Bog

Bartenderens grundbog : historien, opskrifter, tips & tricks

Af (
2015
)

Anmeldelse

Bartenderens grundbog : historien, opskrifter, tips & tricks af Hasse Bank Johansen

11 jan.20

Dette er ikke kun en bog om lækre cocktails, grej og mad, men en utroligt eksklusiv og gennemført bog, der er fyldt med klasse og oser af lækkerhed.

St. Pauls Apothek er en cocktail- og madbar, der ligger på Jægergårdsgade i Aarhus. Indehaveren er Hasse Bank Johansen, der sammen med sin makker og restaurantchef Tue Lindholt Rasmussen har begået denne smukke bog, som både indeholder historie, opskrifter og tips & tricks.

Bogen er ikke en facitliste, men en kreativ inspiration til dem, der gerne vil lave velsmagende cocktails derhjemme. Den er heller ikke elitær, men der er ingen tvivl om, at forfatterne er særdeles kvalitetsbevidste og meget ambitiøse.

Forfatterne fortæller om historien bag cocktails, som har eksisteret i over 200 år. Hvordan cocktails hænger sammen med venner og fest og startede med at blive blandet i baljer i 1732 i Pennsylvania i klubben "The Schuylkill Fishing Company". Næste afsnit handler om hjemmebaren. Hvad man bør have i sin basisbar, i en udvidet bar og om hjemmebaren "sidste hul i livremmen" med alle de eksklusive ingredienser, der udgør toppen af kransekagen. Og så er det bare at gå i gang.

For en der er vild med gin, ligesom mig, er det især cocktails som "Apoteker-lemonade" med hjemmelavet Oolong-te, og "Phil’s Collins", der er en nordisk twist af den klassiske cocktail Tom Collins, hvor citronen i denne er skiftet ud med "Nordens citroner", havtorn. Også drinken "Millionaire", som er en millionærcocktail serveret for rige berømtheder, er helt fantastisk. Udover skønne cocktails er der bagerst i bogen opskrifter til at lave det særlige tilbehør selv, men også noget om, hvilken slags mad der passer til de forskellige cocktails.

Bogen er virkelig indbydende og giver masser af idéer. De fotografiske illustrationer er så flotte, at man er solgt ved første øjekast. Fotografierne er i smukt samspil med teksten, og de særdeles appetitlige helsidesfotos gengiver atmosfæren i hver eneste cocktail. Der er lagt vægt på kvalitet og forberedelse. Det er en bog, man burde have nogle stykker af på lager, så man altid har en, man kan give væk.

Bogdetaljer

Forlag
Turbine
Faustnummer
51704436
ISBN
9788740601879
Antal sider
163

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer