En kort tekst

Fra børnebogen "Slottet uden porte". (1997)
Tre børn er på rejse i et ugæstfrit land. De går bud for Tiggeren, der tidligere har besejret Den Sorte Fyrste. Men de har ikke mødt ham i lange tider. Her er de fanget i et uvejr:

"Bare det ikke er ude med os," hviskede Knøjs.
Der lød et højt og forfærdeligt tordenskrald, som var det hele verden, der styrtede i grus, og et vældigt lyn oplyste hele himlen og den regnvåde eng med og kastede sære, skarpe skygger. I ét eneste nu opfattede de lynet, og var klar over, at det ville slå ned i dem, men i det selvsamme nu så de et højt træ, med tynde, nøgne grene, der strakte mod himlen i sort silhuet som et par hænder. Det stod rank og roligt der midt i uvejret uden at lade sig bøje af den stride blæst, og der var slet ingen susen at høre i dets grene. Børnene nåede at undre sig over, at de ikke havde set det træ før. De var sikre på, det ikke havde været der, da det sidste lyn for et øjeblik siden oplyste engen. Og stadig i det selvsamme nu så de lynet slå ned i den yderste gren, der som en lang, kroget pegefinger strakte sig trodsigt opad i uvejret.
Lynet slår altid ned i det højeste punkt.
Det gav et smæld, og en flamme slog ud fra grenen, og børnene mærkede lugten af brændt træ, inden de blændede og lammede af lyset og varmen og frygten faldt om på jorden.
Da de slog øjnene op (der var vist gået temmelig lang tid, men de vidste ikke hvor længe), var uvejret ovre, tordenskyerne forsvundet, og der faldt kun en fin støvregn. Det var stadig mørkt, for det var nat. Lidt derfra, der hvor træet havde stået, da det blev ramt af lynet, brændte et lille bål, og børnene troede, det var resterne af det lynramte træ, der nu lå der og ulmede. Men så blev de opmærksomme på to ting: Det duftede af nybagt brød, og det lød grangiveligt, som om der var en stemme, der nynnede.
Knøjs og Knampen og Bringulom kom op og nærmede sig ilden. Så standsede de med et ryk, da de så, at der sad en lang ranglet skikkelse krumbøjet ved bålet. Han havde en stor bulet hat på hovedet med et par forpjuskede fjer og sad og arrangerede en tre-fire pinde med snobrød, mens han småsang for sig selv. Så kiggede han op, og et bredt smil oplyste hele hans magre ansigt.
"Godaften, Knøjs. Godaften, Knampen. Og godaften, Bringulom."
Knøjs udstødte et glædesråb: "Det er jo dig!" Og han fór hen og kastede sig i armene på Tiggeren. For ham var det. Knøjs var lige ved at vælte sin ven, men det gjorde ikke noget. Tiggeren lo og gav Knøjs et kæmpeknus og purrede op i hans strithår.
"Hvor er det godt, du er her," sagde Knampen glad og gik også hen og satte sig ved siden af Tiggeren. "Jeg var bange for, at vi aldrig skulle se dig mere ... jeg mener ikke her i hvert fald."
Tiggeren tog Knampens hånd i sin og kyssede hende let på hånden: "Jeg er aldrig længere væk fra dig, end at jeg kan se dig, Knampen."
Knampen lagde mærke til, at ærmet på hans lasede trøje var brændt og forkullet til op over albuen. Tiggeren så, at hun kiggede på det, og han smilede, mens han suttede på sin pegefinger, som om den var øm: "Ja, det var noget af et lyn."
"Var det dig?" gispede Knampen og vidste, hun ikke behøvede noget svar.