Følgende tekst er begyndelsen til en ny bog, jeg arbejder på. Det var sidst på måneden og meget varmt. Vejret var hedt på den overbevisende måde, det kun sjældent er i Danmark. Luften stod næsten stille, nogle insekter skøjtede hen over vandoverfladen men holdt sig i tilpas afstand af vores fødder.
Fire par ben hang fra badebroen ned i vandet. Det gik os cirka til anklerne, og det føltes næsten lige så varmt som luften. Solen brændte på skuldrene, og øllen var doven. Klokken var ved at være fire. Det var min anden øl, og jeg kunne godt mærke den. Men det var kun behageligt. Alting var meget behageligt den dag. I hvert fald på det tidspunkt.
Floras ben var de bruneste og vist også de længste. Der var ikke ét hår på dem. Ikke så meget som en stub. Det var der heller ikke på Helenes, men hendes ben var ikke nær så brune. Hendes hud havde tilsyneladende samme olivenfarvede tone over hele kroppen. Men i modsætning til Flora og jeg havde hun ikke smidt blusen og sad i bh. Hun havde en turkis t-shirt på uden ærmer, men så på en eller anden måde alligevel mere kølig ud end os andre. Jeg sad og tænkte på, om hun slet ikke kunne blive rigtig brun. Hun var ellers meget mørk, næsten helt sorthåret, og hendes hår var klippet i en tyk page, der var lidt længere foran end bagved, og som fik hende til at se spansk ud.
Heldigvis var der heller ikke nogle hår på mine ben. Det havde der ellers været i rigelige mængder tidligere på året. Men lige inden gymnasiet begyndte, havde jeg taget mig sammen og gjort alt det ved mig selv, som jeg havde planlagt i løbet af sommeren og skrevet op i min blomstrede lakbog. En af de ting var at tage hårene af benene med et torturinstrument, som min mor engang havde anskaffet og opgivet at bruge efter ét eller to forsøg. Det lød som en barbermaskine og så ud som en barbermaskine, men i virkeligheden blev hårene trukket ud med rod. Det gjorde ondt ad helvede til, og bagefter var huden fuldstændig rødplettet og hævet, som om man havde mæslinger. Men hårene forsvandt og blev væk et stykke tid. Huden blev helt glat. Min far havde været ret spydig over mors mislykkede forsøg på at slippe af med urskoven på benene (og sikkert fordi hun havde smidt penge ud til sådan noget pjat) og kaldt det "barbarmaskinen". Jeg havde ikke villet bruge den, mens de var i huset, men heldigvis var de til en eller anden familiefest den første weekend i august. Min storebror Lars og jeg havde været alene hjemme den dag. Jeg havde taget fire kodimagnyler og drukket en halv flaske hvidvin, inden jeg begyndte operationen. Den cocktail gjorde mig både temmelig syg og meget fjern, men til gengæld var det, som om det var en anden end mig, der fik trukket hårene ud. Næste morgen var jeg vågnet op med frygtelige tømmermænd og glatte, plettede ben. Nu var de kun brune.
Som vi sad der med benene i vandet, glædede jeg mig over mine anstrengelser. Jeg ville have hadet at have hår på benene, når de to andre piger ikke havde det.
Malthe havde masser af hår på benene. Han havde i det hele taget masser af hår alle vegne, også på armene, men ingen på den magre brystkasse. Hårene på hans hoved var ikke så sorte som dem på benene, de var snarere mørk kommune, men håret krøllede og rørte lige netop ved skuldrene. Han havde ikke friseret det siden nytårsaften. Det var noget af det første, han havde sagt i klassen. Det lyder måske ulækkert, men det var det ikke. Han vaskede det hver dag, det er jeg ret sikker på, og han lugtede altid godt. Han friserede bare ikke håret, og når han løftede i den ene ende, fulgte resten med.
Malthes ben var også brune. Han var helt mørkebrun på en måde, som jeg aldrig ville blive det.
Der havde også stået "tab 5 kilo" og "neglelak på tæerne" på min liste. Faktisk havde jeg tabt hele syv kilo. Da jeg først kom i gang med slankekuren, gik det mere end nemt. Jeg havde ikke været så tynd siden syvende klasse, og jeg kunne pludselig passe en hel masse af mine gamle bukser. Min gamle veninde fra folkeskolen hed Janne, og hendes mor kom med en bemærkning om spiseforstyrrelser. Hun havde altid en hel masse meninger om alting. Men der var ingen, der lagde mærke til noget derhjemme. Ikke før den dag, gymnasiet begyndte. Min mor ville tage et billede af mig ude i gården, før jeg gik hen til bussen. Hun løb efter mig og fangede mig i linsen. Så sænkede hun kameraet og kiggede på mig én gang til, som om det var længe siden, hun egentlig havde set, hvordan jeg så ud.
- Gud, hvor er du tynd! sagde hun. - Far, kom og se. Louise er simpelthen blevet så mager!
Men far nåede ikke at komme, før jeg var løbet, og siden var der ikke blevet talt om det. Til gengæld havde han kommenteret min neglelak. Jeg havde købt én til anledningen midt i juli. Jeg havde haft masser af tid hele sommeren, for Janne havde været på ferie med sine forældre i tre uger i Sverige. Nu var hun på efterskole. Det syntes hendes forældre var en vanvittig god idé. Så blev man åh så moden, og så fik de for resten også mere plads og mere tid til de to plejebørn, de havde. I de år, vi havde været veninder, var spørgsmålet om gymnasium eller efterskole nok det tætteste, vi havde været på at blive uvenner. Jeg ville ikke på efterskole. Mine forældre ville i øvrigt heller ikke betale for det. Og jeg syntes, hun svigtede mig, fordi jeg så var nødt til at begynde på gymnasiet i Holmegård helt alene. På den anden side var Janne stærkest i de fag, jeg var svagest i, nemlig matematik, fysik og kemi. Så vi kunne alligevel ikke komme til at gå i samme klasse. Planen var nu, at hun skulle starte i en matematisk klasse næste år, efter efterskolen.
Malthe havde også været på efterskole efter niende. Det var på en eller anden måde typisk for ham. Det var også typisk, at han ikke havde spor imod at sidde sammen med tre piger på badebroen og drikke bajere, selvom de andre fyre i klassen - der var fem i alt sad sammen et andet sted på stranden. Det havde ikke noget at gøre med, at han var ude på at lege scorefyr eller noget. Det var, fordi det var os, han havde lyst til at være sammen med lige på det tidspunkt.
Min neglelak var skrigende rød og hed Lambada, og jeg havde købt den i Holmegård. Det er den by, hvor gymnasiet ligger -13 kilometer fra mit hjem, Hjørnegården, som ligger mellem de to små byer Hårby og Huslev. Da jeg kom hjem med den, havde min mor sagt, at den forhandlede de også på hendes apotek. Hun arbejder hver formiddag på håndkøbsudsalget i Hårby. Så kunne jeg have fået den med 20% rabat. Det ødelagde lidt min glæde ved den, men nu, hvor jeg sad og så på farven gennem vandet, var jeg alligevel glad for den. De andre kunne jo ikke se, at den også kunne købes på Hårby Håndkøbsudsalg sammen med stomiposer og eksemhandsker.
På badebroens grå, varme brædder lå vores lærredssko. Helene havde et par beige Palladium. Mine var Nike (købt på udsalg), Flora havde lige fortalt, at hendes stribede sko var fra Paris, hvor hun havde været i huset sidste år. Malthes var fra Brugsen, og de var ubeskriveligt beskidte og lasede. Vi sad alle sammen og så ned i vandet. Helenes neglelak var meget diskret, nærmest rosa. Floras var lysegrøn. Det virkelig overraskende var, at samtlige fyrre tånegle i vandet havde neglelak på. Altså også Malthes. Det så fuldstændig sygt ud til hans hårede ben. Og så alligevel. Farven var nærmest rødbrun, og så var der vist lidt perlemor i den.
- Kan I lide den? spurgte han og løftede fødderne op af vandet, så vi rigtig kunne beundre den. - Den hedder Sienna Sorbet.
- Sienna Sorbet! gentog Flora og så på Malthe. Pludselig lagde hun sig bagover og begyndte at hulke af grin. - Sienna Sorbet! Jeg er vild med den, den vil jeg også have!
Vi grinede alle fire. Vi grinede nærmest helt hysterisk, jeg kunne mærke, at de andre inde på stranden stirrede på os. Og jeg grinede længst. Jeg følte mig simpelthen så lykkelig. Så meget med i den gruppe, der skulle sove i hus 4 den nat.