Angela Brink

Født: 10.05.1972
Debut: Tæsk. 2002

Jeg er født i Canada af en dansk mor. Min far er canadier af afrikansk oprindelse. Vi kom til Danmark, da jeg var fire år gammel. Jeg husker, min mor forklarede mig, at der fremover måske ikke ville være sne til jul. Og at jeg måtte tage afsked med ahorntræerne på bakken udenfor vores hus og med min bedste veninde, Mimi.

Først boede vi i Helsingør. Det var et magisk sted, for man kunne se til landet overfor, Sverige, et sted, hvor der hen under aften gik orange ild i vinduerne. Aften solstrålernes refleksion i Helsingborgs ruder satte gang i min fantasi, der var både ordløs og dobbelt-ordet, fordi jeg trods danske au pair piger havde talt engelsk indtil da.

Min far var ikke meget for Danmark. Veluddannet og ambitiøs som han var, fandt han det akademiske miljø tillukket. Hvorfor skulle han henslæbe sit liv med at løbe hovedet mod Københavns Universitets mure, når han kunne sætte sig til arbejdsbordet uden det store ståhej i Canada – eller et helt tredje sted i verden?

Hans reaktion på, at jeg efter tre års religionsvidenskabsstudier sprang fra, fordi jeg var kommet ind på Journalisthøjskolen, var følgende lakoniske meddelelse: ”Jeg ville have overvejet at komme til Danmark, den dag du fik din PhD i religionsvidenskab. Men nu ser jeg ærlig talt ingen grund til det.” Jeg stod dog fast, vel brændte mit hjerte for komparativ religionsfænomenologi, men med journalistikken var der en chance for både formidle oplevelser og få mad på bordet.

For min mor var Danmark allerede hjem. Og inden længe flyttede vi fra Sjælland til Vestjylland, hvor resten af familien Brink var. Endnu mere hjem. Mod vest. Mod havet og sandet.

Min barndom i en lille by ved marsken cirka midt mellem Esbjerg og Ribe står som en magisk tid. Det er altid sommer, min ven Jan og jeg leger ved bækken, vi jager den store gedde, og gråspurve hænger som kolibrier i luften. Min mormor laver mad, min bedstefar graver nye kartofler op og min mor kører karriere, uden jeg dog så meget som et sekund føler, at der er noget i hendes liv, der for alvor er vigtigere end mig.

For mig bliver det vigtigste dog hurtigt at finde mening. Isolere betydninger og formidle dem. Oversætte verden, dele den, tolke den. Der er en uro i mig, der skyldes, alt det jeg ser og sanser. Ordene anskueliggør fornemmelserne. Sandheden er konkret, siger man i journalistikken. Men virkeligheden er mangetydig og kan kun for alvor forstås gennem fiktionen, hvor man tager virkeligheden fra virkeligheden, bemægtiger sig den.

Jeg begyndte tidligt at skrive digte og sendte dem som 14-årig til Hvedekorn, hvor Poul Borum opfordrede mig til at blive ved med at skrive, fordi han mente, talentet var der. Siden blev jeg journalist. For som de siger i Canada: a girl’s gotta live!

Foto: Uffe Weng

Debut: 
2002
Land: 
Danmark
Bøger
Læs forfatteren

”Deres munde er sår, der skal fyldes med korn og hvid gaze”. Fra s. 47 i ”Tæsk”, Gyldendal 2002:

Gården var en gård, med en stald med mange grise. De skreg, som om de døde, når de skulle have noget at spise.
   I stuehuset var der altid stille. Johannes øver på sin violin, violinist var det, han egentlig gerne ville have været.
   - Jeg kunne have spillet i symfoniorkester, måske endda som førsteviolinist, fortæller han hver aften ved middagsbordet.
   Men nogen skulle jo overtage gården. Alle grisene skriger. De vil have mad, de vil have noget at spise.
   Johannes tager mig med i stalden. Jeg kan ikke lide lugten. Men jeg skal hjælpe, jeg skal lære og forstå, hvor maden kommer fra.
   Vi skal have hvide dragter på, hvide huer og specielle hvide gummistøvler. Jeg er ved at græde, så bange er jeg. Grisene har små spidse tænder, de er spærret inde, men de kigger på mig med deres skarpe øjne. Grisene skriger, da Johannes kører vognen med korn frem. De grise ved nok, hvad der skal ske, og de ved, hvad de vil, selvom de er bag tremmer. Stalden svimler for mig, så bange er jeg. Grisene skriger. Men så går det pludselig op for mig. Den hvide dragt, skrigene. Jeg er jo mor, jeg er en sygeplejerske. Jeg er kommet for at stoppe hullerne i grisene. Deres munde er sår, der skal fyldes med korn og hvid gaze. Grisene og jeg skal blive venner. De skal skrige, og jeg skal putte mad i deres munde. Sådan skal det være.
   En stor so smasker vellystigt ved truget. Den vender det hvide ud af øjnene, mens den gnasker kornet i sig. Den sitrer over hele kroppen og grynter saligt. Savlet løber ud af dens ene mundvig. Jeg klapper den forsigtigt på dens stride børster. Men den ænser mig ikke. Den mærker slet intet, mens den spiser, så længe der er mad i truget, er den i svinehimlen. Bag tremmer måske, men i svinehimlen. Johannes roser mig.
   - Hvor er du dygtig. En rigtig lille landmandsprinsesse, siger han og klapper mig på kinden, ligesom jeg aede soen.
   Ja. Jeg er en prinsesse, der vinker og smiler bag panserglas og armeret stål. Jeg smiler til Johannes og tænker på kæppen under sengen.
   Jeg får lov til at gå ind og vaske mig. Men lugten af svin sidder i huden. Jeg tænker på skrigene, men tør ikke synge. Tænk, hvis Johannes hører det og siger, det lyder forfærdeligt. Så hellere sidde stille, så hellere være en gris inde på mit værelse. Jeg kan ikke sige noget, men jeg ved, hvor Johannes henter kornet. Og grisene og jeg har en aftale.

Inspiration

J.M. Coetzee, Halldór Laxness, Charles Bukowski, Toni Morrison, Anaïs Nin, Gabriel García Márquez, R.M. Rilke, Vladimir Nabokov, André Brink, Bjarne Reuter, Klaus Høeck, Anton Tchékov, Colette, Suzanne Brøgger, William Shakespeare, Inger Christensen, Federico García Lorca.