Født 16/6 1926 i Svendborg, men opvokset i Skibstrup, Aalsgaarde og Holte.
Jeg er uddannet som journalist efter den gamle mesterlære, hvilket vil sige, at der næsten ikke er det stofområde, som jeg ikke har haft fingrene i. I to perioder, under og efter 2. verdenskrig arbejdede jeg på Vejle Amts Avis. I anden periode var jeg så heldig at træffe den pige, Annalise, der blev kvinden i mit liv.
Efter uddannelsen i provinsen fire år som freelance-korrespondent i Paris og London. Ved hjemkomsten modtog jeg et tilbud om ansættelse som redaktionssekretær og skrivende medarbejder på det dengang højt estimerede Mandens Blad. Fem år efter hentet til Ekstrabladet, og efter endnu fem års forløb hentet til DR, hvor jeg skabte en dagsaktuel forbrugerudsendelse Dags Dato, som blev en af de mest aflyttede udsendelser i hele radioen. Den tog hårdt fat på annoncefolk, sælgere, bondefangere og i det hele taget alle, der var ude på at føre forbrugerne bag lyset.
Ideen til min debutroman fik jeg, mens jeg arbejdede på Ekstrabladet. Ideen var min kones, men hende ville jeg aldrig drømme om at låne ud. Bogen blev en stor succes, og blev filmatiseret i Danmark, Norge og Sverige. I radioårene fik jeg blod på tanden og skrev flere bøger, satire, humor og krimi. Fandt ud af, at det var sjovere at skrive bøger end lave radio og være på en fast arbejdsplads. Min kone og jeg havde også behov for at lægge vort liv om.
I 1969 brød vi op og tog sammen med vores 13-årige datter til Provence, hvor vi har boet siden. Forfatterskabet fortsatte med held, men vi havde kalkuleret med, at der i de første ti år måtte andre indtægter til. Jeg skrev artikler, causerier, reportager og kronikker til Berlingske Tidende, Politiken og Jyllands-Posten, oversatte en halv snes romaner og skrev tekster til en tegneserie i ugebladet Hjemmet.
Økonomisk gik det efterhånden helt godt. 8 bøger om livet i en provencalsk landsby, og med en slagter ved navn Barbaroux og hans venner som gennemgående figurer blev vældig populære.
Det kunstneriske gennembrud fik jeg med de to bøger Annesisses Verden og Annesisses vej. Om en lille piges opvækst og kamp i et meget sært miljø i 30’ernes Danmark., nærmere bestemt Vejle. De to bøger er nu fulgt op med en tredje: Bryllupsrejsen. Jeg har med mine ca. 35 bøger været rundt i mange genrer, undtagen digte.
Jeg tror ikke, at jeg er nogen flakker, men det er mit gemyt at skulle prøve lidt af hvert. Blot ikke som ægtemand. Ægteskabet er det mest solide og lykkelige holdepunkt i min tilværelse.
Jeg er ikke den udadvendte type, Jeg har ikke noget udpræget talent for at lave PR for mig selv. Dette med at deltage i al mulig halløj, bruge neglelak, klæde mig ud som idiot og gå med skøre hatte er ikke min stil. Jeg hører til den kategori af forfattere, der mener, at forfattere skal holde deres mund og kun gøre sig bemærket ved det, de skriver. Når jeg somme tider modstræbende går med til at holde foredrag er det, fordi jeg har et behov for at møde mine læsere.
Den politiske verdenssituation og alverdens ondskab gnaver i mig som pibende rotter, men jeg forsøger at holde mig dem fra livet ved at skærpe min humoristiske sans. Verden er også fuld af komik og latterligheder. Man skulle jo gerne have et budskab som forfatter. Det har jeg også. Det er meget alvorligt. At menneskene må tage sig selv mindre højtidelige..
Redigeres af Vejle Bibliotek
Bøger
Krimi. Barbaroux fra den lille provencalske turistby Clos-de-Provence kan ikke finde sig til rette som pensionist. Hans kone er kommet i byrådet, og samfundet omkring ham er alt for moderne.
-
Om forfatterens liv og karriere som journalist og forfatter, samt om hans 60 år lange ægteskab med Annalise, kaldet Annesisse.
Krimi med slagteren Barbaroux fra Clos-de-Provence, der sammen med andre handlende er imod den nye borgmester, der vil modernisere byen - Under arbejdet rygtes det, at der er et lig begravet p
Efter 30 år bosat i Provence vender fortælleren et knarvornt blik mod det Danmark han ikke kan genkende mere, og det Provence der er under hastig forandring, og familielivet der er i opløsning.
I de første efterkrigsår drager Annesisse og René som nygifte rundt i Europa. De ernærer sig ved forefaldende arbejde. Hun fortæller om fattigdom og nederlag, men de har trods alt hinanden
-
Journalisten og forfatteren Erik Poupliers erindringer om forbløffende og utrolige menneskeskæbner, han har mødt i sit liv.
-
Journalisten og forfatteren Erik Poupliers beretning om sit liv fra plejebarn til bedstefar, ikke mindst om oplevelserne som skrivende medarbejder ved en række dagblade i 1940'erne og 1950'erne
-
-
-
-
Kriminalroman der foregår i en lille by i Provence, hvor en tidligere playboy findes myrdet
Faderens sygelige nærighed og grebethed af Martinus' lære og familiens fattigdom præger Annesisses liv gennem skoletiden og frem til ægteskabet i slutningen af 1940'erne
Skildring af et uønsket barns problemfyldte opvækst i en dansk provinsby i 1930'erne
-
-
Læs forfatteren
Vores nærmeste nabo var familien Rudolfsen, som boede i en hytte, der ikke var meget andet end et læskur med en dør i. Ægteparret Rudolfsen og deres 40 årige ugifte søn var alle tre lige små, næsten som dværge, og de havde alle, mørke, plirrende øjne. Far og søn gik altid i brunt jakkesæt, og fru Rudolfsen i brun bluse og brun nederdel. Jeg anede ikke, hvad disse små, brune mennesker levede af, kun at de dyrkede fine grøntsager, som far tikkede nogle bundter af, når han syntes, de havde for rigeligt.
En aften skulle far og mor ud. Jeg kom over i skuret til Rudolfens, som havde tilbudt at passe mig. Vi skulle have jordbær, så jeg havde al mulig grund til at glæde mig. Men knap var far og mor uden for hørevidde, før jeg begyndte at græde og trække mig hen i en krog. Jeg var hundeangst for de små mennesker. Jeg ville hjem, væk fra dette sted med de tre dværge, som stirrede på mig med deres brune, plirrende øjne.
”Jamen herregud, lille barn da,” sagde fru Rudolfsen trøstende.”Kan du nu prøve på at falde til ro. Nu skal vi have jordbær”
Jeg skreg. Jeg anbragte mig yderst på en bænk og skreg. Unge Rudolfsen satte sig ved siden af mig og forsøgte at klappe mig beroligende på hovedet. Så skreg jeg endnu højere. Jeg var blevet hysterisk af skræk. Det var også det brune tøj, de havde på og det, at de var gule i huden, og at de to mænd havde hat på, også indendørs. De var så skræmmende, fremmedartede. På en eller anden måde havde jeg fået det til, at de lignede muldvarpe, små, brune muldvarpe med hat på. Jeg var bange for alt, hvad der var loddent. Nu stod jeg her i et lille lavloftet rum med små, brune mennesker, der ligesom kravlede rundt, og jeg følte det, som om vi var dybt nede under jorden, nede hos muldvarpene. I min tilstand af større og større hysteri var jeg efterhånden overbevist om, at de havde et hul, som de ville føre mig længere ned i.
Muldvarpene sagde næsten ingenting. De gik stille og forknytte omkring, passede på ikke at komme mig for nær og turde næsten ikke se på mig. Fru Rudolfsen sukkede et par gange.
Jeg blev ved med at vræle, og det hjalp ikke, at de forsøgte at skubbe skålen med jordbær hen til mig. Jeg turde ikke røre disse jordbær, som tilhørte muldvarpene, og jeg turde i det hele taget knap bevæge mig.
Mørket begyndte at falde på. Unge Rudolfsen tændte en lille petroleumslampe, og det skulle han aldrig have gjort. For nu blev deres skygger kastet op på væggen, og de små muldvarpe blev til kæmpemuldvarpe, og jeg syntes, at det kriblede og krablede omkring mig. Jeg skreg og skreg og skreg.
Jeg var nu helt sikker på, at jeg aldrig slap levende ud af dette hul, og at det frygtelige var overgået mig, fordi jeg havde hugget ærter i fars køkkenhave, eller måske fordi jeg havde spist St. Croix-sukker, som jeg ikke måtte. Jeg vidste nu, at far og mor havde efterladt mig her, fordi de ikke længere kunne holde mig ud. De havde anbragt mig hos muldvarpene, fordi de håbede på, at de ville trække mig med ned under jorden.
De sagesløse mennesker sad tæt sammen på en bænk længst borte fra mig og anede ikke, hvad de skulle stille op med det forrykte barn. Prøvede de på at nærme sig, hvinede jeg, som om jeg havde fået en kniv i halsen. Jeg var mest bange for unge Rudolfsen, fordi han havde rørt ved mig. Da han sammen med forældrene begyndte at spise jordbær, råbte jeg, at han skulle gå ud, jeg var bange for ham, jeg kunne ikke holde ud at se på ham.
Med et langt blik til jordbærrene listede han godmodigt ud, og forældrene spiste jordbærrene i tavshed og med ængstelige blikke hen til mig.
Så begyndte det at regne. Regnen trommede afsindigt på bliktaget, og det gjorde ikke uhyggestemningen bedre.
Uddrag af Annesisses verden
Inspiration
Ideer kommer flyvende eller udspringer af hændelser,nye oplevelser eller møder med mennesker, der har noget at fortælle. Litteraturen rummer mængder af kilder til inspiration. En dårlig bog kan ophidse mig til at gå i gang med noget, der er bedre. Havearbejde og vandringer i naturen giver ro til sindet og friske kræfter til skrivearbejdet. Resten er hård disciplin.
Priser og legater
1996: Tildelt Prix France for bedste udbredelse af kendskabet til Frankrig gennem bøger og talrige artikler.