Uddrag fra ”Noget for noget”

Jytte Svendløv ringede på først. Det gjorde hun altid, selv om det vel egentlig var overflødigt, men hun ville gerne være på den sikre side. Hun trak vejret dybt ind og ringede én gang til, før hun lagde øret mod den flaskegrønne dør og lyttede. Da hun havde talt til tyve, stak hun nøglen i låsen. Hun standsede brat. Nu var der altså en lyd. En dæmpet staccato-gnækken fra døren lige til venstre for hende. Et øjeblik mærkede hun et sug i mellemgulvet af panik, men så kom hun i tanker om marsvinet. Det var sikkert inde på drengens værelse. Hun åbnede døren og kiggede rundt i det lille kammer, hvor legetøjet stod pænt opmarcheret på hylderne, langs fodpanelerne og i vindueskarmen. En kraftig lugt af urin, blandet med savsmuld og en ubestemmelig, museagtig aroma, slog imod hende, og hun gik direkte over til vinduet og slog det på vid gab. Marsvinets gnækken blev højere og gik over i nogle langstrakte, gennemtrængende pibelyde, nu hvor både mad og opmærksomhed var inden for rækkevidde. Jytte gik over til buret, der stod på hjørnet af et skrivebord. Avisen i burets bund var tydeligvis gennemblødt, og der var hverken mere hø eller foderpiller. Hun stod lidt og så ned på dyret og kom nu også i tanker om dets navn. Kludder. Sært navn til et marsvin. Måske var det opkaldt efter Klavs Kludder ... Men hvor stor var chancen for, at en moderne femårig ville opkalde sit kæledyr efter en gammel tegneseriefigur? Måske var det bare et vrøvlenavn. "Hej, Kludder. Er du sulten?" Jytte rakte hånden ned i buret og lod glide ind under marsvinets tætte, blanke krop. Kludder kiggede på hende med sine sorte perleøjne og holdt op med at pibe. Hun kunne mærke dyrets hurtige hjerteslag ind mod sit bryst, mens hun forsigtigt kiggede sig omkring i resten af den fireværelsers. Det var denne del af arbejdet, hun bedst kunne lide; den allerførste rundtur i en fremmed lejlighed. De næste fjorten dage ville hun være det eneste menneske, som kom her. Fjorten dage var rigeligt til en grundig gennemgang, så hun kunne tillade sig at tage det roligt. Hun havde også tid nok. I denne uge havde hun kun to andre lejligheder at passe, og der var ingen kæledyr, bare blomster. Desuden havde hun været begge steder flere gange før, så der var ikke meget nyt at komme efter. "Nåh, Kludder, nu skal du snart få lidt at spise…" Trods det overskyede vejr virkede lejligheden varm og indelukket. I opholdsstuen stod en glemt blomsterbuket på sofabordet, og duften af døende liljer blandede sig med den skarpe lugt af dyrehandel, der bølgede ud fra børneværelset. Jyttes ansigt fortrak sig i en grimasse. Hun åbnede endnu et par vinduer, så der kom gennemtræk i de overfyldte rum. Egentlig var det en pæn lejlighed. Ikke så stor som den, Jytte og Bjarne boede i, men der var da to stuer mod gaden og et dejligt soveværelse, et kammer og et lille spisekøkken mod gården. Rigeligt med plads til tre mennesker, skulle man tro. Men Mette og hendes mand havde stablet begge stuer til, så der næsten ikke var noget gulvplads tilbage. I stuen med liljerne var spisebord, sofa og tre store lænestole mast sammen, og de to af væggene var dækket med bøger fra gulv til loft. I rummet ved siden af stod der to arbejdsborde med en computer på hvert. Der var en printer og en lille kopimaskine på et bord i det ene hjørne, og langs alle vægge var der reoler med papirbunker, gamle tidsskrifter og ringbind. Og flere bøger. Hvad skulle de dog med alle de bøger? Jytte vandrede ud i køkkenet. Her var pænt og rent; et hurtigt tjek afslørede, at der ikke en gang på krydderiglassenes låg var fedtet støv som hos så mange andre, hun kunne nævne. En seddel på bordpladen hilste hende velkommen og opfordrede hende til at tage sig en kop kaffe, hvis hun havde lyst. Jytte var ikke den, der sagde nej til en gratis forfriskning, så hun tændte for elkedlen og fandt pulverkaffe og en kop frem. Det aftalte beløb lå i en kuvert ved siden af sedlen. Der var faste priser: Tohundrede pr. uge, når der var kæledyr, og det halve, hvis det kun var posten og blomsterne, hun skulle tage sig af. Mette havde lagt en ekstra hundredekroneseddel. Til uforudsete udgifter, som hun skrev. Hun havde tegnet sig selv og sin mand og deres dreng som en lille pindefamilie under nogle palmer. De vinkede alle tre og smilede. Jytte krøllede sedlen sammen. "Skal vi finde noget mad, Kludder? Skal vi det?" Jytte satte Kludder ned i køkkenvasken og lagde en gulerod ned til ham, før hun slæbte buret ud i køkkenet. Hun proppede de gennemsølede aviser ned i en affaldspose, bandt den til og stillede den ud ved hoveddøren. Mette havde lagt rene aviser frem ved siden af poserne med savsmuld og hø, og Jytte fik hurtigt ordnet buret, fyldt vandautomaten og hældt foderpiller i skålen. "Så, nu skal du op i dit bur igen. Det var fint, ja ..." Da buret stod på sin plads igen, smed Jytte liljerne i endnu en affaldspose, vaskede vasen af og tørrede omhyggeligt den stærktfarvede, klæbende pollen op fra sofabordet. Med et selvtilfreds suk lod hun sig dumpe ned i den største af lænestolene med sin kaffekop og tændte en Look Light. Hun havde taget næsten femten kilo på, og nederdelen strammede. Hun lettede bagen og trak lidt op i skørtet. Jytte Svendløv så ældre ud, end hun selv troede, og de nærmest auberginefarvede permanentkrøller gjorde ikke ligefrem underværker for hendes 57-årige teint. Hun gik aldrig med håndtaske, når hun var på sine runder. Nøgleknipperne lå sammen med cigaretetuiet og engangslighteren i en slidt, blå lærreds-mulepose med en hvid logo på siden. Posen havde hun fået i det forsikringsselskab, hvor hun havde tilbragt størstedelen af sine voksne år. Fra hun som 16-årig var blevet ansat som kontorelev, til hun 38 år senere blev fyret i forbindelse med en fusion mellem hendes firma og deres værste konkurrent. Fyringen havde gjort hende rasende. Hendes første handling var at pakke sine ting, trampe ud ad de alt for velkendte glasdøre og gå sporenstregs til lægen, som ikke turde andet end at give hende en sygemelding for de seks måneder, der udgjorde hendes opsigelsesvarsel. I den følgende tid havde raseriet ændret sig til en sydende bitterhed, som hun plejede og passede, indtil den var blevet en fast del af hverdagen derhjemme – næsten som en lidt eksotisk hobby. Sorg følte hun på intet tidspunkt. Det nærmeste, hun kunne komme en så ydmyg følelse, var en forbipasserende bekymring for, hvordan hun og Bjarne skulle klare sig uden hendes faste løn. Men hun fik da dagpenge, og da hun havde fået ideen med at passe blomster og kæledyr for ejendommens beboere, var de værste økonomiske knaster overvundet. Så godt havde hun såmænd heller ikke tjent på det kontor. Desuden havde hun en tredje indtægtskilde, som ingen andre, ikke en gang Bjarne, kendte til. Selvfølgelig vidste hun godt, at det hverken var særlig høfligt eller helt legalt at presse penge af folk, uanset hvor små beløb der var tale om. Men havde Jytte på noget tidspunkt haft tilløb til dårlig samvittighed, var følelsen hurtigt blevet kvalt. Hvis folk bare ville overholde loven og lade være med at have sære sexlyster eller nære romantiske følelser for andre end deres respektive ægtefæller, havde de jo intet at frygte. Hvis ikke … ja, så var de faktisk selv ude om det.