Birthe Arnbak

Birthe Arnbæk 1972

Birthe Arnbak er født 10 09 23 på gården Liselund ved Viborg.

Hun er vokset op på Gammel Estrup Skovridergård og blev student fra Randers Statssskole i 1942.
Blev samme år gift med civilingeniør Lars Arnbak.
Har tre sønner og 8 børnebørn.
Medlem af bestyrelsen for Limfjordens Litteratur Samvirke.
Har gennem et langt liv lært mange miljøer at kende.
Tilbragte mellemkrigsårerne på landet i Jylland.

Birthe Arnbak boede fortrinsvis i Jylland, men hun opholdt sig også en tid i USA samt i flere omgange i England. I en periode boede familien også i Rungsted, hvor hun kom i kontakt med blandt andre Karen Blixen. Senere købte familien Kabbel Hovedgaard ved Lemvig og drev landbrug med køer i løsdrift og med aktiv deltagelse af Birthe Arnbak med pasning af ca. 800 småkalve.. Hun var også aktiv i faglige sammenhænge lokalt i Jylland.

Oprindelig publiceret ForfatterNet Hobro - 11. januar 1999  

Debut: 
1945
Død: 
2007
Land: 
Danmark
Links
Bøger
Læs forfatteren

Før og nu

Jeg tænker på dig.
Og så står du der
til venstre for mig,
mens vi sejler ind i New York
september 1947

Det er nu, det sker,
morgentåge tilslører frihedgudinden,
skyskrabere allevegne
som klipper med blinkende blå lys på.

Dybt, dybt dernede
de bittesmå slæbebåde
folk stimler sammen
nogle tavse, andre som vi
tæt sammen
ivrigt talende, unge.

Jeg mærker din varme, din hånd.

Samtidig med at jeg ser kæmpebyen
glide nærmere og nærmere,
ser jeg også
50 års begivenheder
den uendelige række
af sorger og glæder,
der blev mit liv.

Sang i mørke

Her i solen
synger jeg for mig selv
som da jeg for 65 år siden
efter mørkets frembrud
i trods vovede mig uden for huset
eller skærmende med hånden
stearinlysets skrøbelige flamme
listede mig henover loftet
til mit værelse i gavlen.

Træerne lyser i solen,
roserne blomstrer,
ingen kan høre min stemme.

Alt foregår
helt i overensstemmelse med min alder,
når jeg nu synger i mørket.

Ikke tidliger trykt. Skrevet 1998.  

Inspiration

Min barndom for mere end 65 år siden var præget af, at vi boede i en skov og ikke til daglig havde jævnaldrende kammerater. Min far og mor og mormor havde masser at fortælle om deres eget liv og om familien længere tilbage, som jeg beretter om i de to erindringsbøger; Morgenstund og Aftenstund..
Men far og mor havde jo meget andet at bestille end at fortælle historier, og så begyndte jeg selv at digte eventyr, som gernee blev fortsættelser af de bøger, jeg netop læste, tilsat egne krummelurer. Jeg var dengang oftere Robinson Crusoe, Hjortefod, Den Lille Havfrue eller søsteren til de tolv vilde svaner end jeg var den, mine omgivelser så og talte til.

Sommetider forsvandt jeg ind i et træ, en speciel tykmavet bøg ved indkørslen, sommetider var jeg Borgmester Hansen i min egen lille by, som bestod af de små rødmalede huse på hver side af hønsegårdens brolagte gyde. I den levede fornuftige mennesker ved navn Jormassen, Andriksen og Grang. Under min ledelse overvandt de prøvelserne, som påførtes dem under gentagne belejringer af fjenden, de lumske Kålunder.

Jeg tilhørte OTAbøgernes generation. Morgen efter morgen spiste jeg havregrød. Jeg kan endnu se for mig, dens stive sukkerglinsende overflade med smørklatten og huske, hvordan jeg med skeen skubbede til grøden, den roterede i den omgivende mælk. Jeg spiste op, for der var jo det med bøgerne, som man fik, når man havde samlet kuponer nok.
Det var små eventyrbøger med billeder i farver. Historierne har jeg glemt, men ikke glæden over dem, over at mit eget bibliotek voksede udover fødselsdagsgavebøgerne. Duften af de bøger husker jeg, krydret og stærk som lugten af fugtigt egeløv i efterårsskoven.

Grimms og Andersens eventyr satte varige spor, og dem læse jeg stadig. Og mon ikke min glæde ved eventyr, som grundlagdes i barndommen ledte mig frem til de engelske klassikere fra forrige århundrede, lige fra Jane Austen, Thackeray, Gaskell, George Elliot, Dickens til den allermest elskede: Antony Trollope, som var Dickens samtidige. Hos ham finder jeg alle de ingredienser, som eventyr for voksne skal have: Humor, menneskekundskab, indsigt i alle former for modgang- og på smukkeste vis afsluttes fortællingerne tilmed, så alt sættes på plads.

Igen og igen vender jeg tilbage til de bøger, som man vender tilbage til de steder, hvor man oplevede de dejligste udflugter og for hver genlæsning åbenbares nye udsigter.
Som Bernhard Shaw skal have sagt:" De bedste bøger er dem, du vil læse igen og igen".

Selvfølgelig prøver jeg at følge nogenlunde med i, hvad der sker i nutiden litteratur, men rekreationen, inspirationen til at leve livet søger jeg hos "mine gamle englændere".