Anne-Cathrine Riebnitzsky

Anne-Cathrine Riebnitzsky

Anne-Cathrine Riebnitzsky (født 1974 i Svendborg) er uddannet fra Forfatterskolen i 1998 og gik derfra ind i hæren, hvor hun uddannede sig til sprogofficer. Denne uddannelse har hun brugt som tolk, soldat og senere som rådgiver for Udenrigsministeriet i Afghanistan. Riebnitzskys tid i Afghanistan har haft afgørende betydning for hendes forfatterskab.

Udover forfatterskabet er Riebnitzsky også kendt for sit store arbejde med undertrykte kvinder i den krigshærgede Helmand-provins. Dette arbejde indbragte hende i 2010 Anders Lassen legatet af Kronprins Frederik.

Riebnitzskys debutterede i 2010 med den dokumentariske bog Kvindernes krig. Bogen beskriver Riebnitzskys egne udsendelser i Afghanistan og det farlige, men interessante arbejde med de afghanske kvinder, hun udførte. Romanen blev nomineret til Weekendavisens Litteraturpris.

I romanen Den stjålne vej fra 2012 sætter Riebnitzsky fokus på voldtægt af drenge i Afghanistan. Romanen, som blev nomineret til DR Romanprisen i 2013, følger tre karakterers skæbner under krigen i Afghanistan og deres kamp for det liv, som de håber og tror på vil begynde, når krigen slutter.

For sin seneste roman Forbandede yngel (2013) vandt Riebnitzsky både Politikens romankonkurrence og De Gyldne Laurbær. Romanen handler om soldaten Lisa, der på vej hjem fra en udsendelse fortæller sin livshistorie til sin sidemand i flyet. Det er en gribende og barsk fortælling om vold og omsorgssvigt, men også en fortælling med et spirende håb.

Debut: 
2010
Land: 
Danmark
Bøger

Se også