Blog
Den store ensomhed
"Men måske er litteraturen det sted, hvor man på én gang kan leve med den store ensomhed og samtidig et sted, der kan ophæve den?" skriver forfatterambassadør Signe Langtved Pallisgaard.
"I en rodet lejlighed i Oslo forstod jeg, at man på en gang forsvinder, men samtidig bliver til, når man læser. Jeg forstod, at hvis bare man er omgivet af bøger, så er man aldrig alene."
Sådan formulerer Anna, der er hovedperson i min roman Et andet sted, sin opdagelse af, hvad det skrevne ord gør ved hende. I et lysende øjeblik går det op for hende, at litteraturen tilbyder hende en helt anden verden at være i. I en tidlig alder gjorde jeg den samme opdagelse. Jeg forstod, at lige meget hvor mange mennesker, der var omkring mig, kunne jeg altid være helt alene, hvis bare jeg rettede blikket og tankerne mod en bog, (den dag i dag kan jeg læse alle steder, på en bænk i Lyngby Storcenter, på en myldrende banegård, stående i et tætpakket tog), og det gælder også omvendt, lige meget hvor alene jeg var - og er, giver bogen mig selskab.
Så længe jeg kan huske tilbage, har det at læse, holdt et eller andet diffust fra døren. Det har givet mig en indgang, en udvej, et frirum fra det, jeg af og til tænker på som "den store ensomhed".
En kær veninde er havnet i en livssituation, som blandt meget andet afkræver hende at tage livtag med den erkendelse, at vi som mennesker er grundlæggende alene. Kærlighed, familie, venskab, de stærkeste bånd, den dybeste samhørighed, intet af dette kan helt ophæve, at man, når alt kommer til alt, er helt alene. Det tvinger den store ensomhed ud i lys lue. Den store ensomhed, som for mig altid har været der, og altid vil være der. Den rammer som en slags sjælelig epilepsi uden nogen synlig forankring i virkeligheden. Det er sjældent, den viser sit ansigt, men når den gør, river den alt med sig, fylder det hele, spreder sig som sort maling i klart vand.
Selvom jeg ikke helt forstår betydningen, bliver jeg altid så ubeskrivelig berørt, når jeg hører Leonard Cohen synge "crazy has places to hide in that are deeper than any goodbye". Måske er det fordi, han her - blandt meget andet - prøver at indfange det utilgængelige sted, hvor det svære kan gemme sig. Hvor man kan gemme sig i det svære. På et tidspunkt operede min roman med titlen "Hvor ingen kan nå mig" og af og til tror jeg, at det lige præcis er det sted, hvor ingen kan nå én, at ensomheden har hjemme. Det sted i én selv, man ikke kan nå.
Men måske er litteraturen det sted, hvor man på én gang kan leve med den store ensomhed og samtidig et sted, der kan ophæve den?
Foto: Bent Fausing
"Men måske er litteraturen det sted, hvor man på én gang kan leve med den store ensomhed og samtidig et sted, der kan ophæve den?" skriver forfatterambassadør Signe Langtved Pallisgaard.
"I en rodet lejlighed i Oslo forstod jeg, at man på en gang forsvinder, men samtidig bliver til, når man læser. Jeg forstod, at hvis bare man er omgivet af bøger, så er man aldrig alene."
Sådan formulerer Anna, der er hovedperson i min roman Et andet sted, sin opdagelse af, hvad det skrevne ord gør ved hende. I et lysende øjeblik går det op for hende, at litteraturen tilbyder hende en helt anden verden at være i. I en tidlig alder gjorde jeg den samme opdagelse. Jeg forstod, at lige meget hvor mange mennesker, der var omkring mig, kunne jeg altid være helt alene, hvis bare jeg rettede blikket og tankerne mod en bog, (den dag i dag kan jeg læse alle steder, på en bænk i Lyngby Storcenter, på en myldrende banegård, stående i et tætpakket tog), og det gælder også omvendt, lige meget hvor alene jeg var - og er, giver bogen mig selskab.
Så længe jeg kan huske tilbage, har det at læse, holdt et eller andet diffust fra døren. Det har givet mig en indgang, en udvej, et frirum fra det, jeg af og til tænker på som "den store ensomhed".
En kær veninde er havnet i en livssituation, som blandt meget andet afkræver hende at tage livtag med den erkendelse, at vi som mennesker er grundlæggende alene. Kærlighed, familie, venskab, de stærkeste bånd, den dybeste samhørighed, intet af dette kan helt ophæve, at man, når alt kommer til alt, er helt alene. Det tvinger den store ensomhed ud i lys lue. Den store ensomhed, som for mig altid har været der, og altid vil være der. Den rammer som en slags sjælelig epilepsi uden nogen synlig forankring i virkeligheden. Det er sjældent, den viser sit ansigt, men når den gør, river den alt med sig, fylder det hele, spreder sig som sort maling i klart vand.
Selvom jeg ikke helt forstår betydningen, bliver jeg altid så ubeskrivelig berørt, når jeg hører Leonard Cohen synge "crazy has places to hide in that are deeper than any goodbye". Måske er det fordi, han her - blandt meget andet - prøver at indfange det utilgængelige sted, hvor det svære kan gemme sig. Hvor man kan gemme sig i det svære. På et tidspunkt operede min roman med titlen "Hvor ingen kan nå mig" og af og til tror jeg, at det lige præcis er det sted, hvor ingen kan nå én, at ensomheden har hjemme. Det sted i én selv, man ikke kan nå.
Men måske er litteraturen det sted, hvor man på én gang kan leve med den store ensomhed og samtidig et sted, der kan ophæve den?
Foto: Bent Fausing
Kommentarer