Camilla Christensen

Camilla Christensen, født 1957 i Snekkersten, opvokset i Ølby ved Køge og i Høje Gladsaxe uden for København.

Debuterede i 1985 med digtsamlingen 'fejlspændt'. Har siden udgivet fem digtsamlinger, novellesamlingen 'Stjernebarn', punktromanen 'Floras verden' og tekstsamlingen 'Stakkels bobcat' i 2000. I 2002 udkom romanen 'Jorden under Høje Gladsaxe', der modtog Kritikerprisen, i 2004 'Paradis' og senest i 2009 'Fugl eller fisk'.
Har desuden redigeret antologien 'Svingfigur - kvindelige digtere 1980-1990' sammen med Maj-Britt Willumsen (Rosinante 1991) og 'Pralhalse, løgnhalse og virkelige fantaster' med Hans Otto Jørgensen (Dansklærerforeningen 1997).

Uddannet journalist 1983. Ansat på kulturredaktionen på Frederiksborg Amts Avis og Berlingske Tidende indtil årsskiftet 1988-1989. Har siden arbejdet som forlagskonsulent, klummeskriver, anmelder, oversætter og underviser.

Oprindelig publiceret ForfatterNet Køge - 5. oktober 2001

Foto: Robin Skjoldborg

Om forfatteren:

  • Danske forfatterskaber 4 1985 - 2005. Mellem tradition og ekspansion. Systiime, 2005
  • Bukhdahl, Lars: Generationsmaskinen. 2004. side 211 - 212
  • Politiken 2002-04-28. Dorte Sørensen: "Med hjemstavn i Høje Gladsaxe". Interview med Camilla Christensen.
  • Berlingske Tidende 2002-06-04. Susanne Bernth anmeld. af "Jorden under Høje Gladsaxe".
  • Dansk noter. - 2002, nr. 3. - S. 22-24. Ljungberg, Henrik: Mellemrum : om et digt af Camilla Christensen.
Debut: 
1985
Land: 
Danmark
Links
Bøger
  • Bog: "Mere ved jeg ikke" af Camilla Christensen

    Bogens forside

    Et fragmenteret kvindeportræt fortalt gennem 13 noveller, der springer ukronologisk i tid og rum med brudstykker af barndomserindringer, venskaber, forholdet til kvindens mor, kæresteforhold og en

    Forfatter: 
    Camilla Christensen
    Udgivet: 
    2014
    Forlag: 
    Samleren
    Sidetal: 
    107
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Nu har de druknet ham" af Camilla Christensen

    Bogens forside

    Digte. En blanding af umiddelbart forståelige prosatekster og digte med nærmest surrealistiske, poetiske og samfundskritiske elementer.

    Forfatter: 
    Camilla Christensen
    Udgivet: 
    2010
    Forlag: 
    Jorinde & Joringel
    Sidetal: 
    32
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Fugl eller fisk" af Camilla Christensen

    Bogens forside

    Prosalyriske tekster om alverdens dyr, fra de største til de mindste, som et registrerende og reflekterende jeg uden særligt held forsøger at passe ind i et system af logisk og hensigtsmæssig adfær

    Forfatter: 
    Camilla Christensen
    Udgivet: 
    2009
    Forlag: 
    Samleren
    Sidetal: 
    84
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Paradis" af Camilla Christensen

    Bogens forside

    Eva er landskabsarkitekt og haver er hele hendes verden - Hun bliver ansat i et fornyelsesprojekt, som udvikler sig meget anderledes, end hun har forestillet sig, så hendes verden drejer sig 360 gr

    Forfatter: 
    Camilla Christensen
    Udgivet: 
    2004
    Forlag: 
    Samleren
    Sidetal: 
    171
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Jorden under Høje Gladsaxe" af Camilla Christensen

    Bogens forside

    Underfundig og kærlig samfundssatire med Arthur i centrum. Set gennem hans røntgenøjne er Høje Gladsaxe meget, meget mere end en øde betonforstad.

    Forfatter: 
    Camilla Christensen
    Udgivet: 
    2002
    Forlag: 
    Samleren
    Sidetal: 
    284
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Stakkels bobcat" af Camilla Christensen

    Bogens forside

    Et halvt hundrede korte tekster, mest prosa men også digte, der både grinagtigt og alvorligt sammenskriver ellers usammenskrivelige områder af tilværelsen.

    Forfatter: 
    Camilla Christensen
    Udgivet: 
    2000
    Forlag: 
    Samleren
    Sidetal: 
    75
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Stjernebarn" af Camilla Christensen

    Bogens forside

    Børns ondskab og manipuleren med både hinanden og deres voksne samt forholdet til den verden, der åbner sig for dem, er hovedtemaet i novellerne fra et Danmark i 1970'erne.

    Forfatter: 
    Camilla Christensen
    Udgivet: 
    1996
    Forlag: 
    Samleren
    Sidetal: 
    86
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Som vil hun skænke ham" af Camilla Christensen

    Digte om to mennesker i en tilstand af konflikt, som måske, og måske ikke, medfører, at de forlader hinanden.

    Forfatter: 
    Camilla Christensen
    Udgivet: 
    1995
    Forlag: 
    Lindhardt og Ringhof
    Sidetal: 
    53
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Floras verden" af Camilla Christensen

    Bogens forside

    Med knappe punktnedslag i en yngre kvindes liv skildres hendes gradvise deroute fra en nogenlunde tilpasset tilværelse til hendes liv som posedame.

    Forfatter: 
    Camilla Christensen
    Udgivet: 
    1993
    Forlag: 
    Gyldendal
    Sidetal: 
    65
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Monolog for en halv stemme" af Camilla Christensen

    Digte om forholdet mellem mand og kvinde, om længsler og indestængthed.

    Forfatter: 
    Camilla Christensen
    Udgivet: 
    1992
    Forlag: 
    Gyldendal
    Sidetal: 
    85
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Som jorden nu" af Camilla Christensen

    I digte med moderskabet som det bærende tema reflekteres over tidligere generationers kvinder, barndommen og ikke mindst det lille nye væsen, som fortsætter familielinien.

    Forfatter: 
    Camilla Christensen
    Udgivet: 
    1991
    Forlag: 
    Gyldendal
    Sidetal: 
    52
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "forsvinder, begynder" af Camilla Christensen

    Digte om kvinderollen og moderskabet, tilegnet forfatterens mor.

    Forfatter: 
    Camilla Christensen
    Udgivet: 
    1990
    Forlag: 
    Gyldendal
    Sidetal: 
    83
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "mellem mørket" af Camilla Christensen

    Indadvendte, tankefulde digte om et jeg, en kvinde.

    Forfatter: 
    Camilla Christensen
    Udgivet: 
    1987
    Forlag: 
    Gyldendal
    Sidetal: 
    60
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "fejlspændt" af Camilla Christensen

    Digte som i ord skildrer den verden, Palle Nielsen har beskrevet i sin grafik.

    Forfatter: 
    Camilla Christensen
    Udgivet: 
    1985
    Forlag: 
    Gyldendal
    Sidetal: 
    62
    Lån bogen - Køb bogen
Læs forfatteren

Uddrag af romanen "Jorden under Høje Gladsaxe":
Findes der steder uden fortid? Steder hvor ikke engang en næsten uhørlig hvisken fra tidligere begivenheder, små eller store, mineralske, botaniske eller zoologiske, trænger op fra undergrunden? Steder hvor den historiske tavshed skaber et vacuum, en dump stumhed, en trykken for ørerne, så man er nødt til at synke eller gabe? Steder hvor intet som helst nogensinde er sket, hvor intet frø er blæst hen med vinden og har slået rod, er spiret og (i spring eller proces) muteret til en ny art, hvor intet skaldyr nogensinde har efterladt sit aftryk i sten, hvor intet væsen, om så bare en amøbe, ved sin død har bidraget til formuldningsprocessen, og hvor jorden aldrig er revnet, når den vulkanske ild i dens indre er blusset op? Steder der ikke med vind, vand eller is har fået tilført fragmenter af andre steder (som den røde, afrikanske jord, der på bestemte årstider lander som støvkorn i boligblokkenes altankasser)? Steder i klippegrunden der ikke er udhulede af underjordiske floder, i oceanerne, hvor ingen organisme, intet dødt eller levende verdensfragment, nogensinde har flydt, på jordens overflade, hvor intet dyr eller menneske nogensinde har efterladt sig det mindste spor?
Naturligvis gør der ikke det. Ethvert sted på kloden, enhver stump klippe, muld, sand og enhver dråbe vand gemmer på fortidige begivenheder af den ene eller den anden slags, og begivenhederne taler, historien taler, forhistorien taler, nogle steder næsten uhørligt (som det stjernestøv, der udgør to procent af jordens samlede mængde støv), andre steder med en hvisken (helligkilderne, hvor selv ateister og kristne knæler og lytter med tilbageholdt åndedræt), og atter andre steder med en fossil brølen (havets mikroorganismer, der pludselig springer som olie fra kontinentalsoklens forkastninger).
Og ikke kun besøgende ved helligkilder eller australske aboriginaler lytter til støvets, vandets og stenenes hvisken og brølen. Hele menneskeheden lytter, til forhistorien, til historien, om end de gør det på forskellige måder og i forskelligt omfang, og visse mennesker har ovenikøbet gjort det til deres livsindhold at lytte. Geologer, palæontologer, zoologer, marine- og andre biologer har gjort det til deres statsunderstøttede levebrød at lytte til historiens hvisken og brølen. Og fusentaster, visionære og fantaster lytter med på amatørbasis, så selv en sønderjysk mark et kort øjeblik får tildelt, ikke bare den sædvanlige sten-, jern- eller bronzealderfortid (et enkelt aks af pludselig spiret spelt, resterne af en gennempløjet boplads), men en kosmisk historie, uvis og pirrende, svanger med fortid, nutid og fremtid, i form af en geometrisk struktur, en uforklarlig cirkel i kornet, skabt på en enkelt nat, men snart udslettet af mejetærskeren og forsvundet fra avisernes bagsider.
Og arkæologerne lytter. Arkæologerne har sat sig for at aflytte selve menneskehedens mumlen for at genfortælle den. Arkæologerne der alle steder på jorden går i vejen for entreprenører, kapital og fremskridt, arkæologerne der forsinker og fordyrer ethvert nybyggeri, enhver vision om stål og glas, skinner og kabler. De gik i vejen for Roms borebisser, da byen (forgæves, nogle steder fylder historien ganske enkelt for meget) forsøgte at skabe sig en undergrundsbane ligesom alle andre storbyer med respekt for sig selv, og det lykkes dem ovenikøbet til tider at gå i vejen for sig selv, fordi de hele tiden kigger nedad og derfor ikke har blik for de store perspektiver.

Den slags nærsynede arkæologer går i vejen på Kongens Nytorv, de går i vejen i Cairo, og de gik også i vejen, da man forberedte det byggeri, der i dag hedder Høje Gladsaxe. På det sted, der fik navnet Høje Gladsaxe (men tidligere hed noget andet, mange forskellige ting, for det sted, der nu hedder Høje Gladsaxe, har været mange forskellige ting, samtidig og på forskellige tidspunkter), gik de dog ikke i vejen ret længe. De samlede i hast nogle stykker fortid op og forsvandt hurtigt fra stedet med en brun, gammeldags skoletaske fuld af flintesten og et hastigt nedkradset kort over en boplads fra yngre stenalder for derpå at overlade stedet med hele dets fortid til den storslåede, visionære nutid (der nu er fortid, historie, men også stadig fremtid, der er altid en fremtid), til de kraner, gravemaskiner og betonblandere der skulle overdøve fortidens hvisken (her hvisker fortiden kun, den brøler ikke) og rejse et byggeri, landet aldrig havde set mage til, et byggeri der med sin teknologiske mageløshed skulle tjene den nyvundne fred ved at hæve sig mod himlen og dække landskabet med hverdagsliv i et tempo og med metoder, der var selve fremtidens (og det blev de, i Avedøre stationsby, Gellerup parken, Vollsmose).
Skurbyer skød op, kabler svingede i blæsten, midlertidige jordveje knuste de sidste potteskår, skinner blev lagt ud tværs over stenalderbopladsen (mens arkæologerne katalogiserede deres fund og forlagde dem i en skuffe i rådhusets kælder), støbeforme blev bygget, jern og stål blev klirrende læsset af i stakke, og kraner blev samlet og stod knejsende med navigationslys gennem de mørke vinterdage, hvor sække med lecakugler gled ned fra lastvognenes lad, gravemaskinerne startede med et brøl, landmålerstokke blev rejst og flyttet og forskallingsbrædder klasket op og brækket af igen. Der blev nivelleret og støbt, drænet og planeret, bække blev lagt i rør, og landskabet, der tidligere var under plov, undergik en fremskridtets jublende forvandling. Først til en stor mudderpøl, en boblende heksegryde fuld af det bryg, alkymistiske visioner dampende og hallucinerende stiger op fra, og så, da visionen havde fundet sin endelige, praktisk gennemførlige udformning, steg en by ud af emmen, hvid og ren, skinnende af beton og glas (som en luftspejling, men virkelig, bygget på cementgrund og holdt sammen af armeringsjern). En by, der rejste sig oven på den nu udslettede fortid og dækkede adskillige hektarer planeret jord, en struktur så nyfødt og renfærdigt uskyldig som selve efterkrigstidens byplanlægning.
For da maskinerne var kørt deres vej, alle mudderhuller fyldt med asfalt og cement, og syv tusinde mennesker i løbet af to år strømmede til fra byens indeklemte toværelses for at nyde alle moderne bekvemmeligheder foruden lys, luft, plads, udsigt og nyanlagte kælkebakker, var der intet tilbage af historien, af fortiden, hverken den nære (hvede og kvæg), den fjernere (flinteredskaber og kummerformer) eller den endnu fjernere (kridt og ler). Ikke engang Lundegård med dens indmurede skubbekværn i kostaldens sokkel stod tilbage, gården hvor Danmarks berømte filosof for knap et par hundrede år siden faldt ned fra sin grandonkels pæretræ, gården der under opførelsen af fremtidens himmelstræbende boliger var byggeledelsens behagelige hovedkvarter, og som bygherrerne efter endt brug og moden overvejelse afviste at bevare som lokalhistorisk museum, hvilket de færreste bygherrer ville have gjort i dag (fremskridt er at skabe museer til den lokale fortid, når man udsletter den), fordi de fandt brændstoffet til de mange biler, som visionære planlæggere på tegnebordet havde parkeret på de store parkeringspladser på nordsiden af boligblokkene (asfaltsiden, den mørke side, forsiden), vigtigere end fortiden, mere fremskridtsagtigt. Og selv om fremskridtet, når det gjaldt antallet af biler, heller ikke fik magt, som det havde agt (steder som Høje Gladsaxe parkeres ikke så mange biler som planlagt), siver der hver dag en smule benzin fra den planrigtige tankstation ned til Kierkegaard-slægtens for længst formuldede pærer og jager påtrængende regnorme væk. Og dén særlige jordtype, der opstår af blandingen tidligere frugthave og tankstation, tilhører fremtidens historie, og dén må fremtidens nærsynede arkæologer derfor rode i med deres fornuftigvis handskebeskyttede hænder.

Men selve stedet, netop det sted hvor den klodsede dreng faldt ned fra pæretræet og lagde grunden til sin skæve ryg og muligvis også til sin filosofiske karriere, findes stadig (alle steder findes stadig, i en eller anden form), og netop nu står Arthur netop på det stéd, han står på de grå klinker foran disken i tankstationens kiosk, i færd med at købe chips og cigaretter af den alt for unge ekspedient (tre røverier alene i år, trods overvågningskameraer, hurtig personaleudskiftning, dårlig betjening).
Arthur er næsten-arkæolog. Han er også næsten-far, næsten-i-arbejde og næsten-begavet, men han ved ikke, at han står på tidligere kierkegaardsk jord (vi ved det, vi ved langt mere end Arthur, også om ham, vi ved ting, han aldrig får at vide, og ting, han nok skal få at vide - retfærdigvis må det siges, at han naturligvis også ved ting, vi aldrig får at vide). Ganske vist gik han nærsynet i vejen i Rom, da han var ung (dog ikke ret længe), men han gik ikke i vejen, da Høje Gladsaxe blev bygget, og han ved derfor ikke, selv med sin arkæologiske næsten-eksamen, at resterne af en boplads fra yngre stenalder findes mellem det sydøstlige hjørne af Høje Gladsaxes første garagegård og etterblokken, han ved heller ikke, at søen oppe på åsen er bundløs (han har vidst det, for alle under en vis alder ved, at den slags søer er bundløse, men han har glemt det), han ved ikke, at fortiden ligger på lur efter ham, parat til at opsluge ham og som et forandret menneske spytte ham ud i nutiden (og fremtiden, for han har en fremtid, alting har en fremtid), han ved ikke, at han ikke kan undslippe den arkæologi, han i sin tid forlod som en skuffet og vred ung mand (en vrede, der siden har forladt ham, han har ganske enkelt glemt den, han har glemt al den vrede, han nogensinde har følt), og som først nu er begyndt at tage tilløb til at hjemsøge ham igen, han ved ikke, at der i Punkthuset, Centerets hjerte og hans ungdoms bolig, gemmer sig adskillige behagelige og mindre behagelige udfordringer, han har med andre ord endnu ingen som helst anelse om, hvad fremtiden gemmer på, heller ikke af fortid (det har ingen af os, når det gælder vores eget liv, og godt det samme).
Og selv om vi ved, at Arthur har en fremtid (en nær og en fjernere, fuld af fortid, fuld af historie), har han meget svært ved selv forestille sig én, for det eneste, han ved lige nu, er, at der ikke er ret meget ved at være Arthur, ikke ret meget ved at være næsten-nogen, for det er det samme som at være næsten-ingen, og i en alder af toogfyrre år er det være næsten-ingen ikke ret meget, det er faktisk næsten ingenting.
Selvom han forsøger at adsprede sig og fylde sin udstrakte nutid (med løbeture, læsning, fjernsyn, med at glo ind i væggen og af og til tage sig en øl på Centerpubben), tænker han ofte den slags dystre tanker, også nu, hvor han uden at vide det står oven på de formuldede pærer, den nedsivende benzin og de forsvundne regnorme, rækker ekspedienten sin sidste halvtredser og høfligt og til ekspedientens tyggegummityggende forbløffelse siger tak for byttepengene.

Der er meget, vi ved, som Arthur ikke ved. Vi ved for eksempel, at han, da han skrår over tilkørselsvejen til Kirkepladsen på vej fra tankstationens døgnkiosk mod Centeret, som han om lidt går udenom på vej hjem til nummer 15, 14. sal mf., bliver betragtet af et par øjne, der ovenikøbet genkender ham og lægger mærke til ham. Han ved ikke, at han denne torsdag formiddag ikke er så alene i verden, som han selv tror, at Brigitta netop i dette øjeblik ser ham, lægger mærke til ham, fra et vindue med en påklæbet rovfuglesilhuet i punkthusets sjette etage, vinduet i Gunhilds værelse hvor hun er i færd med at skifte sengetøj på Gunhilds seng, fjerne det stinkende, overpissede (for en dårlig løn og uden smudstillæg, for Brigitta er det et kald at skifte sengetøj, jo mere stinkende, des mere kald) og erstatte det med rent og kemisk duftende af institutionsvaskeri, mens Gunhild småbandende og støttet til sit gangstativ er fortrukket til dagligstuen, for er der én, Gunhild ikke kan holde ud, er det Brigitta, og Gunhilds retræte passer hende glimrende, for modviljen er gensidig, selv om ikke syv vilde heste (og heller ikke Arthur, selv om han med tiden vil prøve) skal få hende til at indrømme det. Brigitta ser Arthur, og hun lægger mærke til ham, til hans ludende skuldre og sænkede hoved (hun ved endnu ikke, at han er næsten-arkæolog og ovenikøbet nedtrykt), fordi hun flere gange har set ham på Biblioteket i Centeret, som hun et par gange om ugen frekventerer sammen med Gunhild eller et par andre fra Hjemmet, og jo flere gange man ser et menneske, des mere sandsynligt er det, at man genkender det. Da Arthur forsvinder ud af syne under hende, er hun allerede i færd med at lægge en plan for dagen, eftermiddagen, en plan der inkluderer Arthur, som ikke længere befinder sig i hendes synsfelt, men bliver set af Flymekanikeren, netop på vej ud gennem den selvåbnende glasdør til Centeret (den har ikke altid været selvåbnende, men den teknologiske og økonomiske udvikling har gjort selvåbnende døre mulige selv i folkeligt byggeri), og også han har set Arthur før, på Centerpubben, tidligere Centerbodegaen, hvor Flymekanikeren næsten dagligt adspreder sine dystre tanker (der hver morgen følger med fra hans drømme ind i dagen) med adskillige pot billard, men Arthur har endnu ikke spillet billard, og de to er endnu ikke på hilsefod. Og lidt efter, da Arthur efter at have passeret Centeret og drejet til venstre omkring det nordøstlige hjørne, hvor fire forskellige slags cementfliser mødes, fliser, Arthur har opdaget må være lagt på fire forskellige tidspunkter (han kalder sin opdagelse et led i Projekt Tidsfordriv, Projekt Overfladearkæologi), er gået videre forbi Centerets hovedindgang (vestvendt) og nu fortsætter til højre langs sydsiden af blokkene (den grønne side, den lyse side, bagsiden), ser Barnet et glimt af ham, hver gang gyngen svinger op over bøgehækken, og genkender den mand, der sommetider lunter forpustet rundt oppe på åsen ved søen, noget ingen andre voksne gør. Og da Arthur er nået til den næste blok, tierblokken, hans egen blok, og passerer nummer 13, får Borgmesteren øje på ham, og også han genkender Arthur, for han har ligesom Barnet set ham lunte rundt på Høje Gladsaxes stier og plæner og veje og pladser og marker og trapper, men Borgmesteren svinger ikke op over bøgehækken på en gynge lavet af et bildæk med nedslidte slidbaner, han gemmer sig bag hækken på den legeplads, der hører til tierblokken, for her er han nået til på sin vandring, han har et formål med at befinde sig på legepladsen (men dét kender vi ikke), han befinder sig mange forskellige steder i området på forskellige tidspunkter af døgnet, af året, han sniger sig af sted på stier i skumringen, sover i Skellets huler på gamle, fugtige bilsæder og står skjult bag hjørner om natten, mens han lægger nakken tilbage og svimmelt ser op mod det sted, hvor blokkenes overkant skærer himlen af, det sted hvor stjernerne begynder. Han vil gerne se, det er tydeligvis nødvendigt for ham at se så meget som muligt, men han vil absolut ikke ses, ikke af Arthur, ikke af nogen, Borgmesteren er øjensynlig skrækslagen for at blive genkendt (og det bliver han, for borgmestres lod er at være synlige, uanset om de er nuværende eller forhenværende). Og selv da Arthur er forsvundet ud af Borgmesterens synsfelt, selv da han er forsvundet ud af enhvers synsfelt, og er gået ind gennem døren i opgang nummer 15 (med en smilende blå flyver på et metalskilt ved siden af nummerskiltet, så små børn også kan finde hjem), gennem barnevognsrummet (der er tomt, men dufter velkendt af våde vanter på radiator og det første forlegne kys), videre ind i vestibulen (lille, mørk og tapetseret med grafittifjendtlige mosaiksten), har beordret elevatoren ned med et tryk på knappen og ventet (til lyden af affaldet, der styrter ned gennem skakten), og er kørt op på 14. sal, iagttages han af Salim, der har hørt ham træde ud af elevatoren og stikke nøglen i låsen, en lyd, der også i dag har fået Salim til kigge ud gennem dørspionen for at sikre sig, at det virkelig er hans stilfærdige nabo og ikke en tyvagtig narkoman eller de sædvanlige bøller, der er kommet for at indkræve ubetalt gæld af hans egen fortvivlende uvorne ældste søn. Uden at være klar over den opmærksomhed, han vækker, låser Arthur sig ind i sin halvandenværelses med spisekøkken, altan og bad. Ensomme Arthur, der ikke tror, at man kan lære nogen at kende i Høje Gladsaxe, nedtrykte Arthur, der ikke mener, at han overhovedet er værd at kende, hverken i Høje Gladsaxe eller andre steder, og ikke har nogen anelse om det, vi allerede ved, nemlig at han er langt mere end næsten-ingen (han er et menneske, henvist på andre, som de er henvist på ham), at han findes, i virkeligheden, bliver set og betragtet og lagt mærke til og genkendt og snart skal møde disse mennesker ansigt til ansigt og på godt og ondt, og at de er en del af hans fremtid og han af deres, ja, at de allerede, alene i kraft af deres blik, har vævet ham ind i deres liv, og selv er blevet en del, ikke bare af hans fremtid, men af hans nutid, og snart af hans fortid, og at de forventer af ham, at han snart vil løfte sit blik og få øje på dem.

Hør forfatteren
Lyd- og videoklip med Camilla Christensen Litteratursidens interview med Camilla Christensen om romanen "Paradis". Klippet er produceret i samarbejde med DK4.

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • JanHanPetersen (ikke efterprøvet)

    ons, 26/01/2011 - 02:33

    CC har også udgivet "Nu har de druknet ham", Digte, Jorinde & Joringel, 2010, 32 sider.

Se også