Finn Methling

Forfatter, mag. art i litteratur. F. 8.8.17 på Frederiksberg.

Far Svend Mething, skuespiller, senere instruktør, mor Hester Thomsen.
Gift med Margit Methling, f. Frørup, forfatter, f. 1924 i København, død 2003..
Næstformand for danske Dramatikeres forbund 1956-58, formand 1968-73.

Finn Methling har skrevet og fået opført mere end 50 hørespil og teaterstykker i radio, på teater, Tv og film. Mange er udsendt og opført adskillige steder i udlandet.
Det mest kendte teaterstykke er monologen Rejsen til de grønne skygger, en kvindes enetale om sit liv fra fødsel til død, dramatisk opbygget omkring vækstmotivet. Monologen er egentlig skrevet til Ingeborg Brams, men blev første gang opført i 1952 på åben scene i Holte med Inge Hvid-Møller og først senere, 1958, på Det Kongelige Teater med Ingeborg Brams. Det er siden spillet adskillige steder i udlandet, f.eks. i Skandinavien, i både Øst- og Vesteuropa da den opdeling var en kendsgerning, i USA og Canada, i Sydafrika og i Japan. Som curiosum nævner forfatteren at det blev opført på esperanto af en polsk skuespiller i Tokyo i slutningen af 90'erne! Det blev tilrettelagt for TV og opført der 52 og 57 samt omarbejdet til radioteater og opført som sådan i 1956, 81, 94.

Finn Methlings erindringsværk på 6 bind er en stor underholdende fortælling om opvæksten i en velstillet, borgerlig og kunstelskende familie midt i København, hvor han og broren Svend modtog mange impulser til et kunstnerisk virke fra tidens skuespillere, filmfolk og intellektuelle. Finn Methling ville gå samme vej som faren, men valgte alligevel universitetsvejen og litteraturen. Studiet var afsluttet i 1941.

Debut i Radioteateret med : Begær og Brøde, 1944. Derefter fulgte en lang række hørespil, hvoraf nogle blev omsat til film og/eller teater, de fleste genudsendt mange gange og opført i mange andre lande.
Allerede i 1946 udgav Finn Methling udvalgte essays: In extremis, "hvori han, inspireret af den russiske filosof Ouspenskys tanker om en fjerde dimension, gav udtryk for en lykkelig sindsbevægelse over at være kommet til forståelse af at der bag den grå hverdag skjuler sig et rigt og poetisk univers - en opfattelse der lader sig spore bag store dele af det senere forfatterskab." (Uffe Andreasen, DBL)

I 1947 markerede Finn Methling sig virkeligt over for det medium, som han derefter skulle komme til at berige og forny. Hørespillet Peter og Sylvia blev spillet, og Methling siger om det: "Det var jo virkelig et eksperiment. Et surrealistisk, ekspressionistisk spil fyldt med tossede ting som elskernes hjerte, der ligger og banker i en vindueskarm på hospitalet, mens lægerne spiller bridge. Det var endnu før båndteknikken. Hvis der gik noget galt, var der ikke noget at gøre. Jeg var frygtelig nervøs." Det gik godt, og hørespillet blev genopført i både 48, 59 og 98.

Sangen til Hanne, skrevet som hørespil med debut i radioteateret i 1951 blev genopført i 52, 53, 57, 58, 63, 70, 79, 80, 94, blev også tilrettelagt for teater og opført på Odense Teater i 1957, og siden på Skolescenen.
Hørespillet Kukkerhuset ved Åkandesøen fra 1953 er et andet ofte genhørt drama, som blev genudsendt i 54, 58, 65, 68, 75, 79, 83 og 88.

Finn Methling blev en markant drivkraft i fornyelsen af hørespillet , opvokset med radioen og med sine første erfaringer som dramatiker med hørespillet som medium. Der skete en markant udvikling i lydæstetikken, idet lydteknikeren Finn Quist eksperimenterede vellykket med lyden i form af rytmen, timingen og pausen: "den levende, tøvende, meningsfulde pause bærer handlingen og det udtryksfulde i sig". Det nye hørespil overskred de gamle genrer, og selv nye visuelle medier kom til kort over for det nye hørespil "der uden forstyrrende konkretioner inspirerer publikum til at boltre sig med tankens hastighed i bevidsthedens billeder", som Methling udtrykker det.

Mange af hørespillene fra 50'erne, f.eks. "et julespil", fra 1951 blev levendegjort af en stor gruppe særdeles lovende yngre skuespillere (Bodil Kjær, ......) , som forstod at beherske de muligheder denne teaterform bød på.
I 1994 havde Finn Methling 50 års jubilæum som radiodramatiker og betegnes stadig af kritikeren Jens Kistrup som en af radioteaterets bedste forfattere: "Stadig lige produktiv - Stadig lige fantasifuld. Stadig med denne mærkelige evne til at se det største i det mindste, evigheden i hverdagen, hvor banal og tilsyneladende begivenhedsløs denne hverdag end kan være- somme tider desværre også umenneskelig og blodig."
Denne indsigt fremstilledes allerede i debutspillet Begær og brøde i 1944, før anden verdenskrigs afslutning, og er behandlet som et dobbelt tema i de 30 radiospil, der kom efter debutspillet.

Finn Methling var stort set den eneste egentlige dramatiker i den generation af forfattere, der skrev dramatik i 50'erne, så det virkelig var dramatik. Og han udforskede de tekniske og kunstneriske muligheder så de kom til virkelig udfoldelse. I de sidste år har Finn Methling tilføjet genren nye højdepunkter med Elvira, 92, Bølger og Vandring, 92. Herom skriver Jens Kistrup: "I det synes Finn Methling ligesom at ville afrunde sit liv og sit liv som radiodramatiker - et hverdagsspil, et livsspil og et drømmespil, hvori han med sit sært tidløse talent griber tilbage til 50'ernes radiospil. Til dem, hvormed han fornyede genren ved at gøre den til sin egen - tilsat de erfaringer det har givet ham på vej ind i den livsform, vi kalder alderdommen. Foreningen af det uendeligt små og det uendeligt store - måske er det der, hans egentlige dramatiske talent ligger."

Kaleidoskop fra 2000 er dog indtil videre Finn Methlings sidste hørespil. Opførelsen af det udløste en række meget smukke anmeldelser, som alle til fulde værdsætter poesien og visdommen i det specifikke stykke samt i hele Finn Methlings forfatterskab. "For os, der lytter, sker der det samme som for den gamle mand i sengen. På tankens og fantasiens vinger rejser vi med, i tid og rum, mens to kloge gamle mænd fortæller. Finn Methling med sin fine blanding af poesi, kontant humor og moraliseren over menneskers dårskaber og Henning Moritzen, hvis velkendte stemme er helt tæt på os.
Vi er i godt selskab, hvis vi slukker lampen og bare lytter. Det er livet, der taler." Henrik Lyding, Jyllands Posten, 11.10.00.

Monologerne er ligeledes en meget stærk kunstart hos Finn Methling. Den kinesiske kvindemonolog Tigerens, harens og dragens time fra 1980 stiller spørgsmålet: Hvordan forvandle verden, hvis ikke drømmen forbliver en del af den revolutionære virkelighed? Opført 3 gange i 80 og desuden i 81 og 82.
Monologen Malaria fra 1984 blev genopført 2 gange i 84 og derefter i 85 og 89.
Ikke uden grund modtog Finn Methling i 1982 Kjeld Abell-prisen for sit store dramatiske værk, den nyindstiftede Allen-pris fra Danske Dramatikere i 1995 og ligeså indlysende Dansk Blindesamfunds Radiospils-pris i 1997.

Spredt gennem årtierne har Finn Methling skrevet og fået opført teaterstykker, selv om det klart er radiodramatikken, der har fascineret forfatteren mest og været mest i samklang med hans tanker og de billeder, han har ønsket at formidle til sit publikum.

Dagen i morgen, et drama om skæbne og skyld, blev opført i 1950 på Det kgl. Teater. Med gennembruddet Rejsen til de grønne skygger, i 1952, Den kinesiske æske fra 1956, hvor Finn Methling selv spillede rollen som kejseren af Kina på Nygadeteateret og Javel Hr. direktør, opført i 1956 og Situation fra 1957 var der åbnet for et dramatisk forfatterskab rettet mod teateret med både poesi og samfundsengagement i det dobbelte aspekt, som også opleves i hørespillene.

Finn Methling har oversat og bearbejdet teaterstykker til danske scener og oversat en lang række, f.eks.:
Af filmmanuskripter kan nævnes:
Ingen tid til kærtegn. Annelise Hovmann, 1957
En fremmed banker på, Johan Jacobsen, 1959
Erindringsværket, som kun omfatter barn- og ungdom er en blid fortælling hvor underfundig humor gennemstrømmer det beskrevne , og der lægges større vægt på det samlede stemningsbillede fra familiens liv over en årrække end på minutiøse beskrivelser af årenes gang på i København og på Frederiksberg i de dage og år.
Niels Juhl og mig fra 1974 handler om slægten før Finn Methling, om hans fødsel og første 7 år.
Min første mohikaner , 1978 beskriver det store skift til en anden verden, nemlig Frederiksberg, samt skiftet til den besværlige voksne verden.
I 1979 er turen og tiden kommet til puberteten, som beskrives med fuld humor i Det griber om sig.
1981,,83, og 87 går fortællingen videre via Københavns Universitet med litteraturstudierne og det dejlige, besværlige ungdomsliv til de afgørende valg , der kommer til at tegne forfatterens liv.

Da Finn Methling i 1995 modtog Allen-prisen som den første , sagde han bl.a. at han opfattede det som en opfordring til at arbejde videre. Hvilket han fortsat gør i 2002.

Oprindelig publiceret ForfatterNet Storstøms Amt - 6. februar 2002  

Debut: 
1944
Land: 
Danmark
Bøger
Inspiration

Forfatterens Yndlingslæsning er i første række al skrift lige fra den værste til den bedste fordi det altsammen fortæller om mennesket. Også om én selv når konfrontationen åbner for spekulationer over hvorfor man glædes, bedrøves, ser ned, ser op, håber, frygter osv. Uden tale og skrift ville vi både gensidigt og individuelt være fortabte på en mere absolut og netop usigelig forfærdende måde end den en formuleret fortvivlelse kan udtrykke.

Dette sagt finder jeg visse gennem livet skiftende, men også sideløbende og dertil mere eller mindre varige og midtsamlende interesser på skriftens område. D.e. Søren Kierkegaard "Sygdommen til Døden" (1849) med dette værks psykologiske indsigt i den menneskelige fortvivlelses former; Henrik Ibsens "Brand" (1866) og "Peer Gynt" (1867) om elendighederne ved henholdsvis at ville og ikke ville være sig selv hvilket også vil sige om fundamentalismens og relativismens farer; August Strindberg "Ett Drömspel" (1902) med opløsningen af tidens, rummets og handlingens klassiske enheder; Peter D. Ouspenskys "Tertium Organum" (1920) med dens omfattende dimensionslære; Robert Graves "The White Goddess" (3rd ed, 1952) med dens afdækning af religionen i bronzealderens matriakater og dermed af dybtliggende mønstre i os; og Herbert Marcuses "One-Dimensional Man" (1964) med dens angreb på alle for små skos bærere. P.t. forår 2001 må nævnes Zadie Smith "White Teeth" med denne 25-årige romanforfatters lovprisning af racemæssige forskelle og et skitseret håbefuldt spring fra betydningstab til frihed.