Jeg blev født i 1964 i en lille kurdisk landsby cirka 100 km syd for hovedstaden Ankara. Fire år efter tog min far til Danmark , hvor han fik arbejde som specialarbejder på en betonfabrik i Hedehusene. Jeg kendte ham ikke ret meget. Han besøgte os hver sommer, men væk var han lige så hurtigt. Det vil sige, at jeg er vokset op hos min mor og to større søskende. Både min far og mor var analfabeter, men begge mine søskende havde sans for den gode litteratur.
Min mor brød sig ikke om, at jeg altid skrev digte og tvang hende til at høre på mine mange opdigtede historier. Ligesom mange andre kurdiske mødre i landsbyen ville hun helst have en ingeniør eller en læge ud af mig.
Da jeg startede i femte klasse, fik jeg en ny klasselærer, som også var en slags forfatter. Han skrev korte noveller til et litteraturtidsskrift og opdagede straks, at jeg i al hemmelighed skrev både noveller og digte. Han tog hånd om mig og bad mig om at læse mange af de bøger, som han havde medbragt til landsbyen. Derudover lærte han mig, hvad et digt og en novelle var.
Min far kunne ikke beslutte sig til, om vi skulle blive boende i landsbyen , flytte til Danmark eller til Ankara, hvor jeg kunne starte mellemskolen. Mens jeg ventede på den store beslutning, skrev jeg min første roman. Det var en bog, jeg skrev på næsten hver dag i et helt år, men problemet var, at ingen tog mig alvorligt. Nogle gange inviterede jeg venner hjem til os, så jeg kunne læse noget af det op for dem, men kort efter stak de af, og jeg blev beskyldt for at være mærkelig.
Ca. fire år efter besluttede min far , at vi skulle til Danmark. Jeg var 17 år gammel og havde lige udgivet min første roman på tyrkisk. Lige efter jeg var kommet til Danmark, fandt jeg ud af, at jeg kunne deltage i et danskkursus og fik hurtigt lyst til at oversætte til H.C. Andersen til tyrkisk. Med det formål startede jeg på en sprogskole og fik senere en indvandrerlæreruddannelse.
I mellemtiden var jeg blevet gift og havde udgivet min første novellesamling på dansk: ”Som en dråbe i norden”, Åløkke, 1991.Siden har jeg skrevet 13 bøger på dansk og fået tre vidunderlige børn.
Lige nu underviser jeg indvandrere og flygtninge i dansk, og holder foredrag.
Oprindelig publiceret Forfatternet Albertslund - 4. juli 2000
Som en ung forfatter i Tyrkiet skulle man absolut have en eller flere forfattere som forbillede. For eksempel da jeg rejste rundt i Ankara og forsøgte at finde et forlag til mine noveller, spurgte man ofte, om jeg var en efterfølger af Sabahattin Ali eller Sait Faik. Ligeledes hvis man var poet. Jeg må indrømme, at jeg aldrig nogensinde har været efterfølger af nogle forfattere eller poeter. På en eller anden måde var der noget godt hos mange af de tyrkiske forfattere, som jeg læste og stadigvæk læser . Men hvis jeg skal nævne to gode digtere, som stadigvæk betyder noget for mig, vil jeg med stor glæde nævne Nazim Hikmet og Can Yucel, men der er selvfølgelig mange andre, som jeg også sætter stor pris på. Det samme gælder for mine yndlingsforfattere fra Danmark. Digterne Henrik Nordbrandt og Erik Stinus er absolut to navne, vi trækker på derhjemme, når vi skal læse poesi. Men når det gælder en god roman er det blandt andet Klaus Rifbjerg, Kirsten Thorup og mange andre.
1986: IndSam´s pris: Årets indvandrerforfatter
1987: FN´s ungdomslitterære pris
1995: Nemos forfatterlegat. Dansk Forfatterforening
2002: Kommunernes Skolebiblioteksforenings Forfatterpris
2003: Drassows Legat
