Næste dag havde vinden lagt sig, og solen skinnede igen. Den glitrede på vandet og i diamanterne i de mange edderkoppespind. Haven duftede af frugt og buksbom og vådt græs. Hvide blækhatte lyste op rundt om i de mørke hjørner, og blommerne smagte sødt.
Avispapiret hvinede over ruderne mens min mor pudsede vinduerne både udvendigt og indvendigt, og den friske morgenluft strømmede ind i huset.
Jeg blev sat til at plukke æbler, forsigtigt, som var det æg. Ikke noget med at lege vind og ryste grenene, hvis de skulle kunne holde sig. Det mindste lille stød og hele kassen ville rådne.
Da jeg havde plukket alle dem jeg kunne nå fra jorden, tog jeg spånkurven og kravlede op i træet. Der gik kalve i folden mellem os og Elmegården. Det havde jeg ikke lagt mærke til dagen før. Måske havde de ligget i ly for natten under træerne. Jeg fyldte kurven og kravlede ned igen.
Omme fra vores lille gårdsplads kunne jeg se folden mellem brændestablerne, men jeg kunne ikke komme hen til hegnet for en skov af brændenælder. Jeg fandt en sti som gik bag om det lille hus med lokummet og koksrummet.
Hvor var de kære: Lysebrune med fløjlsøjne og lange lyserøde tunger som hang fast i min hud. Jeg plukkede græs til dem og kløede dem på panden. De løb hen til mig og væk igen, og en af dem spjættede op med bagbenene.
Stien førte ind under elmene. Her var jorden næsten bar under de grådige træer. Både i hjørnet under folden og langs med hegnet. Jeg skulle lige til at vende om da jeg fik øje på en rebstige. Jeg gik hen til den og kiggede op. I en kløft mellem tre grene var der bygget en bræddehytte. Stigen førte op til den.
"Hallo," kaldte jeg, men der var ingen som svarede.
Jeg kiggede mig omkring. Hvis jeg kunne klatre op i et æbletræ kunne jeg vel også komme derop.
Det blæste oppe i træet selv om der var vindstille nede ved jorden. Et par skader skrattede i toppen og fløj op. Rebstigen duvede frem og tilbage, og jeg skrabede mig på den gråbrune bark. Jeg havde ikke vidst at der var så højt derop. Jeg var træt i armene da jeg omsider nåede frem.
Jeg greb fat i døråbningen og trak mig op, forbi sækken foran indgangen og ind i hytten. Den var tom. Fra en vinduesåbning kunne man se ud over havet. En sti førte ned til vandet. Langt ude på marken gik en mand med en hund efter sig. Det måtte være hr. Armandsen.
Så fik jeg øje på korset på væggen. Et stort, sortbrunt kors der lugtede af tjære. På gulvet under det stod en lysestump, og der lå også en æske tændstikker. Jeg undersøgte resten af hytten. Et gammelt tæppe, støvede brædder med splinter i, spindelvæv i hjørnerne, andet var der ikke.
Så kravlede jeg ud igen og fandt stigen med fødderne. Ristch, et søm fik fat i kjolen og trak en flænge i stoffet bagpå.
Jeg løb hjem langs folden, og kalvene løb med indtil hegnet stoppede dem. Min mor sad ved havebordet med en kop kaffe. Hun så flængen med det samme.
"Hvordan skete det?" ville hun vide.
"Oppe i træet."
Hun troede det var æbletræet, jeg mente, og det var også meningen. Jeg fortalte hende om brændenælderne og kalvene, men om hytten sagde jeg ingenting.

(Uddrag fra "Drengen på Elmegården", Høst 2000)