Anne Marie Têtevide

Født: 08.10.1947, Fåborg.
Debut: Lykken har ingen historie. 

Født med efternavnet Auring den 8.10.1947, opvokset i et bibliotekarhjem i Aabenraa, Sønderjylland, med to yngre søskende. Der var sang om klaveret, Højskolesangbogen og Lystige Viser, og gåture i skov og mark. Og der var skolegang, først som mobbet fed lille pige, siden på et gymnasium med lærere, der var dybt engagerede i deres fag, afbrudt af et år som udvekslingsstudent i North Carolina, USA.
Studieår i Odense, sideløbende med engagement i studenterpolitik og senere kvindebevægelsen. Blev i 1971 mor til Rigmor, i 1975 cand.mag i fransk og dansk, har siden arbejdet på tre gymnasier og en del år på VUC. Er dybt optaget af pædagogik og kunne ikke forestille mig at holde op med at undervise. Har været studievejleder, har undervist i svensk og på skrivekurser. Har i de sidste tyve år boet i København, men er jyde i hjertet. I min nuværende dagligdag er det en glæde at være sammen med venner og familie, ikke mindst mine to børnebørn.

Biografien er udarbejdet af forfatteren
Publiceret - 15. oktober 2003
Portrættet redigeres af  Horsens Bibliotek  

Debut: 
1991
Land: 
Danmark
Links
Bøger
  • Bog: "Ildens døgn" af Anne Marie Têtevide

    Bogens forside

    Malin vil slå de fire mænd ihjel, som hun mener har ødelagt hendes liv.

    Forfatter: 
    Anne Marie Têtevide
    Udgivet: 
    2016
    Forlag: 
    Gyldendal
    Sidetal: 
    192
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Som dagene er" af Anne Marie Têtevide

    Bogens forside

    Femogfirs dage i en midtjysk families liv, fra 1932 til 2001, fortalt af tre generationer.

    Forfatter: 
    Anne Marie Têtevide
    Udgivet: 
    2013
    Forlag: 
    Gyldendal
    Sidetal: 
    302
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Sottrupgade 9" af Anne Marie Têtevide

    Bogens forside

    En flok beboere i en opgang på Vesterbro rystes i løbet af 1/2 år sammen efter en uhyggelig episode i ejendommen. Det viser sig, at deres håb, ønsker og følelser er ens, og sammenholdet giver styrk

    Forfatter: 
    Anne Marie Têtevide
    Udgivet: 
    2003
    Forlag: 
    Gyldendal
    Sidetal: 
    235
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Mellem himlen og verden" af Anne Marie Têtevide

    Bogens forside

    Germand Gladensvend, Aage og havmandens Agnete fødes her i samme lille middelalderlandsby - Som i folkeviserne har de alle en forudbestemt skæbne og uanset hvad, så ender de, som skæbnen vil.

    Forfatter: 
    Anne Marie Têtevide
    Udgivet: 
    2000
    Forlag: 
    Gyldendal
    Sidetal: 
    203
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Vals i august" af Anne Marie Têtevide

    Bogens forside

    45-årige Signe kan ikke glemme et sommereventyr med en 10 år yngre popsanger, men elsker alligevel sin mand -  Da hendes mand omkommer, kan hun leve sin forelskelse ud, men nemt er det ikke.

    Forfatter: 
    Anne Marie Têtevide
    Udgivet: 
    1998
    Forlag: 
    Tiderne Skifter
    Sidetal: 
    181
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Lykken har ingen historie" af Anne Marie Têtevide

    Bogens forside

    En arbejdsløs bibliotekar oplever under en ferietur til Frankrig en kærlighedshistorie med en ung pige, og det får hende til at mindes barndommen og det senere engagement i kvindebevægelsen.

    Forfatter: 
    Anne Marie Têtevide
    Udgivet: 
    1991
    Forlag: 
    Pan
    Sidetal: 
    217
    Lån bogen - Køb bogen
Læs forfatteren

Uddrag fra Sottrupgade 9

Anders Grønager Hansen, 4.tv.
Han går det sidste stykke, vinden slår ham i nakken oppe fra bakken, broen over stationen, åbent land bagved, Sydhavnen. Går nedad fordi den nye forretning, der har erstattet Socialdemokratiets butik med outdatede sprængrøde plakater i vinduet. Han savner dem, og det blæser koldt helt ind i hans hjerte, hos hans mor var der også de her tydelige plakater, store kvinder, brysterne svingende, benene vidt adskilte, han var angst for dem, de var en påtrængende nøgenhed, han ikke ville have, deres åndedræt tydeligt ind i hans ører, hele hans hud ufrivilligt åben, forsvarsløs. Et dybt ubehag, som han skammede sig over, og sommetider nægtede han at lade sig omfavne af hende, hans krop spændte sig mod hendes store bugnende favn og han længtes efter sin fars hånd hurtigt over håret, hans rolige "godnat Anders".
Han går mod hjørnet med den kølige lejlighed som et tilflugtssted foran sig, ser over mod de ubevægelige grene i Enghaveparken. Imod ham kommer en mand cyklende, langsomt, han træder pedalerne omhyggeligt i bund for hvert tramp, som om det var første gang, han prøvede det, løfter højre hånd, som om han vil give Anders en hilsen på et halvt fremmed sprog, men det er ikke en hilsen, Anders kender ham ikke, manden vil kun betyde for den trafik, der ikke er der, at han nu standser.
Med stive bevægelser står han af for rødt. Også Anders er standset, med ét brag ud af sig selv, væk fra børnefødselsdagen, sin mor, Mette og Mille, og han ser manden krydse gaden mod sig, får lyst til at invitere ham på en øl ovre på bodegaen, lytte til ham, høre ham fortælle historien om, hvordan han i dag er ude at cykle for første gang efter et hospitalsophold, et brækket ben, en hofteoperation, en lille hjerneblødning. En stor fadøl til dem begge, et bord med en plettet dug, en fedladen bartender med brun lædervest og oprullede skjorteærmer, dansktophits fra en cd-spiller.
Og manden vil le og sige jatak, Anders mærker allerede den kolde perlende pils i halsen, stanken af røg, som han vil suge langt ned i lungerne, han som ikke ryger, den tørre luft. Og han vil pudse sine briller længe, i et hjørne af dugen, lade den anden se sit nøgne ansigt, og så vil de skilles, han vil sige god bedring og god fornøjelse med cykelturen, og så, først da, vil han kunne gå hjem til sin tomme lejlighed.

Uddrag fra Mellem himlen og verden
Midt på natten bytter de plads, og da Germand vågner efter Aages vagt, er vennens øjne ikke kun mørke af salt og vågen, men også af uro. - Det blæser op, siger han og nikker mod sydvest. Skyer tårner sig op i horisonten, og båden danser af sted.
- I det mindste blæser det det da i den rigtige retning, svarer Germand, mens han tygger lidt kød og brød.
Skyerne bliver ved med at følge dem uden rigtigt at nå dem, blæsten bliver stærkere. Selvom de er midt ude på havet, og han ved, det er umuligt, er det som om Germand kan høre en stor fugl skrige over sit hoved. Men det er nok bare vinden. Solen er underligt ulden i omridset, og efter en tids forløb tager de ekstra tøj på og surrer det, de har haft liggende løst under toften.
Germand insisterer på at tage roret, så Aage kan få hvilet, og han falder også i søvn, efter få øjeblikke hører han ham snorke. Så dukker han hovedet for et vindstød, der smækker mod hans øre som en lussing, og efterlader ham halvt bedøvet, med et ekko som af en hivende latter, der langsomt dør hen. Men selv i det tiltagende mørke, selv med sit ene øje kan han se, at der ikke er nogen fugl. Kun vinden, der slår i sejlet og svier ham i øjet og isner i hans nakkehår. Hverken vinde eller fugle ler, og han bider tænderne sammen og fatter fastere om roret.
Han bliver kold, hans fingre er stive. Solen er forsvundet, og et sært, gråligt lys ligger forude. Vinden bruser med en lyd som af hundrede vilde fløjter, og han skubber til Aage. - Vågn op, fisker. Jeg fryser som bare det. Du bliver nødt til at afløse mig.
- Vi kan da ikke klage på, at vi ikke kommer frem, mumler Aage, idet han vikler sig ud af tæpperne. Han tager mere tøj på, før han får roret, og stivbenet af kulde tumler Germand hen for at finde sit. I det samme hvirvler et vindstød forbi hans øre, og en hvisken borer sig ind i det: jeg elsker dig , Germand.
Hvordan kan man elske én, man gør ondt? hviner det gennem hans hoved, mens han roder tøj frem. Hvordan kan man gøre én ondt, som man elsker? Intet menneske ville gøre det, tænker han, og for første gang siden de lagde ud i går mærker han en snert af angst. Er der et væsen deroppe i den kolde sortegrå luft, et væsen som ønkser hans død?
Han vender tilbage til Aage. Af og til øser de, båden farer af sted, og skumsprøjt står imod dem. - Jeg har en underlig fornemmelse af, at det skifter på et tidspunkt, siger Aage. - Men spørg mig ikke til hvad. Jeg har aldrig oplevet noget, der ligner.
Det bliver aften, men ingen stjerner kommer frem, det er knap nok at de kan se en forandring i mørket, der bliver tættere. Og land kan de endnu ikke skimte, selvom det snart burde være der. - Et vejr uden for tiden, bemærker Aage, da Germand rækker ham et stykke røget kød og noget brød.
De taler ikke mere, spænder opmærksomheden for at se frem for sig, se bølgerne, lægge båden til rette, så de ikke får dem stik bagfra. Aage kniber øjnene sammen, indimellem løsner han på munden og bevæger den lidt. Så bider han atter sammen og spænder ryggen.
Den usynlige fugl kommer og går. Jager ned forbi Germands ører som iskolde vindstød, skriger sin kærlighedserklæring og forsvinder. En mørk fugl, en rasende vind, som endelig kan kaste sig over sit bytte, løfte ham op i den sorte himmel og flå ham i småstykker, sprede hans lemmer over havet.
- Nej! Billedet er så levende, at han ikke er klar over, at han har skreget, men Aages forvirrede blik fortæller ham, at det må være sådan. - Aage, beder han og hører angsten i sin stemme. - Taler vinden også til dig?
- Nej! Aage rusker ham i håret. - Hold op! Det kan ikke nytte, at du mister besindelsen nu. Slæk lidt mere på sejlet! 

Uddrag fra Vals i august
Han drejer sengelampen, og jeg hører ham vende sider, mens jeg synker ind i søvnen. Farer op med et sæt, halvt inde i en drøm, da telefonens kimen pludselig runger gennem huset. Inden jeg når at vågne helt, har Jens Peter tændt lyset og er ude af sengen. Vækkeuret lysende visere, klokken er kvart over et, mit hjerte hamrer.
Han kommer grinende tilbage. - Tag det roligt, skat, det var bare en fuld svensker.
- En fuld... Mit hjerte vil ikke falde til ro, Jens Peter klukker stadig. - Förlåt, f-f-fel nummer, efterligner han. - Men jeg skulle hilse dig. Han lægger armen om mig. - Jamen, skat, du er jo lige, så du ryster...
- Jeg troede, det var mor. Eller din mor...
- Ja, det troede jeg også, jeg blev helt lettet. " Det er i orden", sagde jeg, og så var det, han sagde "hälsa frun", lige idet jeg lagde røret. Vil du have en lille én at falde til ro på?
- Nej tak, bare lidt vand, siger jeg, idet jeg glider ud af sengen. Det var sgu da heldigt, han havde åndsnærværelse nok til ikke at sige "hils Signe", den idiot!
Jeg drikker to store glas vand ved køkkenvasken. Johan, du lovede... Skal jeg nu til at frygte, det er ham, hver gang telefonen ringer? Nej, han var bare fuld, han... Det er flere uger siden jeg sidst tænkte på ham, han var ved at forsvinde mellem lektier og husarbejde. Og det kan jo ikke være anderledes. Mine bare fødder fryser på køkkengulvet, jeg går tilbage. Vender ryggen til Jens Peter endnu en gang. Nogle minutter efter hører jeg hans regelmæssige åndedræt.
De aften, Johan lå med hovedet i mit skød foran ilden, beskrev han sin lejlighed for mig. Den ligger på fjerde sal, under taget. Jeg ser den for mig. Han sidder ubevægelig et sted, og jeg er sikker på, at han er vred. På sig selv fordi han ringede, på mig fordi jeg ikke tog telefonen, på Jens Peter som bare lo. Jeg kunne stå op igen, gå gennem gangen, lukke døren til stuen, ringe op, sidde i mørket og høre hans stemme, sige til ham... Nej. Jeg har ikke noget at sige til ham. Det er slut. Jeg lukker øjnene, men det varer længe, før jeg falder i søvn.    

Inspiration

Min vigtigste inspiration er de mange kloge og smukke mennesker, jeg har mødt. At få indblik i deres og mine egne kampe med eksistensen.
Min inspiration til de to første romaner kom fra steder, jeg mistede: først Frankrig og siden Marielyst på Falster. Begge steder havde jeg været knyttet til gennem parforhold, der bristede. Inspirationen til den tredje roman kom fra i mange år at have undervist i folkeviser og altid at opdage nyt i dem. På samme måde opdager jeg stadig nyt i H.C.Andersens eventyr og N.F.S.Grundtvigs salmer, også ved den tyvende gennem­læs­­ning.
At være alene i naturen uden at tænke er en anden stor inspirationskilde. Jeg rejser helst i Norden og er lykkelig på vej op ad en sti over fjeldet et sted i Nordsverige, på langrendsski med stor udsigt i Norge eller på cykel langs marker i Tåstrup.
Bøger bliver jeg indirekte inspireret af og har alle dage været en grå­dig læser, så der har været mange favoritter. De, der bliver stående, er de tre store västerbottninger Per Olof Enquist, Sara Lidman og Torgny Lindgren. Franskmændene Michel Tournier og Bernard Clavel og den sære canadier Yves Thériault. Digterne Pia Juul, Tomas Tranströmer og Henrik Nord­brandt. Og Inge Eriksen og Astrid Lindgren.