Bog

386

Af (
2023
)

Anmeldelse

386

21 aug.23

Psykologisk trekantsdrama om tilværelsens skrøbelighed og om, hvor godt man kender sine nærmeste, når det kommer til stykket.

I dette sitrende hverdagsdrama trænger fortiden sig på og slår sprækker i et på overfladen veletableret parforhold. '386' lægger sig i forlængelse af Kamilla Hega Holsts øvrige romaner med temaer om identitet, relationer, familie, kærlighed og begær, hvor det, man tager for givet, sættes under pres og tvinger karaktererne til at konfrontere sig med ubevidste sider af sig selv og andre. Ligesom i Hega Holsts foregående roman Rud er der også her en gåde, som skal løses i form af en række talkoder, som ved første øjekast ikke giver mening, men som rummer nøglen til at forstå sagens kerne.

Mai på 32 år og hendes kæreste Johan lever en veletableret tilværelse på en god adresse på Frederiksberg. Johan driver sit eget firma med succes, mens Mai holder sig i gang med små håndværksmæssige opgaver i hjemmet. De har været sammen i 15 år, og næste fase i forholdet er børn, som dog lader vente på sig til lige dele lettelse og skuffelse for Mai. Det lyder som en næsten misundelsesværdig tilværelse, men samtidig aner man en forstillelse mellem parret.

Mai føler sig rastløs i den trivielle hverdag uden nogen omgangskreds, så da Daniel, en gammel ven af Johan, kontakter Johan efter mange års tavshed, er Mai ikke sen til at gribe chancen for at bryde hverdagens monotoni. Daniel har arbejdet på en ph.d. i udlandet og er i Danmark for at begrave sin far. Mai har aldrig mødt Daniel, og da hun hører, at han var kæreste med Johans tvillingesøster, som begik selvmord som ung, trigges nysgerrigheden efter at komme tættere på at forstå Johan, og hun lægger pres på ham for at genoptage kontakten.

Da Daniel gør sin entre, drages Mai hurtigt af hans afslappede og frigjorde tilgang til livet, som står i kontrast til Johans kontrollerede og afdæmpede væsen. Daniel bringer et frisk pust ind i hjemmet og rusker op i Mai, så hun er ikke sen til at invitere ham til at bo hos dem i længere tid, mens han færdiggør sin ph.d. Johan derimod virker mildest talt beklemt ved at have sin gamle ven indenfor dørene, og han begynder langsomt at ændre adfærd, mens Mai jævnligt finder underlige talkoder skriblet ned på en blok i hjemmet. Støt men sikkert ændres dynamikken mellem de tre og får gamle undertrykte følelser og frustrationer til at søge mod overfladen.

Romanens sprog og stemning underbygges overbevisende af Mai, som har ADHD med i bagagen. Hun er meget observant og tager alle indtryk ind. Hun må desuden lægge bånd på sig selv for ikke at give efter for sine impulser. Mai er en gennemført og interessant karakter med al hendes usikkerhed, mens Johan og Daniel forbliver mere hemmelighedsfulde. Der løber en sitrende stemning gennem dette menage a trois, hvor dramaet skal findes i det alt det, der undertrykkes og ikke bliver sagt. '386' er en langsom pageturner, som med fordel kunne have været lidt kortere, men formår at holde sin læser limet fast til siderne.

Bogdetaljer

Forlag
Politiken
Faustnummer
136695959
ISBN
9788740081169
Antal sider
449

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer