Arthur Krasilnikoff

Jeg er født midt på Sjælland i 1941 og tilbragte derefter en vigtig del af min barndom på Færøerne. At havne midt i den sjællandske provins- i Sorø - efter dette, var et svært overkommeligt kulturchock.
Har ernæret mig ved flere jobs lige fra sømand til sygehjælper. Efter et afbrudt lægestudium endte jeg dog med en uddannelse som filminstruktør i 1970.
Siden 1986 har jeg næsten hvert år besøgt buskmennesker i Kalahari i det sydlige Afrika og færdiggjorde i 1989 en dokumentarfilm om disse folk "Vi hører til", buskmenneskers møde med civilisationen.
Bor ellers i Lynge med min kone som jeg har to børn med.
Debuterede i 1966 med SKYGGEHUNDE.
Har skrevet romaner og noveller både for børn og voksne, samt oversat talrige børnebilledbøger.

Oprindelig publiceret Forfatternet Allerød - 1. december 1999  

Debut: 
1966
Land: 
Danmark
Links
Bøger
Læs forfatteren

Den første historie i min debutbog rummer mange af de ting, som mine romaner stadig tager udgangspunkt i.

Skibet fra SKYGGEHUNDE, 1966.

Sorte skylaser hænger til tørre på himlen. Blæsten får dem til at blafre, mens dagen blir kastet op af havet.Det buldrer og suser, pipler hvislende af vand over dækket. Skibet knæler ned i de grågrønne, rodede vandmasser.
Alligevel er der ingen lyd. Det kan kun ses og føles.
Kaptajnen har ingen set, men styrmanden er to meter høj og skeløjet på det venstre: en styg fyr med eder brændende ud af flaben som fra en åben luge i helvede.
Der en én med, som har alle aldre og ingen, i hvert fald ønsker han at blive beskrevet sådan. Der skal i øvrigt ikke berettes for meget om ham, da han er ret kompliceret og for det meste vil bindes fast til den kvadratiske kakkelovn i forrummet under stævnen med en stump tovværk, så han lige kan nå hen til bordkanten. På de to krummede langvægge hænger alkover med træskydedøre, samtidig står det store bord i midten og gør derved rummet til spisesalon fem gange i døgnet.
Kaptajnen ønskede på denne tur ingen skibskat, men derimod en ko, af den simple grund at dækket på sine steder er tætbevokset med en græslignende tang. Især i regnvejr ses den tydeligt mod de sortstrimede træplanker.
Foruden de tre andre er der en lyshåret fyr. Hans blegblå øjne gør ansigtet hvidligt og storporet. Ham kalder de Peter Vorherre. Det vil ikke være helt klart hvorfor de gør det. men hver morgen trimler han på højkant og strækker sig langt opad, støder blikket mod sin skygge, der har udvidet sig længere ind over loftet. Til denne henvender han sig i sin eftergaben:
-Oh Acapulos lyse lanterne.
Sådan som skibet ligger fortøjet nu, er sejlene bundet ned mod bommene. Hvis man lægger øret til de rødbrune bundter, vil blæsten hvisle svagt gennem tovværket. Lidt senere vil en saltet sollugt pirre i næsen.
Muligvis blir sejlene ikke brugt.
Rælingen ligger i højde med kajens kant.
Efter nogle dages forløb var mandskabet samlet og synligt, undtagen kaptajnen, da han ikke regnede sig til mandskabet.
Man begyndte en klar, kold morgen at laste skonnerten med sildetønder, 100 i alt; for hver gang de skarpe trædunk i en serie på 10 havde forladt cementlyden, passeret det smalle rum mellem bolværk og skibsside, blev de afsluttet med et håndklask, der farvedes af sivende tomatolie.
Den skeløjede og Peter Vorherre nedsvælgede under hele arbejdet en unøjagtig mængde lysebrune kaffesnapse.
Deres ben dingler spejlende ud over rælingen, mændene spytter skiftevis i vandet for at forstyrre vandroen, mens de venter på koen
Brølet er opsuget, først sløret af havnens morgen, inden i kajens linjer og de gavlvendte pakhuse, der kaster deres træfarver ud i vandet, som skyller dem i gråskiftende blå flader:
Brølet blomstrer fra alle huse og steder, skubbes mere bestemt op ad en smal gyde, mændenes øjne leder flakkende efter brølet. Det bevæger sig helt sikkert fra gyden mod den sortpælede stejleplads, men gribes på hjørnet:
Koen kom sparkende og spruttende bagud. I bar farttosseri kunne den ikke styre og rendte tværs gennem Skibsproviantens ene butiksvindue. En livlig raslen og brølen lød derindefra. Døren blev flået op: fire gammelmænd og tre sladrelapper skubbede hinanden ud. Samtidig trådte koen af butikken andet vindue om hjørnet med en messingkedel snurrende på det ene horn.
Den skeløjede sovsede Peter Vorherre til med en ed, sprang op fra dækket, løb til og fik greb i koens frie horn. Så førte han det springende dyr om bord. Peter Vorherre snuppede messingkedlen og forsvandt agterskibs.
Koen vil midlertidigt stå tøjret til en rundholt, river tang op med vrid i tungen: de er stået til havs, styrmanden holder sig oprejst ved rathornene og har trukket ansigtet furet af koncentrationen. Øjnene er stenfrosne og kun i stand til at fiksere midterstolpen i styrehusruden, for at benene ikke skal krybe væk under ham.
Nogle timer senere var den sorte skonnart dunket halvvejs ud af fjorden og vil nu passere den flade granitnakke, der åbner ud til det frie hav.
-Skuden stikker godt til søerne. Vinden står ret i rumpen på hende og vi gør god fart, vel syv stykker, noterer styrmanden i logbogen.
I det øjeblik de passerer, hakker skibet bovsprydet i søen. Koen åbner for en træg brølen og glider på stive ben ind i forreste lukafrude.
En orange stribe flugter med bølgetoppene. Et gulgrønt skydække vokser og skyder lange bevægelige arme ind i de kulsorte skyer. Blander sig op i svovlagtig farve på bugen af dem. Lige nu slår en stråle hvidt lys smut over vandet, skarpt som et solsortepift.
En tid blåner det opover. Den skeløjede står fremme i stævnen med et rygende krus kaffe i hånden.
-Jeg tror den onde tordne mig, vi får en ordentlig skid i nakken i dag, siger han til Peter Vorherre, der sidder i mørke bag lønningen for ikke at få blæst i øjnene, så de vågner og løber i vand. Han svarer ikke , men gnider de blegblå gloæbler, som styrmanden kalder dem, og fortsætter med at være søvnig. Derpå rejser han sig. Huler maven ind og spænder armmusklerne, mens han ser sløvt på bølgerne.
De går nedad, styrmanden til motorrummet, Peter Vorherre til styrehuset.
Vinden slår i havet, så bølgerne sprøjter ind over rælingen, og når skibet rejser stævnen for at dykke den, vrider de sig som slanger over dækket. En af dem snor sig gennem ruden, hvorefter stumper af eder fra forrummet løber ud:
Jokmokken ligger og kravler, falder i sin snor, mens han bander alene i det vandplaskende rum.
Senere på dagen er han fem år gammel. Hvidlig og ledeløs som en blæksprutte.Den skeløjede styrmand bærer ham på skulderen til agterdækket, hvor han forsigtigt sætter ham ned, mens han holder stramt om hans arme, så de ikke skal flyde hen over plankerne, omklamre Peter Vorherre i styrehuset og kvæle ham, for Jokmokken ejer stor dræbelyst i den alder.Derefter gir styrmanden ham et reb, bundet til et gult emaljekrus.
Går.
Da Jokmokken har siddet og blævret med de lange, tynde arme, der er ved at glide fra ham hele tiden, får han endelig hold på dem og smider kruset over bord.
Imens drøvlede koen tanggræsset lydeligt, blind for resten af skibet. Peter Vorherre stod stadig ved rattet, prøvede forgæves at få greb i en morgen efter en brandert for fem år siden.
Koen nåede hen til de 100 sildetønder, der står smukt opstablede midtskibs, kan så ikke æde sig længer, vil blive rasende og stanger i hurtig rækkefølge 25 tønder gennem løningen og græssede videre.
Der lyder et råb, fra Jokmokken. Han vifter med armene, de blafrer som vimpler for den tiltagende blæst. Rebet har han bundet om storetåen. Af en eller anden grund blir den trukket længere og længere. Han skriger højere.Råbene går af hans mund som dampskyer, ligner flængede flag, der blir større, jo kraftigere han skriger.
Peter Vorherre surrer rattet og slentrer ned til Jokmokken.
-Der er en hval på kruset, skriger han.
-Løgn som syv røde, siger Peter Vorherre med begge hænder i lommerne.
Vandet er fosset gennem ruden så ofte, at det står højt i rummet. Hver gang plasker det ned i det store smørfad midt på bordet, ramler ind i en tæt sluttet stråle som fra en vandhane.
Den skeløjede står på bordet og drikker ubehersket af en flaske.
Han er meget omhyggelig med at få proppen slået i efter hver slurk for ikke at få rommen fortyndet af saltvandet.
Herpå går han ind under strålen og kommer til at træde i smørret, så han besværligt og prustende må sætte sig ned for at rense tæerne. Han tar en slurk til, springer på hodet i vandet og brækker halsen, men kan ikke mærke det, fordi han hele tiden siger: -Jeg er sgu skjidedrukken.
Kravler op på bordet.
-For helvede i hullet, der er en hval på kruset, skriger Jokmokken ude af sig selv. Stemmen er blevet tynd og sprukken.
-Hår hår, skraldgriner Peter Vorherre.
Pludselig standsede skibets fart, tovet strammedes ud med et smæld.
-Nå, hvad siger du så.
-Det er nok ikke bundbid, men en hval, hvad?
Peter Vorherre lænede sig ud over rælingen og så efter hvaldyret, men en lang tynd arm lagde sine fingre om hans liv og trak ham på gumpen ved siden af Jokmokken.
-Det er min hval og du får tæsk, hvis du rør den!
Men du må godt hjælpe mig alligevel?
-Nix, din barnemås, du kan blive strittet over bord!
I et snuptag havde han vippet Jokmokken i vandet. Det gurglede grønt over hodet på ham, og hans lange arme flød rundt, grønlige som blege løsrevne tangplanter.
Peter Vorherre lo henrykt og gik syngende til styrehuset igen.
I mellem tiden kommer den skeløjede op fra kaptajnen for at kigge til Jokmokken. han vil ikke kunne få øje på ham, men ser i stedet en hånd klamre sig til rælingen.
-Hvad i hede helvede i satans røv laver du der, sin slatne knægt?
Jokmokken, der hænger som ledeløs abe på skibssiden, ser bare på ham med øjne i et barneansigt.
-Op med dig!
Styrmanden tar ham i hånden og trækker til. Slider og løfter til sveden pibler små perlerækker i pandens rynker.
-Hvad pokker skal jeg løfte hele det forpulede skib med op?
Han har hevet den femårige indenbors, som straks halvkvalt bobler ord ud sammen med saltvandet:
-Jeg har fået en hval på kruset.
-Nåe, det er i orden.
Det er den lede bukke mig første gang du har gjort noget gavn.
Han vil skyde underkæben frem for at understrege sin mening. I samme nu blir agterstavnen trukket under vand, og Jokmokken hyler med to knytnæver i øjenhulerne.
-Det var helvedes smart det der, siger den skeløjede. Griber rebet fra ham og stemmer fødderne vældigt mod rælingen.
Da skød det enorme dyr sig af som en harpun.I et langtrukkent øjeblik, konkylieformet, sprang den ovenud af havkedlen, kværnede luften med halen og torpederede vandoverfladen med et smask, der sendte Peter Vorherre sprællende gennem styrehusets tynde bræddevæg.
Han løb hurtigt agterud og så dyret sprinte rundt om skibet som en vild hest.
Skibet roterede sydende, da blæsten slog ned i rigningen som en flok hårde fugle. Det krængede, grøntflaget vand fossede ud af spygatterne.
-Kan du magte ham? skreg Peter Vorherre.
-Det går sgu lige i helvede, så det er som det skal være, råbte den skeløjede tilbage.
Et svagt træbulder skumpler gennem havkoget, da en snes sildetønder bumper over bord.
-La mig lige komme til.Jeg er den stærkeste.
Peter Vorherre får tovenden snoet om håndleddene. Hvalen må ha følt det ændrede tag, for den stopper sin runddans og sætter af sted efter en lige linje ud over havet.men Peter Vorherre spænder sin ryg i en bue, Det står på i flere timer.
De to mænd har skiftet plads ved rebet flere gange. Koen brøler vildt og hengir sig til sære bukkespring på fordækket.
Jokmokken er under alt postyret blevet 10 år, har samlet sig lidt og kryber i dækning bag nogle væltede sildetønder, sætter pludselig i et mægtigt spring og havner på ryggen af koen. Den bukker og skyder ryg som en kat, samtidig strækker den hals og hoved i forlængelse, åbenbart for at få mere stød i brølene.
Da dagen var ved at slutte sin kasteparabel i havet, begyndte dyret at trættes.Men selv om skibet endnu havde motoren dunkende for fuld kraft fremad, gled det baglæns.
Peter Vorherre trak og den skeløjede hentede hele helvedes djævlehær op på dækket, så det vrimlede med små røde væsener, der hylede i munden på hinanden og spyttede både efter hvalen og Peter Vorherre. Andet kunne de ikke drives til, skidt var det derfor alligevel.
Da den skeløjede havde bandet, så det dampede omkring dem, stod sneen pludselig ned over dem med blæsten tudende i flanken.
Peter Vorherre påstod senere, at han hade tilkaldt sin snehest for at nedfryse styrmandens uhumske krapyl. I alt fald hjalp det meget hurtigt: hvalen tabte sin kraft og landene, flød nu blåligsort forude, Vandet kogte gråsort. Sigtet blev lukket ude af snefog, der kom hujende i stød mod skibet.
Den skeløjede gik nu frem til styrehuset og slog motoren fra. En underlig blæsende stilhed lagde sig over skibet. Et lukket rum blev der om det. Underfor sjatrede havet og blæsten, og sneen blandede sig med dem begge.
Sneen har lagt sig på de fremspringende punkter og flader, resten er sorttjæret træ og skævt oplyst af petroleumslygter, den skeløjede har hængt op forskellige steder i rigningen. De underlige skygger, der kaster sig på dækket og rælingen, flakser op ad masterne og det forslåede styrehus, forleder Jokmokken.
De drillede ham ved hele tiden at flyve væk, når han greb efter dem. Efterhånden føg gnister af raseri forbi hans lukkede øjne: for det første kunne han ikke gøre gengæld, da han sad på ryggen af koen, der stadig væk hoppede på stive bordben.
For det andet turde han ikke springe af, før dyret blev træt.
Til sidst stod koen med hodet hængende. Tungen faldt ud af munden. Jokmokken greb den enestående chance, lænede sig frem og trak dyret i tungen, så det spjættede op i luften med alle fire. Han lo grumt i sin hule hånd.
-Jeg tror snart vi kan trække den op til os, siger den skeløjede. Ordene falder så mærkeligt døde mod dækket i stilheden:
En flok gråspurve, der blir ramt af søvn i flugten og brat styrter ned. Peter Vorherre kan se fuglene i sneen foran styrmanden.
Han tør ikke sige noget og nøjes med at nikke. De går begge hen til rebet og gir sig til at trække skibet op mod hvalen.
Det stormer omkring dem endnu. Hvalen gynger i takt med skibet, men de kan ikke mærke dets bevægelser.Kun se det uendeligt skridende landskab af grå bølger, høre de knagende lyde, der springer fra alle steder i træværket.
Koen blev føjelig under Jokmokkens tunge-leg. Han kunnestyre den, bare ved at slå på et af hornene med sin kniv. Så gik han løs på skyggerne, gungrede op og ned ad dækket efter dem. De undveg, tilmed kunne han høre dem le ad ham, hult ligesom indemurede kvinder, Det var med det venstre øre. Når han drejede det højre til, lød en lys latter fra kvinder, der legede med sandblæst på en hvid strand. Han fik i raseri fat i en spand vand og smed sjatter efter dem, mente sig nu sejrssikker, indtil de viftede hen over ham igen.Han steg omhyggelig af koen. Blev efter overvejelse fem år igen, og lagde sig til at sove i en rulle tovværk.
En fed hvæsen fra petroleumslygterne. det drypper fra masterne mod dækket.: en våd silende skov, fordi det har regnet tidligt i morges. Dråberne er klare og gennemsugtige, rammer jorden med en hård tone, der ringer varmt i ørerne. Samtidig er rummet lysende stort af træernes mægtige åndedræt.
I mørket er deres arme hvidere, mens de langsomt haler sin ind på hvalens bløde skyggerids. Den er helt rolig. Vandet kravler hen over ryggen.
Der går et spændt sekund, det vil revne med et brag, hvor skibet lægger bredsiden mod hvalen:
Et brøl.
Jokmokken, ca. 40 år, slank,spændstig, kommer stejlende ned ad dækket på koen. Et elegant spring anbringer dem på hvalen.
Jokmokken løfter hvalspydet og koen galoperer op mod dyrets hoved. Da de er nået derop, læner han sig frem og støder spydet hårdt i hvalens nakke.
Den krymper sig i et voldsomt sæt og sender koen kurende baglæns til halen, men Jokmokken blir hængende, idet spydstagen glider op under hans skjorteryg og hægter sig fast i kraven, så han må sprælle og fægte uden at nå ned med fødderne.
Koen får endelig anbragt klovene i de balancerette forhold.På en eller anden måde er dens kamplyst vakt: den sænker hodet og render hornene ned i det blåsorte skind. det lydflænges som tøj af en skræddersaks. Hvalen kaster sig opad, men Peter Vorherre har slået hugkroge i dyret, så det blir ved et par spjæt.
Koen trækker sig tilbage, tordner brat frem og pløjer i dyrets ryg. Jokmokken spræller fortvivlet på spydet og kradser blæsten i ansigtet. Og jo mere han gør det, jo dybere trænger odden mod rygmarven.
Koen springer nu fremad mod nakken, stanger med vilde hovedkast i luften, brøler. Hvalen ruller vandet op om sig og slår med halen, så havet hvidner omkring skibet.
Netop som koen drøner sit hoved mod hvalhuden, splitter odden rygmarven i to. En lang sitren skubber livet ud af det vældige kropsmassiv.
Stille.
Hvis ikke Jokmokken hyler af arrigskab.
Koen står med sænket hoved, stivnet. Luften er kølnet, så ånden fnyser fra dyrets næsebor i hvide stråler.
Peter Vorherre entrer hvalen og hejser den flagrende korytter ned.
De to kanaljer hiver lidt efter hvalen om bord for at flænse spæk til tran.
Den skeløjede har brækket styrehuset ned og tændt bål midtskibs. Rattet drejer knirkende sort mod bålet og ligner en underlig sol med de sære horn. Det knaser af flammer og lysglimt flakser som pludseligt belyste sspejle på bølgerne.
Efter at de har fået den sorte jerngryde til at ose kvalmt, går styrmanden ned efter romflaskerne.
De slår sig ned ved ildvarmen og begynder at drikke, på den måde at de bytter flaske efter hver slurk, fordi de uværgerlig vil beskylde hinanden for at have fået den bedste.
Peter Vorherre river pludselig et overrasket bøvs op af halsen og blæsten smækker lugten af det ned i hodet på styrmanden, så han hiver op i øjnenes nedsunkne solsejl.
Han gylper alvorsfuldt.
Et grin slår sprækker i ansigtets fordrukne maske.
-Det var satans.
Peter Vorherre rokker lidt for at se bedre gennem sine indbildte tåger.
Foran dem står koen lidt uden for lysskærets udflydende bred. Den græsser sindigt, den malende tandgumlen slår ned i kroppen som en tung rugende svinglyd.
Og ned over dens flanker gror en varm ildrødme. Bugen er spændt, udstrålet et brunrødligt lys. Huden blir klar og tynd, og gult skinnende. Da er det at de ser Jokmokken ligge sovende i koens lysende bug.
Hvilende søvnglad krummet sammen. Der er intet løst hos ham nu.
De to drukne stirrer lallende og grinet blir stikkende i halsen på dem, som havde de forædt sig i stegte fugle, hvis hoder lægger de gulrøde næb på tungeroden og galer af forargelse over deres frådseri.
Koen løfter hodet og øjnene længes ud over rælingen. Natten er sortnet over i havet.
Sænker hodet mod dækket, knæler ned i sneen og føder. Jokmokken. De knitrende halmlyde fra fosterhinden skærer gennem ildbulderet. Inden de to har besindet sig, har koen flået hinden af og slikket ham ren. Nu bøjer den hodet bagover. Brølene slipper underligt fra hende og damper fugleagtigt mod den havsorte himmel.
De drukne raver over dækket og slæber Jokmokken hen til bålet. Han blir lagt til rette mellem deres fødder, får stukket en romflaske i hænderne.
Styrmanden blev tavs. Han kan i sin fuldskab høre at munden låser sig fast, kæberne forstener, stivner ind i hinandens form.
Han kan ikke få dem fra hinanden om han så tar hænderne til hjælp.
Peter Vorherre stikker hele tiden en finger i sin halvtømte flaske og trækker den op med et svup, der runger i flaskedybet.
Ellers har han klemt sig fast om sit formål og ligner et dyr med armene foldet over brystet og øjne, som ildskyggerne har gjort store og sorte.
-På én gang, sir Jokmokken, idet han har sat sig op i 50 år, de er meget gennemtrængende og han kan ikke få den gnedet af sig. Så støtter han sig med begge hænder i dem og fortsætter:
-Det er der alt sammen.
Sådan er det. Fordi alt kan skabes. Kun vi ser det aldrig. Men vi vil se det.
Sæt det sammen, sir jeg til mig selv. Det er der. Men jeg kan ikke finde det alligevel. fordi tågen, der løser og spreder det, skal være der. Og jeg selv en del i det.
Det ved jeg ikke endnu. eller mere hvordan.
Et jordbrunt mørke opstår til venstre for skibet. Bølgerne flosser op i det. Sære vandrette striber løber violette i punkter frem mod skibets stævn. pludselig skruer solen sig mørk orangerød gennem den træagtige tåge, set højest oppe mellem rigningens sorte linjer, hvis Peter Vorherre står til højre for masten. Lyset breder sig over masten, afslører at sejlene er sat.
Linerne klaprer mod mastetræet. Skibet krænger svagt, hvorved lyset kan falde i strejfkast på den modsatte side af de rødbrune sejl. Da Peter Vorherre tilfældigt vil ha flæsneøksen i hånden, kaster han den. Et kort øjeblik hænger skaftet parallelt med ryglinjen.Øksebladet fanger sol og drejer nu et spejlglimt i en bue fremad, da han fører armen ind i kastet.
Tilsyneladende hvirvler øksen mod sit mål alene ved hodets vægt.
Ægget træffer solen og skærer en flænge, der pludselig rives helt op, da grå fisk basker sig ud af den. De falder i en uafbrudt pladrende strøm mod havet forude. Solen taber i højde. Havet når op til den igen.
Stilhed.
Da havet blev gråt af at vaske dagen ind over dækket, rejste den skeløjede sig. Gik op foran, senere til trappen. Her faldt han ned og brækkede halsen for anden gang. nu huskede den: Forbi.
Peter Vorherre væltede først søvnen af sig bagefter. Samtidig smed han fornavnet over bord og steg til himmels.
Op ad dagen gik Jokmokken til rattet og styrede skibet gennem stormen.
Siden begyndte Verden.  

Inspiration

Et simpelt svar ville være: de gode bøger, jeg ikke har læst endnu.
Af forfattere jeg kender til, er der ingen som jeg direkte kan finde spor af i mine egne frembringelser, men mange jeg holder af.
Fra før jeg ordentlig kan huske, har jeg fået læst højt .Rudyard Kipling medvirkede til udviklingen af min fantasi. Og Tarzanbøgerne styrkede mit drengesind. Robin Hood og Ivanhoe både som film og ord. Bombi Bitt og Huck Finn ogTom Sawyer var mine forbundsfæller. Da jeg var omkring femten år oplevede jeg min Hemingwayrus og skrev flere historier i hans understatede og koncise stil. Ligesom Allen Ginsburg var en tydelig far til mine første, af gode grunde uudgivne digte. Ellers falder de folk, jeg nu sætter højest i tre bølger.
Her kommer de i hastig rækkefølge:
William Heinesen, Frank Jæger og Joseph Conrad, og ikke mindst Steen Steensen Blicher og hvem vil være til uden at have Sheherezades 1001 nat i sig. Amos Tutuolas historier kan jeg til hver tid blive beruset af.. William Faulkner, James Joyce, Albert Camus ligesom jeg ikke må glemme Robert Louis Stevenson, og slet ikke Pär Lagerkvist. Sheik Nefzaouhs duftende have er uundværlig for sin humor og fryd og lyst. Michel de Montaigne for sin evne til at være her uanset tid og sted.
William Shakespeare, Henry David Thoreau og Herman Melville og H.C.Andersen og Ole Lund Kirkegård og Guiseppe di Tomasi Lampedusa, Laurens van der Post, Max Frisch og den drevne løgnhals og fortæller Truman Capote, med må osse Italo Calvino og den bly fascist Jorge Louis Borges, der ændrede Sahara i en håndevending.
Dér kommer den lysende bølge af tre digtere, som jeg ikke kan leve uden at læse noget af, i hvert fald én gang om året: Først Miguel Angel Asturias og Juan Rulfo og Alejo Carpentier.
Langt fjernere i horisonten er der så alligevel Laurence Sterne, Cervantes og Rabelais følger lige efter til hest.
Ellers er der utallige forfattere fra vor tid , som jeg læser med glæde, men det er uoverkommeligt at nævne dem alle. Per Højholt har lært mig nødvendigheden af at pifte sproget.Villy Sørensens og Klaus Rifbjergs tænksomme og forvorpne skrifter har gjort mine fordomme ubodelig skade. Mark Twain ligeså. At filme Kongens Fald med Erik knudsen i hovedrollen som Mikkel Thøgersen og Øystein Hjort som Kristian den anden er en af mine urealiserede drømme, men hvilken film! Ingen nutidig forfatter kan undgå at have film med i sit drømmekabinet, hvis jeg kun må nævne tre, Akiru
Kurosawa, Lucino Visconti, Frederico Fellini og Louis Bunüel. Musikken nævner jeg ikke og heller ikke malerkunsten, selv om Samuel Joensen Mikinis og Paul Gaugin altid er mig i blodet. Og Miles Davis kunne stå i stedet for det hele.
Af mine samtidige tilgiver jeg Henrik Nordbrandt for hans kogekunst så længe han bliver ved med at digte.
At holde op med at trække folk frem på scenen er som at lukke for en utæt vandhane. Netop som man tror, man har drejet om på krabaten, kommer der alligevel et par dryp til. Anatoli Tjekov og Isak Babel kan jeg ikke undvære. Arthur
Koestler, Raymond Carver, Doris Lessings Golden Notebook, William Mobergs Svenska historia.
Til sidst, og det er til sidst, Dylan Thomas, for i ham ser jeg alle de andre.  

Se også