Blog
Flere forfatterpar udleverer hinanden!
I Kristeligt Dagblad har man også nøje fulgt udgivelsen af Louise Østergaards debut 'Ord', der blandt andet er en slags gensvar i romanform til dele af Yahya Hassans 'Yahya Hassan'. Blandt andet har avisen lavet en baggrundsartikel, der under overskriften Flere forfatterpar udleverer hinanden!, skriver om hvordan Østergaard & Hassan-udgivelserne ikke er noget enestående, men har flere forgængere i nær såvel som fjern fortid. Karl Ove & Tonje Knausgaard og Lone Hørslev & Martin Glaz Serup er de nylige eksempler. I den forbindelse blev jeg interviewet på mail; nedenfor er både journalistens spørgsmål, mit svar og den endelige artikel indsat.
- MGS
Her er journalistens spørgsmål og mit svar:
Kære Martin,
Hvordan føltes det, at dit privatliv blev offentliggjort digtform?
Hvad tænkte du, det handlede om?
Besvarede du ”kritiken”? Hvorfor/hvorfor ikke?
Kære Jens
Jeg besvarer din spørgsmål for så vidt under ét. Først og fremmest må man dele det op; der er den del, som du i dit spørgsmål refererer til som mit 'privatliv'; det vil i dette tilfælde sige min private skilsmisse, mine ægte børn, at jeg lå i en hulens flytterod, emotionelt og konkret. Og så er der den del som du i dit spørgsmål refererer til som 'digtform'; altså det faktum at min nylige ekskone, Lone Hørslev, udgav en bog der fik vældig meget presse, der angiveligt handlede om hendes skilsmisse fra mig. Hvad angår sidstnævnte er det jo netop en bog, et stykke litteratur, og det er ret vigtigt at man kan se forskel på 'virkeligheden' og på 'kunsten', synes jeg. At skrive en bog er jo at give noget en anden form end det har udenfor kunsten og litteraturen. Derfor følte jeg heller ikke så meget at det var mit privatliv der blev offentliggjort - jeg var irriteret på den bog af helt andre, mere private årsager: for eksempel mente jeg at Lone burde have brugt tiden hun brugte på at skrive bogen til at snakke med mig i stedet, så vi kunne få opløst boet og ægteskabet på en så gelinde måde som muligt. Jeg var også træt af at mange journalister og kritikere uophørligt refererede til det berømte knivdigt i bogen som om det var mig (den eksisterende Martin Glaz Serup) der symbolsk blev taget livet af. Ikke mindst fordi det digt, så vidt jeg kunne se med min viden om den biografiske forfatters liv, nok snarere 'handlede om' en af de elskere der mere eller mindre direkte var skyld i vores skilsmisse. Mange af mine venner reagerede også kraftigt på det knivdigt, fordi det næsten blev læst som om jeg var blevet korporligt overfaldet. Det var vældig ubehageligt. Og også at mine børn og jeg blev konfronteret med store billeder i UD&SE og i diverse aviser af Lone, hvor hun fik talt ud om sin skilsmisse, når vi for eksempel var ude og rejse med tog. Jeg har prøvet flere gange hvor folk gav os elevatorblikket, kiggede på de stakkels børn og tilbage på mig. Det var da vældig irriterende og vældig ubehageligt, men det har jo ikke ret meget med selve litteraturen, med den bog der faktisk blev skrevet, med digtsamlingen Jeg ved ikke om den slags tanker er normale, at gøre. Den bog syntes jeg ikke var særlig god - den forekom mig på mange måder at være ret klichéfyldt; man kan se at den er skrevet hurtigt, og den på mange måder ligner et eksemplarisk aftryk af Lone Hørslevs karakteristiske brug af metaforer og linjebrud, en skriveøvelse. Rent litterært blev jeg skuffet over den bog, ikke mindst fordi emnet jo principielt burde kunne have kastet noget mere af sig (og med emnet mener jeg ikke 'mig', men 'skilsmissen' og 'børnene', som der står meget om i bogen, som sådan) - og rent privat var dét jo en slags lettelse. Tænk hvis hun havde skrevet sin bedste og hurtigste bog som direkte reaktion på at blive skilt fra mig! Det gjorde hun så ikke. Om jeg svarede på "kritikken"??? Jeg skrev en artikel på et tidspunkt, en klumme til Bogmarkedet, noget tid efter at bogen var udkommet, med overskriften Sådan går livet tabt og bliver til intet, som, blandt andre eksempler, tog fat i noget af det jeg rent litterært mente ikke fungerede i bogen. Klichéerne. Det letkøbte. I sammenligning er Yahya Hassans bog meget mere nuanceret, kompleks og vild; ikke mindst litterært set.
Mange venlige hilsner
Martin Glaz Serup
Læs hele artiklen fra Kristeligt Dagblad på Promenaden
I Kristeligt Dagblad har man også nøje fulgt udgivelsen af Louise Østergaards debut 'Ord', der blandt andet er en slags gensvar i romanform til dele af Yahya Hassans 'Yahya Hassan'. Blandt andet har avisen lavet en baggrundsartikel, der under overskriften Flere forfatterpar udleverer hinanden!, skriver om hvordan Østergaard & Hassan-udgivelserne ikke er noget enestående, men har flere forgængere i nær såvel som fjern fortid. Karl Ove & Tonje Knausgaard og Lone Hørslev & Martin Glaz Serup er de nylige eksempler. I den forbindelse blev jeg interviewet på mail; nedenfor er både journalistens spørgsmål, mit svar og den endelige artikel indsat.
- MGS
Her er journalistens spørgsmål og mit svar:
Kære Martin,
Hvordan føltes det, at dit privatliv blev offentliggjort digtform?
Hvad tænkte du, det handlede om?
Besvarede du ”kritiken”? Hvorfor/hvorfor ikke?
Kære Jens
Jeg besvarer din spørgsmål for så vidt under ét. Først og fremmest må man dele det op; der er den del, som du i dit spørgsmål refererer til som mit 'privatliv'; det vil i dette tilfælde sige min private skilsmisse, mine ægte børn, at jeg lå i en hulens flytterod, emotionelt og konkret. Og så er der den del som du i dit spørgsmål refererer til som 'digtform'; altså det faktum at min nylige ekskone, Lone Hørslev, udgav en bog der fik vældig meget presse, der angiveligt handlede om hendes skilsmisse fra mig. Hvad angår sidstnævnte er det jo netop en bog, et stykke litteratur, og det er ret vigtigt at man kan se forskel på 'virkeligheden' og på 'kunsten', synes jeg. At skrive en bog er jo at give noget en anden form end det har udenfor kunsten og litteraturen. Derfor følte jeg heller ikke så meget at det var mit privatliv der blev offentliggjort - jeg var irriteret på den bog af helt andre, mere private årsager: for eksempel mente jeg at Lone burde have brugt tiden hun brugte på at skrive bogen til at snakke med mig i stedet, så vi kunne få opløst boet og ægteskabet på en så gelinde måde som muligt. Jeg var også træt af at mange journalister og kritikere uophørligt refererede til det berømte knivdigt i bogen som om det var mig (den eksisterende Martin Glaz Serup) der symbolsk blev taget livet af. Ikke mindst fordi det digt, så vidt jeg kunne se med min viden om den biografiske forfatters liv, nok snarere 'handlede om' en af de elskere der mere eller mindre direkte var skyld i vores skilsmisse. Mange af mine venner reagerede også kraftigt på det knivdigt, fordi det næsten blev læst som om jeg var blevet korporligt overfaldet. Det var vældig ubehageligt. Og også at mine børn og jeg blev konfronteret med store billeder i UD&SE og i diverse aviser af Lone, hvor hun fik talt ud om sin skilsmisse, når vi for eksempel var ude og rejse med tog. Jeg har prøvet flere gange hvor folk gav os elevatorblikket, kiggede på de stakkels børn og tilbage på mig. Det var da vældig irriterende og vældig ubehageligt, men det har jo ikke ret meget med selve litteraturen, med den bog der faktisk blev skrevet, med digtsamlingen Jeg ved ikke om den slags tanker er normale, at gøre. Den bog syntes jeg ikke var særlig god - den forekom mig på mange måder at være ret klichéfyldt; man kan se at den er skrevet hurtigt, og den på mange måder ligner et eksemplarisk aftryk af Lone Hørslevs karakteristiske brug af metaforer og linjebrud, en skriveøvelse. Rent litterært blev jeg skuffet over den bog, ikke mindst fordi emnet jo principielt burde kunne have kastet noget mere af sig (og med emnet mener jeg ikke 'mig', men 'skilsmissen' og 'børnene', som der står meget om i bogen, som sådan) - og rent privat var dét jo en slags lettelse. Tænk hvis hun havde skrevet sin bedste og hurtigste bog som direkte reaktion på at blive skilt fra mig! Det gjorde hun så ikke. Om jeg svarede på "kritikken"??? Jeg skrev en artikel på et tidspunkt, en klumme til Bogmarkedet, noget tid efter at bogen var udkommet, med overskriften Sådan går livet tabt og bliver til intet, som, blandt andre eksempler, tog fat i noget af det jeg rent litterært mente ikke fungerede i bogen. Klichéerne. Det letkøbte. I sammenligning er Yahya Hassans bog meget mere nuanceret, kompleks og vild; ikke mindst litterært set.
Mange venlige hilsner
Martin Glaz Serup
Læs hele artiklen fra Kristeligt Dagblad på Promenaden
Kommentarer