Uddrag af roman-manuskriptet Stormesteren:
Der boede omtrent femhundredetusinde mennesker i Københavns Kommune, tænkte Thomas på trappestenen over for Hotel Absalon. Af de femhundredetusinde var lidt over halvdelen kvinder. Af de gamle kendte han ingen og af børnene heller ingen. Når man snævrede det ind til visse kredse, kunne man vel med god vilje sige, at han kendte eller var genkendelig for den gruppe, man demografisk kunne kalde: Kunstinteresserede yngre kvinder. På mange måder var København ikke andet end et provinshul. Ikke større end Lemvig. Når man bevægede sig i visse cirkler, gik folk igen.

Thomas spyttede frem for sig. Hans ben rystede, og han ville blive siddende lidt sammen med de andre sammenfaldne, og lade verden stryge af sted. Mellem søstre, tænkte han. Det gik fra den enes mund til den andens, indtil de havde konstrueret en historie så vild og blodig, at den levede sit eget liv. Til sidst skulle man bære rundt på andres version af én selv. Man forpligtede sig over for den. Men man kunne stikke af fra det hele. Man kunne pakke sine fornødenheder og pille af. Når man var sytten år gammel og stod på Lemvig Havn, var København langt nok væk, huskede han. Man kunne faktisk ikke komme længere væk. Men når man var syvogtyve, vidste man bedre. Danmark var et provinshul. Et broderskab fra øst til vest. Eller et søsterfællesskab, hvis der var noget, der hed det? Guderne måtte vide, om kællinger ikke også organiserede sig på den måde og mødtes som Freja-dyrkerne i Munkehaven med deres sære ritualer og deres læggen onde øjne på sagesløse.

Thomas skulle til at forfølge den tanke, da han så en lille flok duknakkede fyre nærme sig fra Colbjørnsensgade. Han ville ikke sidde der, når de kom forbi, og kom nogenlunde lige over gaden, selv om benene ikke ville. Han satte retningen mod Hovedbanen. Flokken råbte efter ham, men han hørte ikke hvad, og det var bedst, for militærstøvlerne slæbte efter dem, og den dårlige hud lod sig ikke skjule under gadelygterne. Sådan et broderskab af nosser. Sådan nogle Dritte Reich-kammerater. Hvis han selv havde haft nosser, kunne han have vendt sig mod dem og taget sine tærsk, men han gik forsigtigt. Måtte ikke begynde at løbe, for så æggede det dem bare. Da han kom ned på hjørnet, kiggede han sig prøvende tilbage. Da stod én af dem og pissede ned i en kælderskakt. De andre var gået videre. SWAM! tænkte Thomas. Vise nogen, hvad de er lavet af. Blod og snot, der drevler fra næseborene og ned over hagen. Slå sig frem til menneskets substans.

Han satte i løb op ad Colbjørnsensgade. Ville ud af fællesskaberne og hjem. Der var tohundredehalvtrestusinde kvinder i Københavns Kommune. De var forbundne, sagde han til sig selv. Som søstre sammengroede ved mundene.