Bog

Dødsshowet

Af (
2013
)

Anmeldelse

Dødsshowet af Chris Carter

10 dec.13

Hvordan frygter almindelige mennesker at dø? Og hvor meget grum glæde kan en andens tortur og død fylde hos helt almindelige borgere i alle aldersgrupper? Carter har gjort det igen.

Robert Hunter er atter på arbejde i den seneste krimi fra den brasilianske psykolog og forfatter Chris Carter. Med udgangspunkt i sin egen viden om seriemordere og psykologi inddrager Carter læseren i en fortælling om spænding, drabelig kreativitet og ikke mindst om den ondskab, som vi alle besidder. I hans seneste roman ’Dødsshowet’ bliver denne ondskab særlig eksponeret i forhold til den seriemorder, der her er på færde.

Hunter modtager en anonym opringning og bliver af stemmen i røret guidet ind på en internetside. Her giver den kommende morder ham et valg: Skal ofret på skærmen dø ved enten ild eller vand? Robert vælger, men lige fra dét øjeblik har morderen fat i ham og styrer med både køligt overblik og skræmmende indsigt og timing alt, hvad Hunter siden kommer ud for. Dødsshowet bliver ved de følgende mord gjort offentligt, og her bliver det borgerne rundt omkring i byen, der er med til at afgøre, hvorledes ofrene skal dø.

Bogen er medrivende, modbydelig og mægtig spændende, og man sidder som læser og krummer tæer over den grusomhed, som Carter får skrevet frem. Plottet er snedigt bygget op, og som tidligere læser af ham ved man, at morderen bliver forholdsvis hurtigt inddraget som en bikarakter i fortællingen, men det er helt umuligt at gætte, hvorledes historien er skruet sammen, før det går op for Hunter selv. Personligt er det de mange psykologiske tvist og observationer, der gør læsningen spændende for mig, den menneskelige psyke er virkelig fascinerende. På den måde synes jeg, at Carter er værd at læse i forhold til en både fiktiv men også faktisk beskrivelse af og introduktion den menneskelige adfærd. Det er beskrivelsen af de begivenheder, der kan kaste os ud over kanten af normal opførsel og ændre os til at blive et symbol på noget af det, et menneske kan frygte allermest, der holder læseren bundet fast til fortællingens helt eget show.

Bogdetaljer

Forlag
Jentas
Oversætter
Per Vadmand
Faustnummer
50814475
ISBN
9788776773052
Antal sider
393

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer