ud. Han længes efter at røre ved hende og forsvare hende mod noget, han ikke rigtig ved hvad er. Gaven ligger i hans jakkelomme, og han krammer den hårdt et øjeblik. Så slynger han armene om sin mor og holder hende fast.  

Inspiration

Yndlingsforfattere:

H.C. Andersen: får humøret til at stige, er vittig og rig på indfald, skriver med en lysende, sproglig kraft.

James M. Cain: hårdkogt og poetisk, stram og uafrystelig, man får en god historie.

Sophus Claussen: de vilde slyngningers digter, makaber, universel, moderne. En falden engel.

Albert Dam: her hørmer det fra stald og karlekammer, mens liv og død kværner løs. Særpræget, korthugget, fnysende og humoristisk. Men ikke nok med det: en seer og filosof, der - i de såkaldte "skilderier" - opbygger menneskets linie fra millioner af år tilbage til langt ind i fremtiden.

Christopher Isherwood: depraveringens og forfaldets digter, en mageløs skildrer af forhutlede eksistenser, en sand menneskekender og detaljens mester.

Isaac Bashevis Singer: forviklinger og erotik, lattermildt og kærligt indfanges jødernes historie.

Tarjei Vesaas: den mest tyste og nordiske prosa, jeg kender, men med tikkende bomber under sætningerne.