Anne Chaplin Hansen

Født og opvokset i København. Dansk far, fransk mor.
Cand mag. i fransk og engelsk. Fik i mit andet studieår Universitetets guldmedalje i Romansk Filologi for en opgave om den franske dramatiker Jean Giraudoux. Teateranmelder, først ved BT, siden ved Jyllandsposten fra 1957, hvor jeg nu i en årrække er fortsat som litteraturanmelder. I 1956 udgav jeg novellesamlingen "Olivenlunden". Har skrevet et par hørespil, oversat en del fransk dramatik, klassisk og moderne, for forskellige danske teatre, har været medoversætter til forlaget Haases udgivelse af Shakespeares samlede værker - en modernisering af Lembckes gamle tekster. Udgav i 1995 romanen "Den vilde jomfru" på forlaget Rosinante og i 2000 udkom romanen "På knivens æg", ligeledes på Rosinante.
Elsker havearbejde og brødbagning.
Gift med H.M. Dronningens håndbibliotekar, dr. phil. Klaus Kjølsen.

Foto: privat

Portrættet redigeres af Janet Wilhjelm, Køgebibliotekerne
Oprindelig publiceret ForfatterNet Køge - 28. maj 2002  

Debut: 
1956
Land: 
Danmark
Links
Bøger
Læs forfatteren

I nattens løb havde en tung søndenvind jaget den friske vinterluft på porten og luften inden for byens mure var blevet enerverende lummer. Øjet blinkede i en sandet soldis. Det var utrolig så hurtigt det ændrede gadebilledet. På fortorvsrestauranterne kom bordene frem, man knappede frakker og vindjakker op, og sengetøjet blev luftet i de åbne vinduer, man mærkede en ny tørst.
Idet Aliena med sine indkøbsnet drejede om gadehjørnet - hun havde handlet på det fjernere liggende marked, hvor slagteren var kendt for sit oksekød, for hun havde planlagt at lave en god gammeldags pot-au-feu - blev hun ramt i hjertet af en snigskytte og sank livløs om.

Ikke bogstaveligt selvfølgelig, men effekten var den samme. Ingen snigskytte, men en stemme, en fyldig, magtfuld, varm og vidunderlig stemme, der skruet op på højeste lydstyrke kom inde fra et af husene og steg som en klangsøjle igennem den snævre gades luftrum.

Uddrag fra: På knivens æg. Rosinante, 2000. s. 126

Inspiration

Hvad man holder af at læse, ja det er faktisk et meget svært spørgsmål. Det blæser i vinden, det afhænger af årstider og sindets skiftende luner, af videbegærlighed, af et ønske om intellektuel nydelse eller bare underholdning, om udfordringer, hvis hjernen trænger til lidt ekstra at tumle med. Historie, filosofi, hvorfor ikke ? Og de krævende, Marcel Proust, Tolstoj, Dostojevski, Virginia Woolf, foruden hele anerækken af klassikere. Jeg elsker Steen Steensen Blicher, jeg kan til enhver tid læse H.C.Andersens Eventyr. Læsning er både baglæns nostalgi og drømme, det er at lytte til nutidens pulsslag. Det er lidt af det altsammen. Det er ordenes besnærende magi. Jeg holder meget af amerikaneren Paul Auster, af de moderne indiske forfattere, der åbner deres fremmedartede verden for os, af de snilde livskloge engelske damer. Kinesisk poesi fortryller. Benny Andersen kan også. Jeg sluger krimier, men helst ikke dem med for mange besøg på patologiske institutter. Den uforlignelige Poirot, Morse, den intense socialbevidste Warshawski fra Chicago, osv. osv. En særlig plads til Donna Leons varmhjertede familiemenneske inspektør Guido Brunetti i det skønne Venezia. Det er som at være på stedet. Jeg tilstår jeg er en umådeholdende, hurtig og temmelig altædende læser. Men man beholder ikke samme smag livet igennem. Hvert tiår har sine yndlinge. Det som har fængslet én som barn og ung bevarer ikke nødvendigvis samme duft. Selvom "De tre musketerer" stadig pulserer livligt i bevidstheden, ikke mindst fordi den betød at jeg omsider kunne læse. Det var en sensationel, en skelsættende oplevelse for en ordblind tiårig, der med eet, hvilket mirakel, kunne mere end med fingeren møjsommeligt at stave til "s" og "i" siger si. Fra den dag af var verden ikke mere den samme. Som Jules Vernes helte kom jeg på opdagelsesrejser over og under jorden og ned til oceanets bund. Det gør jeg stadig.

Jeg husker, at Tove Ditlevsen som jeg skulle interviewe som ung journalist, sagde at hun aldrig læste så meget som når hun selv var igang med en ny bog. Det kan jeg kun skrive under på. Det er en sær mekanisme. For det er ikke inspiration man søger hos andre forfattere, man ønsker ikke på nogen måde at efterligne, tværtimod er man på jagt efter sit eget udtryk. Men jeg tror der måske er en slags tryghed ved at befinde sig blandt venner - eller lidelsesfæller - i en situation hvor alt endnu er usikkert og fantasien nemt løber af med én, man risikerer at forsvinde i det store intet. Derfor - hold fast på bogen. Læsning er et anker i den store usikkerhed ved at eksistere.