Bog

Solen skinner aldrig på en go-go-bar

Af (
2014
)

Anmeldelse

Solen skinner aldrig på en go-go-bar af Henrik List

03 feb.14

Thailand og landets enorme sexturisme er omdrejningspunktet for denne hårdkogte, rå, satiriske og interessante roman om mænd i krise og medier på evig jagt efter den gode historie.

Den berømte ældre danske kunstner William Flemming, som i årevis har boet i luksus i Thailand, skal udstille på Statens Museum for Kunst. Hans nye kunstværker består af Gauguin-inspirerede fotos af halvnøgne thaipiger, men da der begynder at opstå rygter om, at de fotograferede piger både er mindreårige og er blevet udnyttet seksuelt, eksploderer ”sexskandalen” i de danske medier. Flemming er tilsyneladende gået under jorden, så fra ham kan de hungrende læsere ikke få nogen forklaring.

Den unge, ambitiøse journalist Rune Lütken sendes til Thailand for at opspore den forsvundne kunster, og ung og uerfaren som han er, skal han nu prøve at finde spor og fodfæste i den syndige badeby Pattaya. I Pattaya bor endnu en dansk journalist, Bob Larsson, som ligeledes på freelance-basis skriver for den samme avis som Rune, men han har den fordel, at han efter mange år i Thailand kender miljøerne og byen. Begge journalister bliver nu uafhængigt af hinanden inddraget i et dødsensfarligt spil centreret omkring den korrupte politimajor Khun Manot, der har sin helt egen dagsorden.

Der er ingen tvivl om, at forfatteren har været meget ambitiøs med sit projekt, men blandingen af roman og ”rejsebog” fungerer ikke rigtigt. Plottet er egentlig ganske udmærket, men det virker, som om forfatteren undervejs mister overblikket, og romanen ender med at fremstå som underligt uafsluttet. Til gengæld er beskrivelsen af Pattaya og de forskellige miljøer fremragende og ganske interessant læsning. Sproget er malerisk, svulstigt og særdeles fortættet, og man fornemmer i den grad, at forfatteren har sin research og baggrundsviden i orden.

Henrik List har nogle ret så provokerende og idylliserede holdninger til prostitution, som blandt andet er kommet til udtryk i interviews i dagspressen, og disse holdninger gennemsyrer i den grad beskrivelserne af prostitutionsmiljøet i bogen. Selvom man sagtens kan være uenig med manden, så fratager det ikke hans beskrivelser ægthed og autentisk troværdighed. Romanlæseren vil føle sig snydt, men læser man bogen som en intens og anderledes rejsebeskrivelse (på linje med hans Scener fra Sunset Boulevard) bliver man godt underholdt.

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Faustnummer
50919277
ISBN
9788711393888
Antal sider
328

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer