Vores nærmeste nabo var familien Rudolfsen, som boede i en hytte, der ikke var meget andet end et læskur med en dør i. Ægteparret Rudolfsen og deres 40 årige ugifte søn var alle tre lige små, næsten som dværge, og de havde alle, mørke, plirrende øjne. Far og søn gik altid i brunt jakkesæt, og fru Rudolfsen i brun bluse og brun nederdel. Jeg anede ikke, hvad disse små, brune mennesker levede af, kun at de dyrkede fine grøntsager, som far tikkede nogle bundter af, når han syntes, de havde for rigeligt.
En aften skulle far og mor ud. Jeg kom over i skuret til Rudolfens, som havde tilbudt at passe mig. Vi skulle have jordbær, så jeg havde al mulig grund til at glæde mig. Men knap var far og mor uden for hørevidde, før jeg begyndte at græde og trække mig hen i en krog. Jeg var hundeangst for de små mennesker. Jeg ville hjem, væk fra dette sted med de tre dværge, som stirrede på mig med deres brune, plirrende øjne.
”Jamen herregud, lille barn da,” sagde fru Rudolfsen trøstende.”Kan du nu prøve på at falde til ro. Nu skal vi have jordbær”
Jeg skreg. Jeg anbragte mig yderst på en bænk og skreg. Unge Rudolfsen satte sig ved siden af mig og forsøgte at klappe mig beroligende på hovedet. Så skreg jeg endnu højere. Jeg var blevet hysterisk af skræk. Det var også det brune tøj, de havde på og det, at de var gule i huden, og at de to mænd havde hat på, også indendørs. De var så skræmmende, fremmedartede. På en eller anden måde havde jeg fået det til, at de lignede muldvarpe, små, brune muldvarpe med hat på. Jeg var bange for alt, hvad der var loddent. Nu stod jeg her i et lille lavloftet rum med små, brune mennesker, der ligesom kravlede rundt, og jeg følte det, som om vi var dybt nede under jorden, nede hos muldvarpene. I min tilstand af større og større hysteri var jeg efterhånden overbevist om, at de havde et hul, som de ville føre mig længere ned i.
Muldvarpene sagde næsten ingenting. De gik stille og forknytte omkring, passede på ikke at komme mig for nær og turde næsten ikke se på mig. Fru Rudolfsen sukkede et par gange.
Jeg blev ved med at vræle, og det hjalp ikke, at de forsøgte at skubbe skålen med jordbær hen til mig. Jeg turde ikke røre disse jordbær, som tilhørte muldvarpene, og jeg turde i det hele taget knap bevæge mig.
Mørket begyndte at falde på. Unge Rudolfsen tændte en lille petroleumslampe, og det skulle han aldrig have gjort. For nu blev deres skygger kastet op på væggen, og de små muldvarpe blev til kæmpemuldvarpe, og jeg syntes, at det kriblede og krablede omkring mig. Jeg skreg og skreg og skreg.
Jeg var nu helt sikker på, at jeg aldrig slap levende ud af dette hul, og at det frygtelige var overgået mig, fordi jeg havde hugget ærter i fars køkkenhave, eller måske fordi jeg havde spist St. Croix-sukker, som jeg ikke måtte. Jeg vidste nu, at far og mor havde efterladt mig her, fordi de ikke længere kunne holde mig ud. De havde anbragt mig hos muldvarpene, fordi de håbede på, at de ville trække mig med ned under jorden.
De sagesløse mennesker sad tæt sammen på en bænk længst borte fra mig og anede ikke, hvad de skulle stille op med det forrykte barn. Prøvede de på at nærme sig, hvinede jeg, som om jeg havde fået en kniv i halsen. Jeg var mest bange for unge Rudolfsen, fordi han havde rørt ved mig. Da han sammen med forældrene begyndte at spise jordbær, råbte jeg, at han skulle gå ud, jeg var bange for ham, jeg kunne ikke holde ud at se på ham.
Med et langt blik til jordbærrene listede han godmodigt ud, og forældrene spiste jordbærrene i tavshed og med ængstelige blikke hen til mig.
Så begyndte det at regne. Regnen trommede afsindigt på bliktaget, og det gjorde ikke uhyggestemningen bedre.
Uddrag af Annesisses verden