Bog

Designeren Arne Jacobsen

Af (
2023
)

Anmeldelse

Designeren Arne Jacobsen

12 dec.23

Smuk og ambitiøs bog om en af de mest succesfulde møbeldesignere og bygningsarkitekter i det 20. århundrede. 

Bogen har fokus på Arne Jacobsens møbeldesign og tekstiler og giver en spændende gennemgang af årtiers design og hans evne til at skabe objekter, der er både funktionelle og æstetiske. Det er en flot og inviterende udgivelse, der indeholder de imponerende beviser på Arne Jacobsens utallige tidløse designs, hvad enten det gælder møbler eller andet interiør. Hans designs er elegante og klassiske, brugbare og enkle, og hovedparten af dem kunne erhverves af en stor del af befolkningen, da de blev sat i produktion. Både møbler og andre genstande fremstod og fremstår med en stringent udtryk, som er udarbejdet gennem mange velovervejede tanker og detaljer.

Arne Jacobsen var udstyret med en evne til at fornemme, hvad markedet havde brug for. For ham var det vigtigste, at design var funktionelt. Om sit design Cylinda-Line sagde han: ”Det her er en isspand, men derhjemme bruger vi den som suppeterrin, idet vi spiser mere suppe end drikker spiritus”. Hans design vekslede mellem funktionalisme, "Form Follows Function" i tidens ånd, og mere ekspressive former.

Arne Jacobsen blev født i 1902 og havde ingen søskende. Han var et ret livligt barn, så han blev sendt på kostskole i Nærum fra 5. klasse, hvor han første gang mødte brødrene Flemming og Mogens Lassen. Arne Jacobsen var ikke boglig stærk, men han var til gengæld særdeles kreativ og rastløs. Han blev uddannet på Arkitektskolen og tog kurser på teknisk skole, hvilket betød, at han blandt andet var ude for at arbejde som murer i Tyskland. Han arbejdede desuden på forskellige tegnestuer. Senere etablerede han sin egen tegnestue, inden han under krigen måtte flygte til Sverige.

Arne Jacobsen arbejdede med tre hovedemner hele livet: design, arkitektur og tekstil. Sammen med Flemming Lassen tegnede han udstillingshuset "Fremtidens Hus" i 1929, der var inspireret af Bauhaus-skolen i Tyskland og den franske arkitekt Le Corbusier, og han var med til at bringe de modernistiske strømninger til Danmark. Sammen med Erik Møller designede han Aarhus’ ikoniske rådhus med inventar samt flere andre betydningsfulde bygninger.

Efter sin tid i Sverige begyndte Arne Jacobsen at arbejde sammen med sin kæreste Jonna Jacobsen, og sammen skabte de en bred kollektion af tekstilmønstre. Desuden står han bag interiør som for eksempel lamper, armaturer og bestik. Til Nationalbanken designede Arne Jacobsen desuden uret, der fik navnet "Bankers Clock". En stor del af Arne Jacobsens mange designs har for længst opnået international klassikerstatus.

Arne Jacobsen banede vejen gennem det danske design- og arkitekturlandskab i mere end 50 år, og han har efterladt sig utrolig mange spor indenfor arkitekturen og i brugsgenstande. Han er til stadighed en kilde til inspiration for moderne designere over hele verden.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
137269953
ISBN
9788702300093
Antal sider
296

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer