“Texas’ rose” er en slægtskrønike, en moderne western, om faster Lillian, der har været sin families midtpunkt, en mærkelig, umættelig, hæmningsløs barnekvinde, et kødbjerg der elskede mad, et overstrømmende godhjertet og på samme tid stærkt beregnende menneske. Faster Lillian er desuden meget begejstret for Det Vilde Vesten og på et tidspunkt tager hun og hendes mand Jimmy på prærievognsferie på Sydfyn. * Det var en mangeårig drøm, der gik i opfyldelse for min faster Lillian, da hun og min onkel Jimmy tog på prærieferie. En ferie, der efter sigende ikke skulle lade det vilde vesten noget tilbage at ønske. Sydfyn rundt i en tro kopi af de køkkenvogne, som cowboyerne havde med på deres kvægdrift i 1850’erne, selv om prærieferiefirmaets vogne var moderniseret med sengepladser, gasblus, bord og gaskøleskab. Min faster Lillian var ét stort smil, da hun så vognen, men hun kunne ikke sige sig fri for at være en smule skuffet over de to heste, der skulle trække den. På forhånd havde hun forestillet sig to ranke appaloosaer, hvis pels skinnede blank og brunt, når solens stråler ramte dem. I hvert fald havde hun aldrig hørt om, at der fandtes nordbagger på prærien. Det var også hestenes navne, Noller og Basse, der gjorde hende ærgerlig. De klingede ikke ligefrem af det umådelige, utæmmede vilde vesten, hvor cowboyerne skulle trodse uvejr, uvejsomt landskab, vilde dyr og alverdens livstruende sygdomme. Prærievogn efter prærievogn overhalede min faster Lillian og onkel Jimmy på ruten gennem det sydfynske landskab. Sådan nogle typer havde overhovedet ikke forstået, hvad det ville sige at være tæt på naturen, sagde min faster Lillian, de opførte sig, som om det gjaldt om at komme først frem til lejrpladsen. De formåede ikke at få øje på det eventyrlige i at køre gennem de fynske skove, mens hestenes vrinsk og fuglenes fløjt var alt, hvad man kunne høre. Bare at være til uden stress, jag og faste klokkeslæt. Denne ferie er en lise for sjælen, sagde hun og brød ud i ”De mange smil.” Der ventede min faster Lillian og onkel Jimmy noget af et syn, da de kom frem til lejrpladsen den første aften. Alle prærieferiefirmaets heste var nordbagger. Det var ikke til at se forskel på, hvem der var hvem, når hestene først var kommet fri af seletøjet og ud på folden. De andre turister havde fundet på noget kreativt. De havde sat en sløjfe i deres hests manke, en mærkat på grimen eller flettet hestens hale. At min faster Lillian ikke havde tænkt så langt og på forhånd planlagt et eller andet opfindsomt var mere, end hun kunne bære. Hun nægtede at komme ud af prærievognen og slutte sig til de andre om lejrbålet, selv om hun ikke havde snakket om andet på ruten, end hvor meget hun glædede sig til duften af majskolber og steaks over det knitrende lejrbål, guitarens vemodige toner og smagen af Kentuckywhisky. Dagen efter havde min onkel Jimmy lagt sin egen rute til den næste lejrplads. Han gad ikke at køre ad prærievognsmotorvejen, sagde han. Han og min faster Lillian tog af sted ud på formiddagen. På et tidspunkt kom de til at dreje forkert af og køre ud af kortet, uden at de bemærkede det. Først da vejen blev smallere og mere kuperet, gik det op for dem, at noget var galt. Der var ikke et menneske eller et hus i miles omkreds. Noller og Basse kunne næsten ikke trække vognen gennem det tunge mudder. Min faster Lillian brugte pisken for at få dem frem. Hun gik over gevind og tæskede løs på de trætte heste. Min onkel Jimmy råbte, at hun skulle stoppe, det var det rene dyrplageri at se på. Hun smed pisken fra sig og spurgte ham, om han hellere ville rådne op der midt i ingenting? Forstår du det ikke, råbte hun, at vi er alene! De kørte et godt stykke videre ad stien og kom frem til en gård i udkanten af skoven. På afstand så de, at en mand rev gårdspladsen. De åndede lettede op. Så var hjælpen nær. De fik forklaret gårdejeren, at de var faret vild. Min onkel Jimmy gik ind i stuen for at ringe til prærieferiefirmaet. Imens ventede min faster Lillian i køkkenet sammen med gårdejeren. Han tilbød hende en snaps. Hun ville ikke takke nej, nu hvor han havde været så venlig at lade dem låne sin telefon, så de fik sig en lille én. Netop som gårdejeren tømte sit glas, åd han det. Han tyggede langsomt og omhyggeligt på det, og så pludselig åbnede han munden og lo. Min faster Lillian stirrede ind i hans gab, der var fyldt med glasskår. Hun lod snaps være snaps og styrtede ud til prærievognen, mens hun råbte på min onkel Jimmy. Han måtte spurte af sted for at nå op i vognen, inden den drejede ud af indkørslen. Den fik alt, hvad remmer og tømmer kunne holde. Hestene løb godt til. Et øjeblik havde det været, som om det var de fire, sagde min faster Lillian, hende, Noller, Basse og Jimmy mod resten af verden.
