Bog

Den åndløse dansker

Af (
2011
)

Anmeldelse

Den åndløse dansker af Sørine Gotfredsen

23 jan.12

Journalister, præster, politikere, sportsfolk og børnefamilier  -  alle dømmes åndløse i Sørine Godfredsens nye debatbog.

I  'Den åndløse dansker' stiller Sørine Gotfredsen spørgsmålet ”er danskerne i færd med at udvikle sig til et åndløst folk?”. Dette spørgsmål besvarer hun selv med et højt og rungende JA i otte kapitler, hvor alt lige fra studieværter, journalister, politikere, komikere, præster og børnefamilier kommer under kniven. Ja, faktisk bliver vi alle vejet på Sørine Gotfredsens vægt, og alle bliver vi fundet for lette.

Ifølge Gotfredsen er denne bog ”et forsøg på at genopdage danskernes skyld, pligt og ansvar gennem beskrivelsen af nogle af de fænomener, der præger os hver eneste dag”. Hun mener nemlig at vi er omgivet af farlige kræfter, der hver dag truer vores åndelighed. Det være sig dominansen fra åndløst fjernsyn, mentalt flygtige journalister samt en ”kærligheds-egoisme” i de danske børnefamilier.

”Den af jer, som er uden synd, lad ham være den første der kaster sten…”  Sådan siger Jesus i Bibelen, og det er et citat der mange gang undervejs i læsningen af 'Den åndløse dansker' er faldet mig i hu. Sørine Gotfredsen kaster, med lind hånd, sten ud over hele Danmarks befolkning - lige fra kendte studieværter til børnefamilier. Mit spørgsmål er nu, hvorfor forfatteren føler sig berettiget til at dømme andre så hårdt? Hvorfor er Gotfredsen så åndfuld, at hun kan dømme alle andre åndløse? Det får man aldrig svar på i bogen, og det er efter min mening en stor mangel.

Men måske er det bare fordi jeg selv er så åndløs? Jeg er jo både en mor, der elsker sit barn meget højt, alt imens jeg griner af moderne dansk comedy, og jeg ser endog det åndeligt nedbrydende program x-factor – endda med stor fornøjelse!?

'Den åndløse dansker' har, af gode grunde, sat sindene i kog hos mange og skabt en livlig debat. Hvis man har lyst til at blive provokeret og få sat nogle tanker i gang, vil jeg anbefale denne bog. Selv er jeg i hvert fald blevet meget provokeret, og jeg håber det er forfatterens mål med bogen – for ellers er der bare tale om et par hundrede siders elitær selvforherligelse.

Sørine Gotfredsen er præst, journalist of forfatter. Desuden er hun en flittig samfundsdebattør. Hun har bl.a. arbejdet på Ekstra Bladet, været sportsjournalist på bladet Aktuelt og er hun er en hyppig deltager i DR2´s ”Smagsdommerne”.

Bogdetaljer

Forlag
Kristeligt Dagblad
Faustnummer
28920997
Graphic
Harvey Macaulay, Imperiet
ISBN
9788774670759
Antal sider
230

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer