Hvidovrehaver.

Jeg er opvokset sammen med hækkene. Da hækkene og jeg var 178 cm, blev ingen af os højere. Vi legede i vores have, hvor plænen kun var mos, tusindfryd og mælkebøtter. Og vi legede i Mogens have, hvor de havde høns og gris, fordi det var under krigen. Der var et klatretræ og et træ med sure, mørkerøde kirsebær. Og vi legede i Ingelises have, hvor moren gav os kager, når vi gad lege med Ingelise, som var åndssvag og savlede. Og vi legede i Jørgens have. Han havde en hemmelig hule, hvor han fortalte frække historier, som vi ikke rigtig forstod. Vi legede ikke i hr. Frandsens have, for hr. Frandsen var en fin mand, som sagde "De" til naboerne og som havde to sønner, der læste til skolelærere. Hr. Frandsen havde en tennisbane med rigtigt rødt teglsmuld, som sønnerne tromlede hver lørdag.

Og der var ting i haverne: Trillebøre og hønsehuse og parasoller. Og der var rabarber og bonderoser og liggestole og små sorte hunde. Og træer. Krogede æbletræer, hyldetræer, kæmpehøje kastanietræer. Uægte jasminer og syrener med lilla blomster. Og det var altid sommer og skovfogedæblerne smagte ligesom dem i Edens have. Træerne står der endnu, 50 år efter. Men det er barndommens haver og mennesker jeg husker. Jeg vil engang skrive om det....