En offentlig forfatters program-erklæring

Forfatter Morten Leth Jacobsen blogger om følelserne ved at få afslag på arbejdsstipendium og om taknemmeligheden, når man får tildelt støtte.

Jeg er nu officielt en forfatter på støtten. Statsstøtten. Det blev nyligt offentliggjort, at jeg er en af årets modtagere af Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium, som giver mig næsten 300.000 kr. om året i tre år, bare til at skrive for. I alt helt præcist 855.000 kr. før skat.

Sammen med mig har 26 forfattere, billedkunstnere, filmskabere, arkitekter og andre skabende kunstnere modtaget dette prestigefyldte stipendium, og der er ikke én af os, der ikke er lykkelig, småforvirret og taknemmelig. Det tør jeg vædde med, uden at jeg for den sags skyld har spurgt de andre.

I de senere dage har jeg kunnet følge mine forfatterkollegers reaktioner på Facebook, når de har fået afslag på støtte. Jeg kender godt reaktionsmønstret og har selv gennemgået alle de samme følelser de foregående år, hvor jeg har søgt uden held.

Man bliver bitter, vred, såret, skuffet, resigneret. Endda en smule ked af det, får lyst til at droppe det der forfatterhejs og koncentrere sig om en spændende karriere som tilkaldevikar.

 De argumenter, man oftest ser, og som jeg også selv har brugt, er:

• jeg er genreforfatter. Den slags støtter de ikke.
• jeg er jyde. Den slags støtter de ikke.
• jeg kender ingen af dem i udvalget, så mig støtter de ikke.
• jeg har et postnummer højere end 2000, og så langt ude i geografien støtter de ikke
• jeg er ikke en af de fede, de andre gerne vil være nede med, så mig støtter de aldrig. Aldrig.

Jeg har siddet med de samme følelser siden jeg første gang søgte i 2009. Jeg har tænkt, hvad skal der til? Hvilke receptioner skal jeg gå til? Hvis venskaber bør jeg opsøge? Hvilke cafeer skal jeg frekventere? I hvilke tidsskrifter for litterære grænsetilfælde skal jeg skrive lærde ting?

Hvilke mannerismer og gakkede gangarter skal jeg anlægge mig, hvilken aparte påklædning/behåring/kropsdekoration? Hvor er vejledningen, hvem kan fortælle mig, hvad jeg skal gøre? Jeg har endda fremturet med en efterlysning i Information på et tidspunkt, hvor jeg var noget mavesur (over et afslag). Jeg har, kort sagt, selv været der.

Så hvorfor blev det mig i år? Mig bekendt er jeg stadig:

• Genreforfatter (på en måde)
• Jyde.
• Ikke på gud-hej-søde-fod med nogen af dem i udvalget (har ikke engang mødt nogen af dem i skrivende stund)
• Bosat i et postnummer, der starter med 8
• Uspændende familiefar med græs- og næsetrimmer

Men jeg har altså fået det treårige arbejdsstipendium alligevel.

Grunden: At min seneste roman opfattes som kvalitetslitteratur af udvalgets medlemmer, og at de tror på, at jeg kan udvikle mig i mange år fremover. Og det er virkelig alt, der skal til, og det er så uhyggeligt svært at opnå og at leve op til, og lige så svært at definere.

(I øvrigt: Forfatterbranchen er en af de få menneskelige virkeområder, hvor man kan være et nyt talent som 44-årig. De eneste andre virkeområder, hvor det gælder, er komponistfaget og kunsten at være en gammel gris.)

Pengene, basseørerne, skejserne, er i virkeligheden det mindste af det. Anerkendelsen er det, der får rødmen til at stige op i kinderne. Når forfattere som Ida Jessen, Trisse Gejl og Peter Rønnov-Jessen samtykkende siger, at ham der, han kan noget, så bliver man ydmyg. At de anerkender ens skrivetalent, at de nikker til ens tekster og siger, det her, det har potentiale, det har klasse.

Hold da op, hvor er det stort. 

Det eneste, jeg har gjort anderledes fra år til år, er at prøve at nedbryde grænserne i mit eget forfatterskab. Det er ikke nemt. Jeg har mistet læsere fra min debut og til nu, fordi jeg bevidst prøver at arbejde med grænserne for hvad en spændingsroman kan være.

Jeg forstår godt bitterheden over et afslag – jeg har selv skældt ud og været gal og desillusioneret.

Men indvendingerne mod litteraturudvalgets prioriteringer, som de sædvanligvis rulles ud, holder ikke. Jeg er selv et eksempel derpå.

Og den eneste recept, jeg kender, er at blive ved og ved og ved.

 At være tro mod sit eget projekt er noget af det, der gør allermest nas. Den troskab udløser det ene vognlæs tvivl efter det andet og måske ikke meget andet. Men det er det eneste, der virker. Tvivlen og usikkerheden er grundvilkår for en forfatter. 

Den platoniske spændingsroman

Des federe er det jo selvfølgelig, når det så lykkes, og man modtager officiel anerkendelse for sit projekt. I mit tilfælde drejer det sig om  at frem til at kunne skrive min egen idealroman; den, jeg allerhelst vil hive ned fra hylden og tage med hjem. Jeg tror ikke på, at jeg kan gøre det anderledes uden at blive en fabrik.

Min egen idealbog er som følger:

Tyk. Man kan skrive alting og hele verden ind i et haiku. Det kan man godt. Jeg elsker forfattere, der kan skrive kort og kirurgpræcist: det er skrivekunst i ordets egentlige forstand. Når man går og tænker over fire ord, en forfatter har skrevet, i dagevis efter læsningen.

Men der er også kvalitet i mængde, hvis det ellers er godt skrevet. Jeg elsker at fordybe mig i en lang, lang bog med utallige raffinementer, svinkeærinder og farver, kulører, smage, dufte. Bøger, man kan bo i og leve i. Den slags bøger, hvor man føler efter, hvor mange sider, der er tilbage, og ærgrer sig over at der ikke er flere.

Musikalsk. Der skal være musik i sproget. Rytme, klangfarve, grundtoneart, overraskende finesser og temaer, der vender tilbage vendt op og ned og forfra og bagfra. Det er derfor, jeg elsker en forfatter som Murakami, og det glæder mig, at Mette Holm, hans danske oversætter, også har fået et stipendium i år; at læse ham i hendes oversættelse er som at høre Bachs Goldbergvariationer eller Sjostakovitjs præludier og fugaer for soloklaver. Skønt at være vidne til og dybt, dybt. Med tråde trukket fra start til ende, som man kan more sig med at finde. Uden at det giver mening i en syllogistisk forstand; det er også en del af ideen, at vi skal acceptere uden at fortolke sønder og sammen. Murakami handler om den æstetiske oplevelse det er at læse; ren læsefryd med fortolkningen parkeret på en knage ude i gangen, hvor den kan hænge og skamme sig.

Spændende. Jeg har læst stakkevis af ikke-spændende, men smukt skrevne bøger, og jeg står altid af et eller andet sted mellem side 10 og slutningen. Masser af forfattere skriver rasende godt, bevares - sprogligt godt. Men jeg orker ikke læse metalitterære projekter, jeg står af på dekonstrueret postmodernistisk referencelir. Der er ingen drive i historien – hvis der da er en historie. Så ender de – måske ufortjent – i flyttekassen med Abortede Læseprojekter. I hvert fald hos mig. Der ligger mange navne der, som sikkert vil få litteraturelskere til at skælde mig ud. Der i kassen ligger Italo Calvino, Jonathan Lethem, Monica Ali, masser af store navne. Hvis de keder mig over mere end to sider, ryger de ned i kassen, og jeg tager dem aldrig op igen.

På hylden over forfattere, der har fanget mig, står JM Coetzee, Gore Vidal, Murakami, Orhan Pamuk, Auster, Thorkild Hansen, Stephen King (når han ikke splatter derudad, når han skriver som i Lisey's Story, eksempelvis), masser af underholdende og stærkt skrivende forfattere. Jeg elsker historiefortællere. Sæt dig ved siden af mig ved lejrbålet og fortæl. Forvent ikke, at jeg dejser om, fordi du mestrer kunsten at skrive på en knappenålsspids. Forvent, at jeg lukker øjnene og lader mig rive med. Så dejser jeg måske om i græsset og ser op på stjernerne, og det er det, jeg vil.

Ikke-banal. Jeg har prøvet at læse Ken Follett. Jeg afskyr det. Jeg bryder mig ikke om forfattere som Wilbur Smith og dem er nok af – jovist er de underholdende, disse herrer, men der er en underliggende strøm af konservatisme og tro på hvidt overherredømme og som et standardelement (når handlingen går lidt i stå og man ikke vil tabe læseren) sanselig og dampende erotik mellem lydefrit smukke mennesker – argh, jeg dør. Og det vil jeg foretrække frem for et liv, hvor alle bøger er skrevet af Wilbur Smith. Det er pinligt. Og det er fremfor alt tordnende banalt. Således er Dan Browns bøger, med en parafrase over Salman Rushdies mening om Rosens Navn, ikke bøger, men computerspil. Underholdende med en forstillet visdom og indsigt, som ikke er reel.

Svimlende. Tag mig op, løft mig og vis mig noget, jeg ikke har set før. Så er jeg ligeglad med, at det er løgn. Det må hellere være løgn end kedeligt. Forse non e vero, ma e ben trovato. 
Store, fede historiske romaner. Små perlende noveller med skæve vinkler på livet. Minimalisme, maksimalisme, bare det for helvede er ikke-banalt, ikke-kedeligt, ikke-fortænkt. Så er jeg på.

 Det er de idealer, jeg stræber efter at leve op til. En dag rammer jeg lige i plet.

En travl slambert

Og hvad skal jeg så på støtten? Hvorfor skal netop jeg have en røvfuld penge at muntre mig for på statens og skatteborgernes regning?

Jeg skrev mine første tre romaner, mens jeg havde fuldtidsarbejde. Ikke nok med det. Jeg havde små børn, der skulle elskes og passes, en kone med egne projekter, som også skulle elskes (begge dele), et hus og en have, der skulle holdes borte fra entropiens kløer. Og som blev det.

Midt i processen med at skrive tre romaner på fire år fik jeg også tid til at tage en masteruddannelse på universitetet, at ro en lille smule kajak og at gå ned med flaget med en omgang fuldkommen uplanlagt og udiagnosticeret type-1 diabetes som 41-årig. Og selv med det program ville de færreste beskrive mig som manisk (så vidt jeg ved). Snarere som en flegmatisk, rødvinsdrikkende, pyjamasbukseiført dovendidrik. Tænk, hvad jeg kunne udrette, hvis jeg tog mig sammen. Jeg er simpelthen en Anders Foghsk våd drøm om en iværksættertype, der okser løs og bliver ekstra bister i modgang.

Man kan med god ret spørge, om ikke jeg kan fortsætte i det gear og bare skrive nogle bøger, mens jeg arbejder, passer unger, hus, ignorerer mine hobbies og mit helbred og hvad jeg ellers plejer at få tiden til at gå med.

Jo, det kunne jeg fint gøre. For det at skrive handler for mig at se om en og kun én ting: At elske det. Elske bøger, elske at skrive. Ikke at elske at spejle sig selv og sige, der står en ægte forfatter, se bare. Men at se sig selv i øjnene og sige, du gør det, du elsker at gøre.

At udnytte et treårigt arbejdsstipendium er lige som at begynde et forfatterskab et spørgsmål om disciplin. Men det er også et spørgsmål om at forske videre i det, man er begyndt på, og som ingen – jeg selv mindst af alle – ved hvor fører hen. Det er velsignelsen ved det danske kunststøttesystem: At vi tør støtte talenter. I al beskedenhed.

Gode grunde til kulturstøtte

I Danmark støtter vi kulturen af flere grunde. For det første tror vi på, at kulturen er noget værd i sig selv. Det har selv den mest liberalistiske regering aldrig turdet pille ved. De har snarere gjort kulturen til en ideologisk kampplads for tilnærmelsesvist nationalistiske synspunkter, men det er en anden snak. Ingen tør lade kulturen sejle helt i sin egen sø, uanset hvor meget man i øvrigt brænder røgelse ved brugerbetalingens alter. Ikke helt. Man kan altid skære ned, men principperne, ikke også, dem står vi ved. Dem skal vi ikke, du ved nok. Ingen ved deres fulde fem og ved magten, i hvert fald. Hidtil.

For det andet: Det kan betale sig at støtte kulturen. Jeg behøver ikke trække gamle regnestykker af stalden, men dansk litteratur er demonstrerbart en god forretning for statskassen i kroner og øre, selv når 200 mio. kroner i litteraturstøtte årligt er fordelt. Det har forfatterforeningens formand Jo Hermann rigeligt og sagligt gjort rede for, hvad man desværre ikke kan se i flere avisers blogkommentarer. De har nok ikke læst hendes redegørelse. Ubelastet af ubelejlige ting som f.eks. fakta er det dejlig let at skælde kunstnere ud for at være nogle nasserøve.

Men vi gør det ikke lettere for os selv med jammer eller at fremstå som bævende mimoser. At være forfatter er at finde kombinationen mellem en følsomhed, der kalder de inciterende ord frem, og en hårdhudethed, der får en til at sige: De kan skide i havet alle sammen, jeg bliver altså ved, selvom de synes, jeg er idiot. Det er bare minuspoint på deres karmakonto. Ikke min.

Det klæder os ikke, som stand betragtet, at klage over manglende støtte. Det klæder os at levere varen, når vi så får støtte. Vi leverer også varen, når vi ingen støtte får og indkasserer hvad der svarer til udbetalingen på en faldefærdig Simca for et års arbejde. Sådan er vilkårene for dansksprogede forfattere. Ingen beder os om at skrive noget som helst, og takken er som regel to halvdårlige anmeldelser og en timeløn, der asymptotisk er nede og snuse til gulvbrædderne. Men vi ved det, når vi sætter os med computeren på skødet og digter et eller andet frem. Vi kender vilkårene.

Når et lille antal af os hvert år bliver fundet værdige til at blive holdt hånden under, sådan rent økonomisk, så skal vi præstere. Det var min første tanke, da jeg fik stipendiet. Og præsteret, det bliver der.

Vi får skrevet nogle bøger, der er med til at flytte sproget og selvopfattelsen i vores kulturkreds. Vi skaber også konkret omsætning, der vender pænt tilbage til statskassen i form af moms og hvad har vi.

Det er så lidt, det drejer sig om, i det store billede. Staten giver 30 milliarder årligt i erhvervsstøtte, 200 mio. kroner i litteraturstøtte. Jeg opfatter også mine 855.000 kroner som erhvervsstøtte, og jeg ved, de er givet godt ud, set fra statens og dermed vores alles synsvinkel.

 Det koster så lidt at støtte udviklingen af vores kultur. I det store og hele er det latterlige beløb, vi taler om.

 Mit stipendium svarer til hvad ét luft-til-jord-missil koster at fyre af ned i en boligblok i Tripolis.

Jeg håber da, at jeg kan lave et lidt større knald end det. Slå et lidt større hul i jorden. Og gøre mennesker glade snarere end flade. 

Jeg har med andre ord tænkt mig at levere valuta for pengene. Det er min programerklæring. Tak for ordet. Og for pengene.