Ilden vækker ingen

Anderledes og spændende roman fra Letland om skyld og skam serveret som magisk realisme.

"Sikke et liv" - sådan sukker historiens hovedperson Florence og fortsætter: "Hvis der var nogen, der placerede det i en drejebog, var der ingen, der ville tro på det, de ville kalde et påhit". En gammel brændehugger har lige fortalt Florence en sær historie, som lyder for utrolig til at være helt sand. Han svarer hende: "Nå ja, men de der drejebøger er jo sådan, fordi livet er sådan, ikke omvendt.".

Florences eget liv er præcis sådan – en drejebog, eller forfatterens påhit, men samtidig er historien genkendelig og troværdig. Sære historier fabulerer sig ind i hinanden og både drager og forvirrer læseren.

Underlægningsmusikken i den unge Florences liv spiller i dyb mol. Broren Mareus, som hun er tæt knyttet til, forlader hende for at forfølge kærligheden. Tilbage sidder hun med en syg mor, der ved sin død efterlader Florence med en nagende sorg og en dyb ensomhed.

Før alt dette havde Florence en kæreste, hendes første, som sprang ud fra en bro tæt på hendes hjem. Begivenhederne omkring dette selvmord er slørede og bliver aldrig konkrete. Men så møder Florence den døde kærestes bror. Han er slet ikke som sin bror, men han er der, og Florence gifter sig med ham. Deres forhold rummer kun misbrug, vold, skam og ingen kærlighed. I alt dette taber Florence sig selv. Hun bliver helt enkelt væk for sig selv. Og for læseren.

Historien om Florence er speciel og mærkelig. Læseren fastholdes og lokkes frem af et smukt lyrisk sprog, der driller og kildrer. Flere gange undervejs, mens jeg navigerede mellem virkelighed og drejebog, måtte jeg simpelthen stoppe op og smage på ordene.

Historien tror jeg aldrig, jeg fik styr på, men billeder flimrede for mine øjne, og følelser blev vækket. Jeg nød også historiens tidløse stemning og forestillingen om, at der ingen grænser er mellem her og der, fortid og fremtid for alt griber ind i hinanden.

"Ilden vækker ingen" er en roman, der smager. Den vil blive nydt og uendelig langsomt fordøjet af den læser, der elsker ord og fabulerende magisk realisme. Historien er svær at redegøre for. Den bliver personlig og lagrer sig dybt og tungt.