Camilla Stockmarr

Camilla Stockmarr - Biografi Født: 1966 i København
Debut: I det skjulte, 2000
Jeg er født i 1966 i København. Som barn fik jeg engang en rolle i en dansk film der hed ”Krigsdøtre”, og for de penge jeg tjente på filmen, tog jeg (da jeg sluttede skolen) med den transsibiriske jernbane til Kina. Efter at have rejst rundt i Østen flyttede jeg til Paris, hvor jeg boede nogle år. Her boede og arbejdede jeg i den engelske boghandel ”Shakespeare og Co.”. Jeg sov i Sylvia Beach mindebibliotek på første sal eller i antikvariatet nedenunder (i sengetøj der givetvis ikke var blevet skiftet siden 1930’erne). Senere kom jeg ind på Marcel Marceau's Mimeskole. Jeg blev dog hurtigt smidt ud igen – det var ikke her mit talent lå.
Jeg har rejst en del, hovedsagelig i Østen. Jeg begyndte at skrive (professionelt) da jeg fik børn, og alle andre døre lukkede sig. Da jeg aldrig har taget en uddannelse, har jeg levet af ufaglært arbejde – hovedsagelig som rengøringsassistent i de tidlige morgentimer og de sene aftentimer (og måtte det aldrig ske igen), således at jeg kunne skrive om dagen, mens mine børn var i børnehave og skole. Jeg debuterede i Danmarks Radio i 1995 og 1998 med de noveller som jeg havde fået afslag fra Forfatterskolen på, og i år 2000 udkom jeg på Samlerens Forlag med novellesamlingen ”I det skjulte”. Siden har jeg skrevet romanen ”Noras tredje alder”. Jeg har modtaget arbejdslegater fra Statens Kunstfond og Kunststyrelsen. Biografien er udarbejdet af forfatteren.

Foto: Robin Skjoldborg

Debut: 
2000
Land: 
Danmark
Links
Bøger
  • Bog: "Den anden bred" af Camilla Stockmarr

    Bogens forside

    En mand får stillet en dødelig diagnose, og forlader sin kone og lille datter for at rejse til Indien og opsøge landets alternative måder at leve og helbrede på.

    Forfatter: 
    Camilla Stockmarr
    Udgivet: 
    2014
    Forlag: 
    Samleren
    Sidetal: 
    164
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Udflytterne" af Camilla Stockmarr

    Bogens forside

    En roman om et kærligt far-søn forhold i en familie, der flytter fra København til en lille ødemarksidyl i Sverige i 1970'erne, skildret af den 8-årige søn

    Forfatter: 
    Camilla Stockmarr
    Udgivet: 
    2012
    Forlag: 
    Samleren
    Sidetal: 
    189
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Noras tredje alder" af Camilla Stockmarr

    Bogens forside

    Nora er midaldrende, antikvarboghandler og mor til Rebecca og Ulysses, som aldrig har interesseret hende - Nora er stærk og dominerende, Rebecca prøver at fylde en tomhed i livet, og Ulysses er stæ

    Forfatter: 
    Camilla Stockmarr
    Udgivet: 
    2004
    Forlag: 
    Samleren
    Sidetal: 
    261
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "I det skjulte" af Camilla Stockmarr

    Bogens forside

    Noveller som i et ligefremt sprog og en fængslende og fremadskridende fortællestil skildrer temaer som kærlighed, erotik og forholdet mellem forældre og børn.

    Forfatter: 
    Camilla Stockmarr
    Udgivet: 
    2000
    Forlag: 
    Samleren
    Sidetal: 
    184
    Lån bogen - Køb bogen
Læs forfatteren

Camilla Stockmarr - Læs forfatteren Teksuddrag fra ”Noras tredje alder”.

Kort før vi tog til Italien for at prøve at redde stumperne, fejrede mine svigerforældre deres sølvbryllup i nogle lejede selskabslokaler inde i byen. Under middagen rejste Helenes far sig op og holdt en tale for sin kone. Han var en god taler, rolig, humoristisk, overbevist om, at det han havde at sige, var noget, der interesserede andre. Talen var bygget over en historie, som han havde læst, og som han brugte til at illustrere deres forhold:
En amerikansk senator var en dag kommet kørende hen ad en motorvej sammen med sin kone. På et tidspunkt bliver de nødt til at sætte farten ned på grund af vejarbejde, og idet de langsomt passerer arbejdsmændene, opdager senatoren blandt dem sin kones tidligere forlovede. Han vender sig mod hende og spørger, om hun ikke er glad for, at hun dengang giftede sig med ham, for se hvordan det ellers ville være gået hende: Hun ville være endt som arbejderkone. Senatorfruen lo og svarede, at der tog han ganske fejl. For hvis hun dengang var blevet gift med ham den anden, så havde det været ham der sad ved siden af hende i bilen i dag, og senatoren der havde stået i vejkanten med sin spade.
Og så lo vi allesammen og klappede og skålede.
Mens han fortalte historien, havde vi allesammen set ham og min svigermor for os i bilen, og vi var klar over, at det han sagde: at han var en mand der var blevet til det han var, i kraft af sin kone, virkelig var sandt, og ikke kun noget han sagde for at komplimentere hende i en tale.
Så løftede han sit glas mod Helene, og jeg fik en meget ubehagelig fornemmelse af, at talen ikke bare havde været henvendt til Helenes mor, men i lige så høj grad til Helene, og da han lidt efter forsøgte at fange mit blik for at skåle, lod jeg som om jeg var optaget af noget, drengen var ved at fortælle mig.

Senere på aftenen kom han over og lagde armen om min skulder, og så stod vi der og kiggede ud over forsamlingen i et tavst mandefællesskab. Tavst, fordi vi ikke vidste, hvad vi skulle sige til hinanden, da det eneste vi havde tilfælles var Helene, og hende undgik vi omhyggeligt at tale om.
Mit blik faldt på en kvindelig tjener der navigerede rundt blandt gæsterne med en bakke med glas. Hun var iført et lårkort sort stuepigekostume, med hvidt flæseforklæde og en lille hvid kappe på hovedet. En besynderlig pikant påklædning som tiltrak og frastødte mig på samme tid. Også min svigerfar fulgte hende med øjnene, men hans følelser var rene og ublandede som et barns, og lige så let gennemskuelige.
I det samme fangede Helene mit blik tværs gennem forsamlingen, hun løftede sit glas og blinkede til mig, og et øjeblik havde jeg det, som om jeg var blevet grebet i noget uanstændigt. Men så gik det (til min illoyale lettelse) op for mig, at ikke var mig hun morede sig over, men sin far.
Se også:
Sentura- magasin for film, litteratur & tv
 

Inspiration

Camilla Stockmarr - Inspiration Den første gang jeg skrev om en kvinde der forlod en mand, sagde min far: - Hvorfor dog skrive om det, når Ibsen har gjort det så meget bedre i ”Et dukkehjem”. Det er den lammende fornemmelse jeg ofte sidder tilbage med når jeg har læst en rigtig god bog. Jeg sammenligner det jeg skriver, med de bedste forfatteres bedste bøger, og pludselig synes jeg det virker håbløst. Som et kæmpemæssigt bjerg, som jeg ingen forudsætning har for at bestige. Jeg bliver således sjældent inspireret af det jeg læser, snarere det modsatte.
Inspiration i form af en slags åbenbaring eller desperat trang til at skrive, oplever jeg næsten kun i situationer, hvor muligheden slet ikke er til stede f.eks. mens jeg er i svømmehallen med ungerne. Eller om natten hvor træthed og dovenskab gør, at jeg ikke engang får nedfældet stikord, og næste dag kan jeg intet huske. Når jeg derimod sætter mig hen for at skrive, er jeg sjældent inspireret, ja ofte skal jeg endda overvinde en voldsom modvilje mod at nærme mig computeren og har af samme grund opfundet en række trick, der skal lokke mig selv i gang. Jeg begynder måske med at skrive på noget helt andet end det jeg er i gang med, går frem og tilbage mellem computeren og køkkenet, og langsomt og meget halvhjertet får jeg sparket mig selv i gang, indtil jeg bliver indfanget af skriveriet: af de personer og steder og situationer jeg skriver om. En del af min modvilje skyldes, at jeg ikke finder det nemt at skrive. Ofte modarbejder stoffet mig, jeg har svært ved at holde sammen på historien og personerne og bliver grebet af en voldsom selvkritik, af lammende perioder med skriveblokeringer. Andre gange kører det: personerne udvikler sig, historien skifter retning og overrasker en, man har fat i noget og fornemmelsen af, at hvis man bare bliver ved og ved med at trække i den samme tråd så vil historien skrive sig selv. Og det er så her at omgivelserne begynder at modarbejde en: ungerne bliver syge, man bliver sendt i aktivering, flytter lejlighed, ens familiemedlemmer dør og det sker alt sammen på samme tid, som en række dominobrikker der vælter, den ene efter den anden. Nu skulle man så tro, at de tekster der er skrevet i den hellige inspirations navn, er bedre end de tekster der er skrevet på en skriveblokering, men det er sjovt nok ikke min erfaring. Jeg har skrevet nogle af mine bedste tekster i perioder, hvor jeg havde følelsen af at skrive til skraldespanden. Og omvendt er der tekster, som jeg har skrevet mens jeg har været inspireret, der har været lige til at smide ud bagefter.

Se også