Blog
Om inspiration og misundelse
Forfatterambassadør Signe Pallisgaard sætter ord på sine følelser i forhold til sin skriveproces:
"Yes it makes me righteous, yes it makes me feel whole/Yes it makes me mellow down in to my soul" synger Van Morrison og jeg ved præcis, hvad han taler om. Han taler om at læse.
Jeg elsker at læse. Elsker når ordene synker helt til bunds i mig og hvirvler noget ægte frem, der bobler og bruser op mod overfladen. Jeg elsker, helt oprigtigt elsker, når en helt bestemt sammensætning af ord, et helt fantastisk billede, får hårene til at rejse sig på mine arme, får tårerne frem i mine øjne, får mig til at tabe pusten og se alting klart. Når et stykke litteratur rammer mine blødeste punkter og får mine tanker til at falde på plads som brikkerne i et kollosalt puslespil, ja, så synes jeg, at verden er det smukkeste og mest vidunderlige sted at være.
Den følelse er i virkeligheden den egentlige grund til, at jeg selv skriver. Jagten på den følelse. Længslen efter den følelse. Ærefrygten. Ja, jeg skriver sgu en del på ærefrygt, så er det sagt. Det er samtidig den vægtigste grund til, at det er så forbandet svært at skrive, så skræmmende vigtigt. Når jeg læser og genlæser alle de forfattere jeg elsker, alle de værker og tekster, der ligger som en massiv rand af flagskibe rundt om den lille ø, der er mig, ja, undskyld for de tætpakkede og fuldstændig håbløse metaforer, siger jeg, og bliver ved, for de lyser, de lyser som rækker af fyrtårne langs en forreven kyst, ja, så er det med blandede følelser, jeg sætter pennen mod papiret.
Som det forholder sig med de fleste ting, der består af følelser, er det dobbeltsidet. På den ene side, er det selve drivkraften bag det at skrive at se op til noget. Skrive sig op mod noget, hen mod noget (også selvom det er uopnåeligt og man ikke gør sig den mindste forhåbning om nogensinde at nå sine forbilleder til sokkeholderne) Men omvendt er det også en kilde til et ubeskriveligt mindreværd. En dyb misundelse over ikke at være født med de gaver, ikke have et sprog, der slår gnister.
Når alt kommer til alt, gælder det vel om at finde lige præcis det sted midt på vippen, hvor man hverken bankes i jorden eller stryger til himmelen. Det gælder vel om at dyrke det lille stykke jord, man har fået tildelt, så godt og fint som muligt. For hvad kan man ellers gøre?
Forfatterambassadør Signe Pallisgaard sætter ord på sine følelser i forhold til sin skriveproces:
"Yes it makes me righteous, yes it makes me feel whole/Yes it makes me mellow down in to my soul" synger Van Morrison og jeg ved præcis, hvad han taler om. Han taler om at læse.
Jeg elsker at læse. Elsker når ordene synker helt til bunds i mig og hvirvler noget ægte frem, der bobler og bruser op mod overfladen. Jeg elsker, helt oprigtigt elsker, når en helt bestemt sammensætning af ord, et helt fantastisk billede, får hårene til at rejse sig på mine arme, får tårerne frem i mine øjne, får mig til at tabe pusten og se alting klart. Når et stykke litteratur rammer mine blødeste punkter og får mine tanker til at falde på plads som brikkerne i et kollosalt puslespil, ja, så synes jeg, at verden er det smukkeste og mest vidunderlige sted at være.
Den følelse er i virkeligheden den egentlige grund til, at jeg selv skriver. Jagten på den følelse. Længslen efter den følelse. Ærefrygten. Ja, jeg skriver sgu en del på ærefrygt, så er det sagt. Det er samtidig den vægtigste grund til, at det er så forbandet svært at skrive, så skræmmende vigtigt. Når jeg læser og genlæser alle de forfattere jeg elsker, alle de værker og tekster, der ligger som en massiv rand af flagskibe rundt om den lille ø, der er mig, ja, undskyld for de tætpakkede og fuldstændig håbløse metaforer, siger jeg, og bliver ved, for de lyser, de lyser som rækker af fyrtårne langs en forreven kyst, ja, så er det med blandede følelser, jeg sætter pennen mod papiret.
Som det forholder sig med de fleste ting, der består af følelser, er det dobbeltsidet. På den ene side, er det selve drivkraften bag det at skrive at se op til noget. Skrive sig op mod noget, hen mod noget (også selvom det er uopnåeligt og man ikke gør sig den mindste forhåbning om nogensinde at nå sine forbilleder til sokkeholderne) Men omvendt er det også en kilde til et ubeskriveligt mindreværd. En dyb misundelse over ikke at være født med de gaver, ikke have et sprog, der slår gnister.
Når alt kommer til alt, gælder det vel om at finde lige præcis det sted midt på vippen, hvor man hverken bankes i jorden eller stryger til himmelen. Det gælder vel om at dyrke det lille stykke jord, man har fået tildelt, så godt og fint som muligt. For hvad kan man ellers gøre?
Kommentarer