Dy Plambeck

Dy Plambeck er født i 1980 og opvokset ved Buresø i Nordsjælland. Hun er sproglig student fra Sankt Annæ Gymnasium i 1999 og uddannet fra Forfatterskolen i 2004. 

Forfatteren debuterede med digtsamlingen 'Buresø-fortællinger' i 2005. For den vandt hun Klaus Rifbjergs debutantpris for lyrik og Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium. Digtene i samlingen beretter i et ligefremt, fortællende sprog om erindringer fra en barndom i 1980’erne. 

I 2008 kom Dy Plambecks første roman 'Texas’ rose', der handler om Abby Larsen og hendes familie, som lever på et større landsted. Familien falder imidlertid fra hinanden, da den sprudlende faster Lillian pludselig rejser til Vietnam. Litteratursidens anmeldelser kalder romanen for en velskrevet, boblende og tankevækkende historie, der både underholder og kradser i den menneskelige facade.

Med 'Gudfar' fra 2011 slog Dy Plambeck for alvor sit navn fast på den danske litteraturscene. Historien om bikeren Uffe fra M.C. Spitfire, nazibageren Tenna og den autonome Petring er en original, hjertevarm, og sørgmunter fortælling om normer og forældre, frigørelse og savn. Den handler om at tro på sig selv og det, der er større, om frygt for ensomhed, længsel efter fællesskab og om at kæmpe for det og den man elsker. 

Dy Plambecks seneste roman 'Mikael 'udkom i 2014. Den handler om den unge journalist Becky, som rejser til Afghanistan for at dække krigen. Hun møder soldaten Mikael og indleder et forhold med ham. 

I 2012 var Dy Plambeck forfatterambassadør for Litteratursiden. I den forbindelse skrev hun et blogindlæg om sit besøg i Helmand-provinsen, som hun besøgte i forbindelse med arbejdet med 'Michael'.

Portrættet er lavet i samarbejde med forfatteren og opdateres af redaktionen

Debut: 
2005
Land: 
Danmark
Links
Bøger
  • Bog: "Mikael" af Dy Plambeck

    Bogens forside

    Mikael er en roman om krig og kærlighed. Journalisten Becky tager i 2011 til Afghanistan for at skrive om de danske soldaters liv.

    Forfatter: 
    Dy Plambeck
    Udgivet: 
    2014
    Forlag: 
    Gyldendal
    Sidetal: 
    266
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Gudfar" af Dy Plambeck

    Bogens forside

    Med nedslag i et motorcykeltræf i 1976, banecykling i 1953 samt provinsen og bz-miljøet i 2007 fortælles om Uffes liv og dannelse fra opvæksten og frem til han er 53-årig murer, exbiker og gudfar

    Forfatter: 
    Dy Plambeck
    Udgivet: 
    2011
    Forlag: 
    Gyldendal
    Sidetal: 
    170
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Texas' rose" af Dy Plambeck

    Bogens forside

    Abby Larsens familie lever sammen på et større landsted, men falder fra hinanden da urkraften, faster Lillian, pludselig rejser til Vietnam

    Originaludgave: 2008

    Forfatter: 
    Dy Plambeck
    Udgivet: 
    2008
    Forlag: 
    Gyldendal
    Sidetal: 
    178
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Drømmehøjen" af Dy Plambeck

    Bogens forside

    Røvballe-bakken ; Dødsensfarlige stråler ; Himlen findes ikke ; Skærsliber Yrsa ; Hottentotter ; Hvor har vi det uhyggeligt ; Drømmehøjen ; Tissemændene kryber sammen ; Uhhhuu, uhhhuu ; Eftertragte

    Forfatter: 
    Dy Plambeck
    Udgivet: 
    2008
    Forlag: 
    Dansklærerforeningen
    Sidetal: 
    46
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Buresø-fortællinger" af Dy Plambeck

    Bogens forside

    Digte, som i et ligefremt, fortællende sprog beretter om erindringer fra barndommen i 1980'erne

    Forfatter: 
    Dy Plambeck
    Udgivet: 
    2005
    Forlag: 
    Gyldendal
    Sidetal: 
    83
    Lån bogen - Køb bogen
Læs forfatteren

“Texas’ rose” er en slægtskrønike, en moderne western, om faster Lillian, der har været sin families midtpunkt, en mærkelig, umættelig, hæmningsløs barnekvinde, et kødbjerg der elskede mad, et overstrømmende godhjertet og på samme tid stærkt beregnende menneske. Faster Lillian er desuden meget begejstret for Det Vilde Vesten og på et tidspunkt tager hun og hendes mand Jimmy på prærievognsferie på Sydfyn. * Det var en mangeårig drøm, der gik i opfyldelse for min faster Lillian, da hun og min onkel Jimmy tog på prærieferie. En ferie, der efter sigende ikke skulle lade det vilde vesten noget tilbage at ønske. Sydfyn rundt i en tro kopi af de køkkenvogne, som cowboyerne havde med på deres kvægdrift i 1850’erne, selv om prærieferiefirmaets vogne var moderniseret med sengepladser, gasblus, bord og gaskøleskab. Min faster Lillian var ét stort smil, da hun så vognen, men hun kunne ikke sige sig fri for at være en smule skuffet over de to heste, der skulle trække den. På forhånd havde hun forestillet sig to ranke appaloosaer, hvis pels skinnede blank og brunt, når solens stråler ramte dem. I hvert fald havde hun aldrig hørt om, at der fandtes nordbagger på prærien. Det var også hestenes navne, Noller og Basse, der gjorde hende ærgerlig. De klingede ikke ligefrem af det umådelige, utæmmede vilde vesten, hvor cowboyerne skulle trodse uvejr, uvejsomt landskab, vilde dyr og alverdens livstruende sygdomme. Prærievogn efter prærievogn overhalede min faster Lillian og onkel Jimmy på ruten gennem det sydfynske landskab. Sådan nogle typer havde overhovedet ikke forstået, hvad det ville sige at være tæt på naturen, sagde min faster Lillian, de opførte sig, som om det gjaldt om at komme først frem til lejrpladsen. De formåede ikke at få øje på det eventyrlige i at køre gennem de fynske skove, mens hestenes vrinsk og fuglenes fløjt var alt, hvad man kunne høre. Bare at være til uden stress, jag og faste klokkeslæt. Denne ferie er en lise for sjælen, sagde hun og brød ud i ”De mange smil.” Der ventede min faster Lillian og onkel Jimmy noget af et syn, da de kom frem til lejrpladsen den første aften. Alle prærieferiefirmaets heste var nordbagger. Det var ikke til at se forskel på, hvem der var hvem, når hestene først var kommet fri af seletøjet og ud på folden. De andre turister havde fundet på noget kreativt. De havde sat en sløjfe i deres hests manke, en mærkat på grimen eller flettet hestens hale. At min faster Lillian ikke havde tænkt så langt og på forhånd planlagt et eller andet opfindsomt var mere, end hun kunne bære. Hun nægtede at komme ud af prærievognen og slutte sig til de andre om lejrbålet, selv om hun ikke havde snakket om andet på ruten, end hvor meget hun glædede sig til duften af majskolber og steaks over det knitrende lejrbål, guitarens vemodige toner og smagen af Kentuckywhisky. Dagen efter havde min onkel Jimmy lagt sin egen rute til den næste lejrplads. Han gad ikke at køre ad prærievognsmotorvejen, sagde han. Han og min faster Lillian tog af sted ud på formiddagen. På et tidspunkt kom de til at dreje forkert af og køre ud af kortet, uden at de bemærkede det. Først da vejen blev smallere og mere kuperet, gik det op for dem, at noget var galt. Der var ikke et menneske eller et hus i miles omkreds. Noller og Basse kunne næsten ikke trække vognen gennem det tunge mudder. Min faster Lillian brugte pisken for at få dem frem. Hun gik over gevind og tæskede løs på de trætte heste. Min onkel Jimmy råbte, at hun skulle stoppe, det var det rene dyrplageri at se på. Hun smed pisken fra sig og spurgte ham, om han hellere ville rådne op der midt i ingenting? Forstår du det ikke, råbte hun, at vi er alene! De kørte et godt stykke videre ad stien og kom frem til en gård i udkanten af skoven. På afstand så de, at en mand rev gårdspladsen. De åndede lettede op. Så var hjælpen nær. De fik forklaret gårdejeren, at de var faret vild. Min onkel Jimmy gik ind i stuen for at ringe til prærieferiefirmaet. Imens ventede min faster Lillian i køkkenet sammen med gårdejeren. Han tilbød hende en snaps. Hun ville ikke takke nej, nu hvor han havde været så venlig at lade dem låne sin telefon, så de fik sig en lille én. Netop som gårdejeren tømte sit glas, åd han det. Han tyggede langsomt og omhyggeligt på det, og så pludselig åbnede han munden og lo. Min faster Lillian stirrede ind i hans gab, der var fyldt med glasskår. Hun lod snaps være snaps og styrtede ud til prærievognen, mens hun råbte på min onkel Jimmy. Han måtte spurte af sted for at nå op i vognen, inden den drejede ud af indkørslen. Den fik alt, hvad remmer og tømmer kunne holde. Hestene løb godt til. Et øjeblik havde det været, som om det var de fire, sagde min faster Lillian, hende, Noller, Basse og Jimmy mod resten af verden.

Inspiration

Jeg har altid været en læsehest, og jeg læser alt muligt: Romaner, digte, noveller og dramatik. Af forfattere bliver jeg ved med at vende tilbage til William Faulkner, Per Petterson, Pia Juul, Herman Bang, Emily Dickinson og Fjodor Dostojevskij. Udover litteratur er jeg optaget af film. Roy Andersson, Ingmar Bergman, David Lynch og Cohen-brødrene er mine favoritfilminstruktører, men Sergio Leones ”Once Upon a Time in the West” og Michael Noers dokumentarfilm ”Hawaii” er også mesterværker.

Se også