Bog

It is not the end of the world

Af (
2019
)

Anmeldelse

It is not the end of the world af Peter Adolphsen

13 dec.19

Peter Adolphsen er det perfekte valg til at forfatte kataloget, der akkompagnerede SUPERFLEX’s udstilling ’It is not the end of the world’.

Kunstnergruppen SUPERFLEX gør en ære i at udfordre kunstnerens rolle i samfundet, ligesom Peter Adolphsen bruger litteraturen til at udfordre vores måde at være mennesker i verden på. Udstillingen kunne ses fra marts til og med november 2019 på udstillingsstedet Cisterne. Temaerne for udstillingen, og derved også kataloget, er højaktuelle: klimaforandringerne og vores forhold til naturen. Teksterne i kataloget er skrevet til menneskeheden set fra Jordens perspektiv.

Udstillingen sætter en scene, hvor en oversvømmelse har fundet sted, og forfaldet er i gang. Publikum støder derfor på levn fra en fjern fortid: vores egen nutid. Via billederne i kataloget bliver fornemmelsen af de grotte-lignende rum og meget fugtige klima i Cisternerne videregivet til de læsere, der ikke selv har været der. Et af billederne viser et delvist oversvømmet landskab af toiletter. I stedet for at være brugbare, er de blevet til en skulpturel form - ikke ulig det tidligere vandreservoir, som Cisternerne under Søndermarken er.

I kataloget giver Peter Adolphsen jordkloden en stemme, hvormed den kommenterer på, hvilken situation det er, menneskene står i nu. Jorden gør sig morsomheder over, hvor skrøbeligt et dyr mennesket egentlig er, men mennesket må også indse deres magt og evne til at ødelægge. Jorden bliver også nostalgisk og mindes de gamle dage med kun ét kontinent og masser af vand. På den måde er Adolphsens hovedperson en slags litterær fætter til de to have i Siri Ranva Hjelm Jacobsens Havbrevene fra 2019.

At bruge Adolphsen til at forfatte udstillingskataloget er et interessant valg. Hans litterære bagkatalog understøtter de tydelige sci-fi-elementer, SUPERFLEX har brugt for at skabe et surrealistisk, men ikke så virkelighedsfjernt, scenarie, hvor klimaforandringerne har ændret samfundet drastisk. Peter Adolphsen har i mange af sine romaner taget fat på de filosofiske temaer omkring, hvordan vi gennem handlinger i fortiden påvirker nutiden og fremtiden. Derfor lægger hans stil sig godt op ad udstillingens temaer: klimakrisen, og menneskets fremmedgørelse fra naturen.

At kalde udstillingen ’It is not the end of world’ er typisk den måde, SUPERFLEX bruger sarkasme og humor til at italesætte store samfundsproblemer. For er det ment alvorligt eller er det ironisk? Hvad er enden på verdenen egentlig? Hvis man tager titlen alvorligt, er enden på verden måske ”bare” lidt våde fødder. Men hvis titlen er ment sarkastisk, er det et udsagn, der kommer fra mennesker, der ignorer problemerne. Og det er langt mere alvorligt.

De fremtidige klimaændringer bliver muligvis enden på verden. Men måske bliver det kun en ende på os mennesker, men ikke på verden i sig selv. Sidste påstand vil være i tråd med Adolphsens hovedperson, jordkloden, der selvsikkert tror på sin egen overlevelse.

Som følgesvend til billederne fra udstillingen, står teksterne i kataloget på engelsk som citater eller udsagn fra jordkloden. Bagerst i hæftet er de gengivet på dansk, ligesom der foreligger en epilog både på dansk og engelsk.

Bogdetaljer

Forlag
Forlaget Cisternerne
Graphic
Fotos af udstillingen i Cisternerne af Torben Eskerod.
Antal sider
77

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer