Bo Nygaard Larsen

Født: 1969 i Sulsted.
Debut: Morgentanker om Vendsyssel.

Er optaget af de nære miljøer, mennesker færdes i. Det er denne form for realisme, der er drivkraften i mit forfatterskab tilsat en stor portion vendsysselsk lune og underfundighed. Samtidig er jeg ikke bange for at prøve grænser af. Jeg går gerne over i de mere psykologiske dramaer, hvor handlingen balancerer på den døsige grænse mellem digt og virkelighed.
Der var ellers ikke meget, der tydede på, at jeg skulle gå forfattervejen. Er født den 18. august i 1969 i landsbyen Sulsted nord for Aalborg,
Efter folkeskolen tog jeg Højere Handelseksamen i Aalborg, hvorefter karrieren fortsattes som salgselev hos en stålgrossist. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke var skabt til en 37-timers arbejdsuge med fast kontortid 8-16, og læretiden blev da også en tid, der bare skulle overstås. I 1997 blev jeg uddannet journalist på Danmarks Journalisthøjskole og arbejdede i en årrække som programmedarbejder og tilrettelægger ved forskellige tv-produktionsselskaber i København. Selv giver jeg min tid med tv skylden for, at jeg i mine værker tænker meget i at skabe nærmest filmiske hændelsesforløb. Siden 2001 har jeg arbejdet som freelancejournalist inden for trykte medier og radio samtidig med, at jeg har brugt den øgede frihed til at sætte skub i min karriere som foredragsholder og forfatter. Er medlem af bestyrelsen i Gustav Wied Selskabet og redaktør af Selskabets blad Wiediana.

Biografien er udarbejdet af forfatteren
Foto: Ulrik Jantzen

 

Debut: 
2001
Land: 
Danmark
Links
Bøger
  • Bog: "Det ingen ved" af Bo Nygaard Larsen

    Bogens forside

    Da Ajo forelsker sig i Frank ved hun ikke, at han 12 år tidligere har dræbt hendes mand og nu er ude på at få tilgivelse

    Forfatter: 
    Bo Nygaard Larsen
    Udgivet: 
    2007
    Forlag: 
    Mellemgaard
    Sidetal: 
    138
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Himmelgrus" af Bo Nygaard Larsen

    Bogens forside

    Indhold: Lars Busk Sørensen ; Hans Anker Jørgensen ; Lisbeth Smedegaard Andersen ; Leif Rasmussen ; Sten Kaalø ; Jens Rosendal ; Johannes Johansen ; Inge Hertz Aarestrup ; Johannes Møllehave ; Holg

    Forfatter: 
    Bo Nygaard Larsen
    Udgivet: 
    2007
    Forlag: 
    Alfa
    Sidetal: 
    260
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Sodoma" af Bo Nygaard Larsen

    Bogens forside

    Da Jonas mister sin stilling som projektleder på et underholdningsprogram, starter han en nedtur, som bringer ham helt ned i det værste morads, hvor porno og misbrug fører ham til den endelige forn

    Forfatter: 
    Bo Nygaard Larsen
    Udgivet: 
    2005
    Forlag: 
    Odense : Mellemgaard
    Sidetal: 
    304
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Wonderland" af Bo Nygaard Larsen

    Bogens forside

    En samling tekster, der er en blanding af digte, noveller, essays og fotografier. Der er stemningslyrik og realisme, og der er tekster fra det gotiske til det absurde.

    Forfatter: 
    Bo Nygaard Larsen
    Udgivet: 
    2003
    Forlag: 
    Habengut
    Sidetal: 
    183
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Wied jul" af Bo Nygaard Larsen

    Bogens forside

    Om satirikeren Gustav Wieds (1858-1914) liv og forfatterkarriere Heri: Glade Jul, dejlige Jul (novelle) ; Da Baby skulde paa Hotel (komedie) ; Jul i Gammelkøbing (uddrag fra: Livsens Ondskab) ; Fæd

    Forfatter: 
    Bo Nygaard Larsen
    Udgivet: 
    2002
    Forlag: 
    Habengut
    Sidetal: 
    399
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Morgentanker om Vendsyssel ; 1900-1909" af Bo Nygaard Larsen

    Bogens forside

    Tekster fra radioudsendelsen: Ved dagens begyndelse

    Forfatter: 
    Bo Nygaard Larsen
    Udgivet: 
    2001
    Forlag: 
    Habengut
    Sidetal: 
    28
    Lån bogen - Køb bogen
Læs forfatteren

En hund
Det var hunden selv, der fandt hende. På sin daglige vandring i sandsporene på stranden ved Nr. Lyngby hørte hun den pibe. Først slog hun det hen; tænkte, at dens ejer nok var dér på stranden et sted, måske nede i en gryde i nærheden, måske ude på molen for at købe friske og sorte fisk af kutteren, der lige var kommet i land. Han, for selvfølgelig var ejeren en han, havde vel tænkt, at hunden kunne klare sig selv, mens han ordnede sit ærinde, og når han hørte dens ensomme piben og klynken, ville han vel råbe dens navn til beroligelse eller udsige en indforstået fløjten. Ingen kunne derfor bebrejde hende, at hun fortsatte sin vandring mod Lønstrup efter. Det var blevet en fast tradition for hende med disse vandringer. Nærmest rituelt begyndte hun at klæde sig på, når transistorradioen i vindueskarmen udsendte de direkte klokkeslag fra rådhuset i København. Hun havde altid et frisk kassettebånd i radioens båndoptager, og så snart det sidste klokkeslag tonede ud, og speakeren havde præsenteret middagsnyhederne i overskrifter, forlod hun sommerhuset. På sin tur ville hun så lade fantasien byde ind på, hvilket indhold der reelt gemte sig bag overskrifterne, og når hun vendte tilbage til sommerhuset et par timer senere, satte hun tevand over og gennemlyttede nøje de båndede nyheder og nedskrev et notat om, hvordan indholdet matchede de forestillinger, hun tumlede med nede på stranden.
Øvelsen var ikke hendes egen idé. Faktisk havde hun betalt syv et halvt tusinde kroner for den. Indtil videre. Købt af psykiateren inde i Brønderslev. Hun havde kontaktet ham straks efter, hun var flyttet ind i sommerhuset. Hun havde problemer med at fokusere og bevare sin koncentration. I den periode vågnede hun næsten hver nat, badet i sved og med en frygtelig følelse af ensomhed. Hun stod op, og uden at tage andet end en frakke uden om natkjolen og et par træsko på fødderne, løb hun ud i bilen og kørte. Turene havde sjældent noget mål i sig selv. Nogle gange kørte hun bare op til købmandens parkeringsplads, andre gange rundt i egnens småbyer som Vittrup, Børglum og Lønstrup. Hun skulle bare væk. Ud. Hun kunne parkere bilen ved Rubjerg Knude, lade den stå i tomgang og gå ad de mørke sandbunker og famle sig frem til knudens top gennem den skærende marehalm. Bag sig kunne hun skimte lysblinkene fra landsdelens gårde og husmandssteder, måske hun på dage med fralandsvind kunne høre en kos brølen eller en hunds gøen. Neden for hende lå det store vand. Hun kunne ikke sige sig fri for lysten til at springe ud over den stejle knude, lade sig drage af bølgernes lokken.
For nylig havde hun i en avis læst en notits om en norsk pige, der på internettet havde mødt en jævnaldrende mand fra Tyskland. De var begge trætte af livet og ønskede kun at dø. De opmuntrede hinanden til at gøre drømmen til virkelighed, og en mørk nat, måske lige så mørk som denne, mødtes de ved den imponerende klippe Prekestolen i Norge og sprang 600 lodrette meter ned i den kolde Lysefjorden. Først troede man, at der var begået en forbrydelse mod pigen, og morderen så efterfølgende havde taget sit eget liv. Men sporene i sneen viste ingen tegn på tvang. Tværtimod viste de, at de to var kommet fra hver sin side, var gået hinanden i møde, og da afstanden var en halv meter, tog de hinandens hænder og løb beslutsomme ud over klippen.
Ikke at hun havde sådanne forestillinger. Bestemt ikke. Hun havde bare svært ved at slippe tanken om et lille spring som løsningen på alle problemer. Psykiateren havde beroligende forklaret hende, at det var en naturlig reaktion efter en skilsmisse. Han kunne godt hjælpe hende, hvis hun ønskede det. Men kun hvis hun ønskede det, for det skulle være hendes egen beslutning. Det i sig selv at træffe en så afgørende beslutning i så svær en situation var en vigtig del af den proces, der skulle få hendes gamle jeg frem. Havde han sagt.
I forgårs havde hun været hos ham den sidste gang. Nok kunne øvelsen med den båndede radioavis virke omsonst, men hun kunne ikke sige, at den ikke havde hjulpet. Hun var blevet bedre til at fokusere og koncentrere sig. Hun havde fået en vished for, at hun ikke var skør i sindet og klar til amtets lukkede afdeling. På den måde var de syv et halvt tusinde kroner givet godt ud. Selv om behandlingerne altså var forbi, havde hun besluttet sig for at fortsætte radiooptagelserne og vandringerne på stranden.
Hun kunne ikke huske, hvor længe hun havde gået, efter hun havde hørt hunden pibe første gang. Fem, måske ti minutter. Pludselig stoppede hun op og lyttede. Hundens piben var der stadig, og lydniveauet havde ikke været aftagende på de fem-seks hundrede meter, hun havde tilbagelagt, siden hun hørte den første gang. Måske det skyldtes den kraftige vind? Nej, det var umuligt. Vinden kom fra sydvest, og hunden befandt sig i en klit i nordøstlig retning. Måske ejeren havde hentet hunden og nu gik parallelt med hende inde i klitterne. Det lød som den mest plausible løsning, og for en stund stillede hun sig tilfreds med den. Tilbage var spørgsmålet om lyden. Hun vidste, at en lyd skulle være overordentlig kraftig eller høj for at trænge igennem en modvind, der tilmed blev forstærket af Vesterhavets brusen.
Igen blev hun overmandet af den samme følelse af ensomhed, som prægede hende før behandlingerne. Hun kiggede rundt på stranden. Den var mennesketom. End ikke en måge var at se. Hun kiggede over mod molen. Fiskekutteren havde tilsyneladende forladt sin ankerplads og var sejlet til havs igen. Men der var intet at se ude på bølgerne. Hun spejdede længe, men hun så kun skummet fra bølgernes toppe. Den store, brede sandstrand, som havde hjulpet hende igennem hendes krise, virkede nu pludselig … nej, ond ville hun ikke sige, men bare gold og ligegyldig.
Igen hørte hun hundens piben. Denne gang var den anderledes, den ligesom dragede hende. En stemme fordrede hende at gå hen mod klitten, hvor hunden måtte være. Hun burde egentlig være bange i sin ensomhed på den øde strand, men som hun nærmede sig klitten, blev hun mere rolig. Hun var nu fremme ved klitterne, og ligesom hundens piben ikke blev svagere, da hun gik væk fra den, blev den heller ikke kraftigere, som hun nærmede sig den.
Hun kiggede forsigtigt ned i den første gryde. Der var ingenting at se. Heller ikke i den næste. Men i den tredje gryde så hun hunden. Det var en hvalp, en lille hvalp med en gylden pels. Det kunne godt ligne en Golden Retriever, men der var noget ved pelsen, snuden og øjnene, der gjorde, at den ikke var det alligevel. Hunden måtte have set hende; men den logrede ikke med halen eller løb hen til hende. Den stod bare stille, småtrippende på sine fire poter. Hun kunne se, at dens pels var gennemblødt. Nok var der havvand i blæsten, men ikke nok til at gennembløde en hvalp. Måske den havde været en tur i vandet, var blevet bange for dets rasen og var løbet skræmt op i klitterne. Hun kælede blidt for dens våde hoved, men der var stadig ingen reaktion. Hun mærkede dens snude. Den var varm og kold på samme tid. Hun løftede den op, den peb stadig, og uden at vide helt hvorfor bar hun den i sine arme hele vejen hjem til sommerhuset. Hun svøbte den i et varmt tæppe, fandt et par røde Margretheskåle; den ene fyldte hun med vand, og i den anden kom hun et par rugbrødsmadder med leverpostej, som hun havde skåret i små tern.
Det var en mærkelig hund. Godt nok syntes hun, at den drak lidt vand og spiste et par tern af maden, men den nægtede vedholdende at give sig til kende for hende. Den bare stod på sit tæppe og trippede frem og tilbage på poterne.
Hun og Leo havde også engang talt om at få en hund. Han ville hellere have et barn fra Korea, men hun mente, at netop en hund på så mange måder ville være nemmere. Lidt tæppetisseri blev de nok ikke foruden, men hellere det end bleskift og en dårlig nattesøvn forårsaget af barneskrig.
Hun havde vel også fået Leo overtalt til en hund, men så var det, hun begyndte at lide af det, hun selv kaldte for mellemårsbetændelse. Den uskyldige flirt med naboens ældste søn udviklede sig pludselig til en forbudt affære, hvor hun, denne stoute vendelbopige fik sider frem i sig selv, hun ikke troede, hun besad. Nok var byen begyndt at stikke hovederne sammen i Brugsen, i busskurene og i idrætshallen. Nok burde hun have stoppet i tide, men den unge Bent kunne tage hende, som Leo aldrig havde formået. Selvfølgelig nåede rygterne Leo, selvfølgelig begyndte han at stille spørgsmål og selvfølgelig kom han en dag tidligere hjem fra kontoret og tog dem på fersk gerning. Bent tævede han sønder og sammen, og to timer efter den pinlige afsløring pakkede hun en kuffert med det nødvendigste og kørte op i sommerhuset. Næste dag fik hun en advokat på sagen; der blev begæret skilsmisse, parcelhuset solgt og Leo flyttede tilbage til den københavnske sydhavn, hvor han oprindeligt kom fra. Det var altsammen et år siden nu, og hun var ikke kommet ret meget videre med sit liv. Altså bortset fra, at hun nu havde fået hund.
Hun kunne ikke huske meget fra den foregående dag. Hun havde drukket det meste af en flaske rødvin plus en whiskysjus eller to. I det underlige tomrum mellem sovende og vågen tilstand fik hun fornemmelsen af at være alene. Men også en fornemmelse af, at det for én gangs skyld var forkert at være alene. Hun stod op og gik ud i sommerhusets store rum, der tjente som køkken, entré, fordelingsgang og stue. Trods søgen og kalden fandt hun ikke hunden.
Hun satte kaffe over, gik på toilettet og følte sig lettere forvirret. Måske hele sceneriet med den pudsige hvalp var en drøm? Nej, umuligt. Hvorfor skulle hun ellers have sat de to Margretheskåle frem? Måske hunden var sluppet ud af døren og var løbet hjem til sin ejer?
Formiddagen brugte hun på lidt oprydning. Det havde navnligt det store opholdsrum trængt til længe, men hun havde simpelt hen ikke gidet det. Stadig følte hun båndene fra de nitten år som husmor i parcelidyllen stramme, og med skyggen af oprøret i sig forsøgte hun at skabe sig en tilværelse så distanceret fra Sulstedepoken som muligt. Rengøring inklusive.
Alligevel havde hun denne formiddag taget den gamle Nilfisk ud af skabet, støvsuget hundehår op dér, hvor hun syntes, der lå hundehår, fjernet de to røde Margretheskåle og vasket dem op sammen med den sidste uges øvrige opvask. Hun havde banket puder, vasket klinkegulvet i køkkenafdelingen, tørret støv af og vasket ruderne og karmene af for døde spyfluer.
På slaget tolv trykkede hun den store play-knap og den røde record-knap ned og trak i overtøjet, mens speakeren annoncerede overskrifterne. En af de sidste overskrifter handlede om, at stadig flere danskere søgte psykiatrisk hjælp, og at et klogt hoved fra Københavns Universitet mente, at danskerne var blevet en nation af forkælede individer. Måske der var noget om det. Selv havde hun jo set så mange mærkelige mennesker i livet, og man havde da også hørt, selv heroppe nordpå, at flere og flere gik til psykolog. Nuvel, det havde hun også selv gjort engang, men det havde jo vist sig at være forbigående.
Byen lå stille hen, da hun gik mod stranden. Fra sommerhuset til købmanden, hvor nedkørslen til stranden var, var der en god kilometer. Om sommeren var her et mylder af gående, cyklister og biler, men her uden for sæsonen mødte hun kun to biler. Den ene var en tysk nordlandspatriot med den velkendte I Y Løkken-streamer i bagruden af sin sølvgrå Audi A6, som han sikkert kørte rundt og blærede sig med nede i Münchens snedækkede vintergader.
Den anden var et gammelt, rustent orange Folkevognsrugbrød. Hun kunne kende den på afstand. Det var Poul Verner. Byens særling, som hun især i de første uger heroppe havde knyttet sig til. Der gik ikke en aften, hvor hun ikke sad i hans halvt nedstyrtede hus ved skrænten bag ved købmanden og så direkte ud på havet gennem den store, frie åbning i gavlen. Nogle gange spiste de sammen, nogle gange delte de en flaske vin eller to, og som regel faldt de i søvn på hver sin madras. Byen var vist begyndt at sladre, efter hvad hun kunne forstå på Poul Verner. Selv forsøgte hun i videst muligt omfang at holde sig fra sladderen; hun kendte den kun alt for godt fra madammerne i sin gamle landsby. At sladderen så var baseret på et forkert grundlag, var en anden side af sagen. Der var end ikke en undertone af erotik i hendes forhold til Poul Verner. Det var et rent venskabeligt forhold mellem to mennesker, der på hver sin måde var blevet skubbet ud af det normgivende samfund. Trods det svirrede rygterne om nogle hede nætter i Poul Verners faldefærdige hus.
Sladderen skulle have gjort dem stærkere sammen. Det var i hvert fald deres aftale. Men alligevel måtte de begge utilsigtet have båret mistroen og ydmygelsen i sig. Følt sig beluret og ilde til mode, når de hver anden dag gik ind til købmanden for at købe til livets nødvendige ophold. Ingen af dem havde følt anledning til at kontakte hinanden, så status var, at det var overordentlig længe siden, hun havde været hos Poul Verner, endsige set ham. Hun savnede disse stille nætter, jo, bestemt gjorde hun det, men et langt liv omgærdet af sladderens dræbende tunger gjorde, at hun holdt igen. Det var vel også grunden til, at hun, da det orange Folkevognsrugbrød var så tæt på, at Poul Verner ikke kunne undgå at genkende hende, pludselig drejede skarpt til højre og fór ind gennem et hul til granplantagen. Hun ville ikke involveres i Poul Verner. Men hun kunne naturligvis ikke dy sig for at se, om Poul Verner ville se til den side, hun var gået, når han om lidt ville køre forbi hullet ind til plantagen. Derfor gemte hun sig bag en tæt bevoksning, hvor hun samtidig havde et godt udsyn mod vejen. Effekten udeblev da heller ikke; hun kunne høre, at Poul Verner sagtnede farten på dieselmotoren, da han nærmede sig hullet, og da han holdt ud for det sted, han havde set hende smutte ind, dyttede han tre gange. Hun overvejede, om hun skulle give sig til kende, men inden hun nåede frem til en konklusion, havde Poul Verner gasset op for bilen og sat mod Vittrup.
Nede på stranden blæste vinden frisk til fra sydvest. Hun lukkede sine øjne, lænede sit hoved tilbage og lod den saltholdige vind give ny næring til hendes ellers velplejede hud. Hun følte sig dejlig fri hernede; her ude forbi det yderste nor og den dybeste klit kunne ingen nå hende. Ingen eksmand, sladdertanter, advokater og psykiatere fra Brønderslev. Hun strakte sine arme i vejret, drejede rundt om sig selv, til hun var ved at falde om af svimmelhed, og satte i med et kraftigt løb. Uden at vide, om hun var alene, skreg hun et stort glædesbrøl og løb videre.
Stranden og hendes eget sind havde atter skiftet karakter. På en eller anden måde lignede stranden den, hun så i går. Med folk på lange gåture, en fiskekutter med købelystne turister omkring og de obligatoriske mågeskrig. Hun blev altid tryg ved dette sceneri, og hun registrerede det nøje som en garvet lagerchef sine varebeholdninger. Det var først efter disse iagttagelser, hun kunne slappe helt af og kravle langt ind i sig selv med sine dybeste tanker om den radioavis, hun skulle hjem at høre på bånd.
Det var i denne fuldkomne tryghed, hun hørte hunden igen. Den samme piben det samme sted fra. Som ved gårsdagens hændelse lod hun lyden passere og mente, at der nok kom en ejer. Dog var hun denne gang mere opmærksom på, om lyden var vedholdende. Det var den. Hun vendte sig om og så mod den klit, hun i går havde fundet hunden i. Lyden blev ikke kraftigere, som hun nærmede sig klitten, og da hun løftede sit hoved op over sandbanken, så hun hundehvalpen stå og trippe fra side til side. Hun gik ned til den; dens pels var våd som i går. Hun satte sig ved dens side og tænkte det sidste døgns tid igennem. Den situation, hun nu var vidne til, skete den virkelig også for hende i går, eller var det hele ren indbildning? Psykiateren i Brønderslev havde godt nok sagt, at hun til tider ville kunne få en fornemmelse af at have oplevet bestemte situationer før. Det skulle hun ikke lade sig gå på af, men blot se det som en del af en større udviklingsproces, der havde til hensigt at føre hende frem til et mere helstøbt, et mere komplet menneske.
Hun tog den våde hund op i sin favn og varmede den ved sit bryst. Hun vendte om mod sommerhuset, og vel tilbage tog hun de to Margretheskåle ud af skabet og stillede vådt og tørt frem til hunden. Hun syntes, at den spiste og drak flot, men syntes også, at hunden virkede som om den ikke tog notits af hende.
Aftenen tilbragte hun igen i sofaen. Som aftenen før havde hun tændt en række fyrfadslys, der stod og spejlede sig i ruderne ud mod det mørke udenfor. Det var blæst en smule op nede fra havet, og i korte, men kraftige stød ramte vinden sommerhuset, så det knirkede i de synlige spær i loftkonstruktionen. Hun følte sig lidt kold, havde puttet en ekstra knude i brændeovnen og havde taget sin dyne ind i sofaen. Under de varme dun skuttede hun sig og nippede lidt, men hyppigt, til rødvinen, mens hun stille betragtede hunden, der stadig stod og trippede frem og tilbage på poterne på gulvet foran hende.
Det måtte også have været det billede, hun faldt i søvn til. I hvert fald syntes hun, at der havde været temmelig meget stillestående hund i sin drøm, da hun vågnede næste formiddag i sofaen. Først lå hun og kiggede afventende op i det nøgne loft, ti, måske tyve minutter. Forsigtigt drejede hun hovedet mod tæppet, hvor hunden havde stået dagen forinden. I det splitsekund, der gik, fra hun kom i tanke om hunden, til hun så, at den ikke var der, kunne hun dårligt nå at have skabt en forventning. Alligevel kom det ikke bag på hende, at hunden var væk. Ganske vist begyndte hun at kalde på den ved hjælp af fløjt, men vidste, at det var nytteløst. Hun vidste, at hunden ikke stod bag ved et køkkenskab, var gået ind i soveværelset eller lå under en stol.
Hun kunne ikke huske, hvor på stranden, hun første gang hørte den pibe. Og om det var det samme sted, som hun hørte den pibe i går og i forgårs. Men hun var ekstra fokuseret på, om lyden ville ramme hende et bestemt sted. Det skete, da hun stod ud for den nedstyrtede bunker fra krigen. Trådte hun et skridt tilbage, forsvandt lyden, og trådte hun frem igen, kom den tilbage. Hun gik op mod klitten, raskere end de to foregående dage og så nærmest køligt ned mod den lille, våde hvalp, der stod og trippede fra side til side. Så løb hun tilbage til bunkeren, trådte et skridt tilbage, hvor pibelyden ikke var at høre, og løb tilbage til klitten; hvalpen var der ikke. Hun løb igen tilbage til bunkeren, stillede sig sådan, at hun kunne høre hvalpens piben og løb så op til klitten; hvalpen var der. Hvor mange gange hun løb sådan frem og tilbage, vidste hun ikke. Men det var nok til, at hun kunne vide sig sikker på, at hundens piben og visuelle eksistens var betinget af, hvor på stranden hun selv befandt sig.
Måske det var denne pludselige opdagelse og delvise løsning på mysteriet, der fik hende til at opsøge Poul Verner. Hun så straks, han var hjemme. Det orange Folkevognsrugbrød holdt lidt skødesløst parkeret ved forenden af huset. Derinde kunne hun høre høj musik. Bernsteins West Side Story, som Poul Verner altid spillede som en slags modspil til det barske vejr, han altid var plaget af herude. Hun gik om på siden af huset, forbi soveværelset og køkkenet, der var de eneste rum, der stadig var intakte i mur- og isoleringsværket, og ind gennem det store hul i væggen til stuen.
Poul Verner sad næsten som sidst, hun forlod ham for nogle uger siden: i en slidt og lappet lænestol med ansigtet fæstnet mod horisonten. Han gjorde ingen synlige anstrengelser af hendes ankomst, som om den var ventet. Hun stod en stund og betragtede bagsiden af denne særling, som hun for et par måneder siden ikke kendte eksistensen af, og, hvis hun gjorde, ikke ville kendes ved grundet den tydelige forskel på deres forskellige indgange til tilværelsen. Men hendes ophold i sommerhuset havde givet hende et mere humant og menneskenært livssyn, som hun ikke mindst kunne takke Poul Verner og hans tilstedeværelse i de mørke nætter for. Pludselig stoppede musikken, og Poul Verner tog ordet:
- Jeg havde ikke regnet med, at du ville finde ud af det med hunden så hurtigt, sagde han, stadig siddende med ryggen til hende og fastlandet.
Hun blev lidt forvirret over hans udtalelse. Hvor vidste han det fra? Og hvad snakkede han egentlig om?
- Jeg ser jo ikke kun på vandet, når jeg sidder her, fortsatte han, som læste han hendes tanker. Jeg ser også på livet nede på stranden, og et fast ritual er at betragte din gåtur hver middag. Det er mig en sand fornøjelse.
Hun forsøgte at protestere, begrebet perverse stodder lå lige for, men hun tav.
- Og så var det, at jeg forleden så, at du blev distraheret af hundens piben og gik hen mod klitten. På en måde havde jeg lyst til rejse mig, løbe efter dig og fortælle dig sammenhængen, men på den anden side ville jeg ikke spolere denne enestående chance for dette metafysiske fænomen.
Først nu rejste Poul Verner sig fra lænestolen og så på sin gæst. Han gik hen til hende og tog fat om hendes hænder.
- Jeg forstår, at du er lidt chokeret. Vil du ikke sidde, så skal jeg fortælle dig, hvad det er, du har oplevet.
Hun satte sig i rummets anden stol, en campingstol med et flosset blomstret betræk, og stirrede med blanke øjne på Poul Verner. Hun var bange. Bange for, om hun nu for alvor var blevet syg og bange for, at hun tilsyneladende befandt sig i et metafysisk centrum med veje, der alene pegede ind mod hende selv og ikke levnede mulighed for blot en smal flugtvej. Igen måtte Poul Verner have læst hendes tanker. Han lavede hende en stor whisky og satte sig tilbage i sin lænestol.
- Det er overstået nu, du brød koden, og der vil ikke blive mere af den historie, sagde han til indledning.
- Hunden, du har set og haft boende hjemme hos dig, findes ikke. Den er udelukkende et metafysisk fænomen eller et spøgelse, om du vil. I december 1944, under krigen, blev en amerikansk skonnert skudt i sænk af tyskerne, der overvågede kysten fra bunkerne i klitterne. Alle ombord blev enten dræbt øjeblikkeligt eller druknede i de bølger, de troede ville give deres liv nok en chance. Af en eller anden grund fortsatte skibet sin kurs ud mod Atlanten, og trods ihærdige forsøg lykkedes det ikke tyskerne at få det bjerget, før det kom ind i det frelsende engelske farvand. Tyskernes eneste direkte gevinst var en lille hundehvalp, amerikanerne havde med ombord. Tyskerne nænnede ikke at skyde den, men prøvede tværtom at lokke den til sig, så den kunne give de stakkels soldater lidt adspredelse i deres ufrivillige skæbne heroppe. Men hunden ville hverken det ene eller det andet. Den stod bare og trippede på poterne det samme sted uden at indtage vådt eller tørt, som tyskerne ellers troligt stillede frem til den. Hos de lokale, altså sådan nogle som mine forældre og bedsteforældre, var man imidlertid ikke i tvivl: det var en spøgelseshund, som ikke kunne finde hvile på den fremmede strand. Da krigen sluttede, og tyskerne tog sydover, forsvandt hunden med. Man troede, at forbandelsen dermed var brudt, og hunden endelig havde fundet sit hvilested. Men for cirka 35 år siden blev den set igen. Min far havde været en tur i klitterne efter porse til bjesk, da han pludselig hørte den samme pibelyd, som du har hørt de sidste dage. Han gik efter lyden, og han fandt hvalpen drivvåd stå og trippe i klitterne. Han tog den med hjem og satte den på et tæppe foran kaminen. Så kaldte han min søster og mig til sig, pegede på hunden og sagde, at inden vi kom for godt i gang og troede, at vi nu havde fået hund, skulle vi bare vide, at den lille hvalp reelt var død, og at det, der stod foran os, bare var et spejlbillede eller en spøgelseshund. Min søster og jeg stirrede med store øjne på det sælsomme dyr, stillede mad og vand frem til den, men den spiste ingenting, drak ingenting. Den stod bare og trippede fra side til side på sine poter. Da vi vågnede næste morgen, var hunden væk, og min søster og jeg løb ud for at lede. Vi fandt den det samme sted, min far havde fundet den dagen før. Igen var den drivvåd, og igen kom den med os hjem for bare at stå og trippe fra side til side. Morgenen efter var den atter væk, vi fandt den igen det samme sted, tog den med hjem, og hele smøren gentog sig i en vel fjorten dages tid. Pludselig en dag kunne vi ikke finde den mere, og min far sagde, at nu havde den med garanti fundet hvile.
Jeg glemte da også hurtig al snak om hunden, indtil jeg for nogle år siden hørte en pibende lyd nede på stranden.
Poul Verner holdt en pause. Hans monotone stemmeføring havde jaget hendes angst på flugt, og nu sad hun forsagt og resonerede over dens indhold. Nok havde hun mange spørgsmål, men hun ville ikke påvirke fortællingen på nogen måde. Et enkelt spørgsmål fra hende ville naturligt straks sætte nogle andre tanker i gang hos Poul Verner, og hans svar ville måske, og ganske ubevidst, lade sig farve af tonefaldet i hendes spørgsmål. For selvfølgelig ville hun ikke kunne stille et spørgsmål med et neutralt tonefald. Og kunne hun det, ville Poul Verner rimeligvis straks gennemskue det som skalkeskjul for noget andet og så formulere et svar efter det.
Derfor forholdt hun sig passiv, da Poul Verner holdt sin pause. Det var sikkert også det, han håbede, hun ville, for da han havde nippet til sin whisky, fortsatte han uden at se på hende.
- Da jeg hørte den pibende lyd, var jeg ikke i tvivl. Det var spøgelseshunden, og jeg fandt den ganske rigtigt stå og trippe drivvåd frem og tilbage oppe i gryden. Vel nærmest sådan for studiets egen skyld fragtede jeg den hjem, tørrede den, stillede mad og vand frem for så at hente den i den samme klit dagen efter. Egentlig gik der lang tid, en to-tre uger tror jeg, før jeg fandt ud af, at pibelyden kun blev, om jeg så må sige, aktiveret, når jeg stod et bestemt sted ved bunkeren. Du må gerne spørge om mere, men jeg kan ikke forklare fænomenet. Af hvad jeg ved, er det kun os to nulevende, der er vidende om, at hunden stadig er i vores sfære. Når du hører hunden pibe, er lyden ikke direkte. Den når dig med 55 års forsinkelse og er lyden af en hundehvalp, der i sin kamp med druknedøden ser bunkeren, der skød dens skib i sænk, som det sted, der kan give den livet tilbage. Derfor når lyden dig kun, når du står på ét bestemt sted ved bunkeren. Tilsvarende er det med billedet af hunden. Det er heller ikke et billede, du ser nu, men et billede af en våd, 55-årig hund. Præcis som når vi sidder her i min åbenstående stue og ser på stjernehimlen over Vendsyssel og Nordatlanten. En stor del af de lysende pletter deroppe uddøde for mange millioner år siden, og alligevel ser vi dem, som var de lyslevende. Stjernerne kan du nok ikke blive fri for, men gider du ikke få stress over hunden, skal du bare lade den være. Den har ingen følelser og har i det hele taget ikke behov, der hører det jordiske til. Derfor hverken spiser eller drikker den eller har trang til at komme af med noget. Den bare står og tripper og venter på, at en og anden kalder den det sidste stykke hjem.
Det blev sent, da hun langt om længe sagde farvel til Poul Verner. Da hun gik ud ad Lyngbyvejen, så hun op på den kulsorte nattehimmel med de uddøde lyspletter. Hun var glad for, at hun havde set Poul Verner igen; og glad, fordi han ikke nævnte eller blot antydede hendes forsvindingsnummer ind i granplantagen i går. Hendes behov for hans nærvær, ikke seksuelt, men menneskeligt, som en god ven og et nødvendigt mandligt modstykke i livet, var igen blevet forøget i de timer, hun var hos ham.
Da hun nåede sommerhuset, bukkede hun sig ned ved postkassen og fandt i græsset den lommelygte, der altid lå klar til at lyse hende det sidste stykke vej, hvis de uddøde stjerner ikke kunne trænge gennem hullet i skydækket. Da hun åbnede døren til det store opholdsrum, blev hun mødt af en kvalmende, varm stank. Hun trådte et par skridt ind i rummet, og før hun fik lugtens ophav lokaliseret, satte hun sin bare fod i en varm pøl. Hun lod lygtens stråle ramme pølen og i skæret så hun, hvordan varmen steg op fra det gule vand. Hun fornemmede, at hun ikke var alene i huset, men hun mærkede også, at hun ikke var bange. Heller ikke da hun på sin hånd pludselig mærkede en lille tunge slikke hende glad til velkomst. 
 

Inspiration

Jeg henter min inspiration i oplevelser i dagligdagen. Det kan være en dialog, jeg overhører mellem to mennesker i en bus, på en café eller til en familiefest, eller det kan være et tilfældigt menneskes skæbne, som jeg er stødt på gennem mit liv. Som regel har jeg min bærbare blok på mig, når jeg forlader hjemmet, så jeg altid er klar til at nedfælde mine iagttagelser af det liv, der leves på godt og ondt. Det er ikke ideer, det skorter på. De myldrer frem alle steder fra, og den største kunst er at skære dem fra, der ikke holder alligevel.
Når jeg selv skal læse, er det først og fremmest ikonet Gustav Wied, jeg vælger ud fra den stadigt voksende bogsamling. Jeg kan ikke få nok af den gamle satyr og mener til stadighed, at han er ligeså aktuel som for 100 år siden. Desuden læser jeg gerne andre samtidige forfattere som Herman Bang og Sophus Schandorph. Af nutidige forfattere falder valget især på Niels Anesen og Bent Vinn Nielsen (der også er fra Sulsted) samt Jørgen Børglum Larsen og Naja Marie Aidt.