Uro
Somme tider hjalp det at forsøge at drukne sig i travlhed, det gjaldt om at sætte tempoet op, at have lidt for mange planer og ting, der skulle gøres nu og her. Så glemte Martha, at der fandtes noget som helst andet, så kørte det derudad, tiden fløj, og når det pludselig var ovre, følte hun sig udtømt, men også renset, klar til nye udfordringer. Hvis hun var heldig, var det i mellemtiden blevet en ny årstid. Så var der ting i haven, der skulle ordnes, løg som skulle lægges eller tages op, græsset trængte til at blive slået, æbler kunne plukkes, og det var ikke sjældent, at tagrenderne skulle tømmes for blade, eller at taget trængte til en omgang algerens. Det var rastløsheden, hun holdt nede. Længslen efter at have nogen at dele det med, og nogle gange virkede det ikke. En sen aften alene i sofaen med en halv flaske rødvin åbnede det sig over hendes hoved, og hun var nødt til at spørge sig selv, hvorfor hun var alene. Hun vaklede som så ofte før mellem en forestilling om at have villet spare Mikkel Emil og Sarah for al den ballade, der uløseligt var forbundet med at lukke en mand ind i deres liv. Og så. Angsten for at gøre det. Martha vidste ikke, hvad der var hvad, eller om der overhovedet var noget, der var det ene eller det andet, men hun ville aldrig nogensinde lade det være deres skyld. Dengang Albert havde forladt dem, sad hun flere aftener i træk i soveværelset på kanten af den store tomme seng og græd. Hun havde forsøgt at være stille, men Mikkel Emil var alligevel kommet listende ind til hende i mørket. Han var kun seks år på det tidspunkt, men han satte sig ved siden af hende som en rigtig lille mand. Med rank ryg og alvorlig mine tog han hendes hånd i sin og begyndte at gnubbe huden på den frem og tilbage. Det havde været så sødt og også lidt uhyggeligt, og hun havde slet ikke kunnet koncentrere sig om at græde. Efter de aftener var hun begyndt at tænke på en anden måde. Hver gang sorgen steg op i hende, så hun sin dreng for sig, hans små hænder om hendes, som gnubbede og gnubbede og ville gnubbe det hele væk. Selvfølgelig ønskede han ikke at slette Albert, eller måske var det alligevel netop det, han gjorde, hvis han bare kunne få hende til at holde op med at græde, sådan gnubbede han. Men sådan skulle det ikke være. Selvom Albert var gået sin vej uden at se sig tilbage, efterladende en grædende kvinde, en datter som mest var hans, og en lille dreng i bamsepyjamas, så måtte Mikkel Emil aldrig komme til at føle, at det var noget, han skulle ordne. Han var ikke hendes lille mand. Martha var lige ved at sige det højt for sig selv; hvis hun havde haft notatbøgerne dengang, havde hun med garanti skrevet det i en af dem. Han var hendes søn, og hun skulle passe på ham. Det var vigtigere end noget andet. Somme tider glemte hun det, men når hun druknede sig i travlhed, var det jo også for hans skyld, og i det store og hele syntes hun selv, hun havde klaret det meget godt. Der var masser af ting, hun aldrig havde delt med ham, ting hun aldrig havde fortalt. Et par mænd siden Albert havde der været, men ansigtsløse var de nu, og det lå alt sammen så langt tilbage. Noget havde siden hen rykket sig inden i hende, længe efter Albert, noget hun ikke var sikker på, hvad var. Albert rejste i oktober, og i december slæbte Birgit Martha med på et julemarked, som nogle kunsthåndværkere holdt et sted uden for byen. Martha var ellers slet ikke i humør til noget med jul, men Birgit garanterede, at det her var helt anderledes. De havde heller ikke været der i mere end et kvarter, før Martha ved en af boderne forelskede sig i en uro af glas. Den var så smuk, at hun var stoppet brat op. Hun købte den på stedet uden så meget som at forsøge at prutte om prisen, på trods af at den var frygtelig dyr, og hun slet ikke havde råd, de stod jo også og var midt i at flytte. Selv om Martha ventede tålmodigt og først hængte uroen op i slutningen af januar under vindfanget på det nye hus, kom lyden af de klirrende glasstykker for altid til at minde hende om Albert.