Bog

Tommy og Tanne

Af (
2016
)

Anmeldelse

Tommy og Tanne af Tom Buk-Swienty

11 okt.16

Endnu en beretning om familien Dinesen fra vores formidable historiefortæller Tom Buk-Swienty. Nu med Thomas Dinesen og hans farverige kriger- og globetrotterliv i fokus.

Da Tom Buk-Swienty var midt i sine bøger om Kaptajn Dinesen, overvejede han at se nærmere på sønnen Thomas Dinesen, der blev kaldt Tommy i familien. Herved fik han adgang til en guldgrube af arkivalier i skikkelse af Thomas Dinesens omfangsrige korrespondance med familien samt hans dagbøger fra deltagelsen i 1. Verdenskrig. Det materiale er basis for nærværende beretning, der har Thomas som hovedperson med sin berømte storesøster, der blev kaldt Tanne, på sidelinjen. Buk-Swienty giver Tommy stemme, selv om han fortæller i tredje person og sine steder med det lillebitte strejf ironi. Men vi kommer alligevel utrolig tæt på hovedpersonen og hans farverige liv.

Buk-Swienty leverer igen en spændende, flot og velredigeret udgivelse med nyttige kort og fine og oplysende fotos. Der er et stamtræ over slægten og en liste over de utroligt mange medvirkende og de mange steder, der er omtalt. Bagerst er der register, billedfortegnelse og omhyggelige noter, der fortæller hvilke bøger, breve og andre arkivalier, de enkelte kapitler er baseret på, og så er der selvfølgelig en liste over anvendt litteratur. På den liste optræder naturligvis Thomas Dinesens egen ’No Mans land’, og fordi jeg har læst og anmeldt den, kendte jeg historien om hans deltagelse i 1. Verdenskrig.

Buk-Swienty mener, Dinesen giver krigsoplevelserne en del mere glamour i sin egen bog end i de dagbøger, der anvendes i nærværende bog. Der er ellers en del beskrivelser i Tommys bog af, hvordan han kun føler livets værdi, når døden er tæt på og faren størst. Han nedlægger, i sine egne beskrivelser, uden tøven fjenden, så han ser en tyk tysker knække sammen som kronhjort, fældet med en enkelt kugle. Livet i skyttegravene er hårdt, stinkende og så slemt, at de visse morgener finder ud af, at de har tilbragt natten sammen med en del halvt opløste lig.

Det har ikke været helt nemt for den forkælede overklassedreng at dumpe ned i dette liv, men det der betød noget for ham var at kunne gå i farfars og fars fodspor. Slægtens ære vejede tungt. Kærester manglede der ikke. "Breaking news" i denne bog er Tommys hede affære med en gift engelsk kvinde, da han er på officersskole i slutningen af krigen. Han gav den gas med piger og sjov ved ankomsten til Amerika, hvor han ledte efter et sted at melde sig frivilligt.

En spændende historie, også selv om man kender til den i forvejen. Thomas Dinesen var en god fortæller, og det er Buk-Swienty i den grad også.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
52652278
ISBN
9788702179101
Antal sider
480

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer