9. november.

Det er knap så tåget i dag. Men gråt. Gråt i vejret. Gråt i stuen. Gråt i sjælen. En af disse dage, da man længes efter at blive rusket op. At det bliver blæsevejr, at der kommer bevægelse i tingene. Dødhed hænger over november. Uden for vinduet er græsset dækket af våde blade, brune, halvrådne. Sommeren er gået til. Vinterens faste linier er endnu ikke aftegnet.
Sov uroligt i nat. Ja, det var en grum nat. Drømmene kom til mig, som løb de op af et rør, der havde været tilstoppet længe. Jeg vågnede imellem dem. Første gang var klokken et. Så prøvede jeg at læse; men jeg var for træt, for ukoncentreret. Så lå jeg med lampen tændt, men med ondt i baghovedet, uro i benene, jag bag brystbenet. Jeg vendte mig, og hovedpuden føltes for stor og dynen for lille. Intet passede. Stilheden skar.
Jeg har altid set op til mennesker, der udstrålede indre balance. Og hvem har den? Og hvad ved man om andre? Kender du et menneske rigtigt, kommer du til at se noget andet. Der er hvirvelstrømme i alle sind. Storm og kastevinde er der. Lavtryk veksler med højtryk. Mennesket er netop som et vejr. Uberegneligt. Men deraf kommer dog også frodigheden.
Der kan være mennesker, som visner af balance, som har haft for megen høj sol og for megen medvind. Man kan ønske dem modgang i deres liv. De er kommet til at gøre for få erfaringer. De er indskrumpne og vindtørre. Det gror ikke omkring dem. De har den fejl, at de aldrig ligger vågne om natten. Jeg kalder dem farlige mennesker. De har ikke fået noget at vide om livet, og når de bruger deres egen alen til at måle andre med, når de ikke langt nok ud. De dømmer forkert, hvor de skulle bedømme klogt.”

Uddrag fra romanen “Thomas”, Poul Kristensens Forlag, 1992.