Birgithe Kosović

Er født i København og er halvt dansk, halvt jugoslavisk.

Er vokset op i Albertslund, men blev allerede tidligt en byrotte og tog derfor min sproglige studentereksamen på Sortedam Gymnasium på Østerbro. Har arbejdet som researcher på Månedsbladet Press og siden som featurejournalist for Information og Morgen Bladet i Norge. Har læst Dansk på København Universitet og udgivet romanerne 'Legenden om Villa Valmarana' (1997) og 'Om natten i Jerusalem' (1999), som er oversat til syv sprog, samt 'Det dobbelte land' (2010). 

Da jeg var barn, fortalte min far mig altid mange historier om sin familie. Han er fra Jugoslavien - et land, hvor alle igennem de sidste omkring 200 år har oplevet en krig - og hans gren af familien bød derfor på voldsomme historier om nære og fjerne slægtninge, der havde måttet sætte deres liv på spil for deres idealer, var blevet slået ihjel eller selv havde slået ihjel, eller som på anden vis havde været nødt til at træde skarpt i karakter på grund af omstændighederne. Det var med disse historier, jeg lærte om glæden ved at lytte til og fortælle en historie, og da min mor ikke kunne fortælle på samme måde som min far, troede jeg som lille, at det kun var mænd, der kunne fortælle historier, og jeg ærgrede mig meget over, at jeg ikke var født til at vokse op og blive en mand. Det er de historier, min far fortalte mig, jeg har brugt i 'Det dobbelte land'.

Glæden ved at fortælle og lytte blev til en glæde ved at skrive - og da jeg skrev første gang, efter at vi havde lært et bogstav om ugen, havde jeg en helt klar, enkel, rolig og stærk oplevelse af, at jeg skulle skrive romaner.

I dag skriver jeg helst hver dag. Ud over at give min hverdag struktur, giver det mig også stor ro at kredse mig ind på min historie og opleve den. Jeg læser altid mine tekster igennem mange gange igennem halve og hele år. At skrive er for mig ligesom at redde sit hår med en tættekam; jeg løser knuder og skriver om og om, og først når der næsten ikke er mere at rette i teksten, ved jeg, at den er ved at være færdig. Derfor får skriveriet, efterhånden som jeg når længere med en roman, stadig mere karakter af at glide ind i noget, der minder om et mantra.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg netop skriver. Jeg kunne godt tænke mig at være med i Læger uden grænser eller drive en økologisk bondegår eller arbejde med psykisk syge. Men jeg har brug for roen og koncentrationen ved mit skrivebord. Jeg har ikke noget ønske om at komme med nogen pointer. Jeg vil bare gerne vise, "hvordan det er" - det her liv. Jeg vil gerne fortælle om de øjeblikke i vores liv, hvor alt bliver til noget andet, end vi havde troet, det kunne blive - meget mere frygteligt, og vi oplever, at vi 'falder ud af verden', og at vi aldrig mere kan blive den samme igen. Og derpå, hvordan vi vender tilbage og opdager, at vi er blevet os selv igen alligevel; også det er helt magisk. Så går tiden - og efterhånden finder vi ud af, at alt det, som vi troede, at vi havde lagt bag os, kan flamme op og buldre i os igen. På et splitsekund kan det vækkes til live og ånde i os. Jeg arbejder ud fra denne fornemmelse af, at alting er til stede i os, og at intet har en klar afslutning, og at vi hele tiden lever med det, der er. Det føles alt sammen helt overnaturligt.

Debut: 
1997
Land: 
Danmark
Links
Bøger
Læs forfatteren

Han sætter sig på en klippesten, der rager op af den tørre jord. Lyset er skarpt mellem figentræerne på bjergskråningen omkring ham. Han misser med øjnene, mens han lader blikket glide over træerne og videre til bjergene på den anden side af Popovo-dalen. I hånden ved hans knæ hænger et brev. Et hvidt ark, linjer af hastigt nedkradsede bogstaver, stærkt skrånende mod højre. Hvert ord udsiger sig selv, uden at han læser dem. De fortæller, at hans kone er død, og at hun vil blive begravet hjemme i Dubrovnik bag bjergene i overmorgen klokken 16.00. At hun blev fundet på badeværelsegulvet. At det var sket, mens hans søn, som har skrevet brevet, og svigerdatter havde været inde hos naboerne en lille halv times tid, og at hun ikke kunne have ligget der længe. Nederst på siden er der nedkradset et indviklet tegn, og selv om det er nærmest helt ulæseligt, genkender han navnet på sin søn.
Brevets ordknaphed, det indledende ’Kære Milovan’, formens neutralitet og de følgende linjers informative karakter. Hans søn kan ikke betro sig til ham, ikke engang om sin mors død. Men det er kun naturligt, tænker han – det er ikke til at vide, om der er nogen, der læser posten ved grænserne. Det ved man aldrig. Han knuger det hvide ark sammen i hånden og lukker øjnene.
Frane. Han kan høre hendes navn i sig, ligesom hvis hun stadig var i de to stavelser, en fri eksistens, der ikke forsvandt med hendes død, og som ingen kunne tage fra ham.
En gang til: Frane. Det hele er ligegyldigt nu, det ved han godt. Og alligevel er der noget i ham, som stadig prøver, stadig vil føle hendes navn på læberne, vil holde hendes hånd en gang til og sige alt det, der ikke blev sagt, fordi det ikke kunne siges. Han vil møde hendes blik, se ind i hende, se helt ind til dér, hvor hun var alene – og går i stå. Åbner øjnene og ser frem for sig. Retter sig lidt op. Pludselig tænker han: Men jeg kan ikke mærke, at hun er død. Et øjeblik føler han næsten, at det ikke vedkommer ham, hvad der står i brevet, og han sidder og føler næsten, at han kan hvile sig.

Inspiration

Inspiration er ikke noget, der kommer fra oven. At skrive er at skrive og skrive og skrive - for derpå at smide væk. Men i øvrigt er alle erfaringer gavnlige for arbejdet; og intet er så galt, at det ikke kan bruges i en roman. Så på den måde kommer inspirationen alle vegne fra, og alle historier, jeg har skrevet, og som jeg har planer om at skrive, tager afsæt i et eller andet konkret, jeg har oplevet eller hørt om. Selv om jeg håber, at nogen vil læse de ting, jeg skriver, tænker jeg aldrig på læseren, når jeg sidder ved mit skrivebord. Jeg er mere optaget af mine egne fornemmelser ved teksten og af at mærke, om den griber mig eller ej. Jeg tænker heller ikke på nogen forbilleder, når jeg skriver - og hvad angår bøger, er jeg troløs og forelsker mig tit i en ny bog, som gør indtryk på mig.

Se også