Blog
Mit første møde med bibliotekernes verden
Litteratursidens nye forfatterambassadør, Mads Peder Nordbo, skriver om sin barndoms møde med litteraturen på biblioteket.
Jeg skal de kommende 4 måneder skrive lidt om forfatterliv, bøger og meget mere her på litteratursiden.dk
I den forbindelse har mange store og måske endda ’farlige’ emner trængt sig på, men jeg blev ret hurtigt enig med mig selv om, at jeg helst ville lægge ud der, hvor det hele begyndte – på biblioteket.
Da jeg i 1976 var en lille, seksårig røver med mørkt kasserollehår, boede jeg alene med min mor i landsbyen Tommerup Stationsby på Fyn. Omkring 100 meter fra vores hus lå byens bibliotek, der var en del af den lokale skole, og da min mor altid har været en yderst flittig læser, blev jeg ofte taget med på biblioteket.
Jeg er i dag overbevist om, at det var der mellem alt støvet og bøgerne, at min lyst til både at læse og skrive blev grundlagt – og det tror jeg ret beset gælder de fleste forfattere på min alder.
Der var stort set aldrig noget for børn i fjernsynet, og hvis en eller anden tosse havde fortalt os om internettet, e-bøger og iPads, ville vi nok bare have rystet på hovedet og sagt ’hils på Mars’. Verden var kort sagt ikke så pokkers meget større end en 30 minutters cykeltur, og derfor var det de små og store oplevelser i ens egen hverdag, der formede livet og drømmene – og for mig var mødet med biblioteket altså en af disse livsformende ting.
På vores bibliotek sad der som regel blot én bibliotekar. Hun hed Inga, og hun var et af de sødeste mennesker i verden. Smilende, gråhåret og alvidende. Jeg syntes dengang, at hun var ældgammel. Det syntes jeg også, da jeg blev en stor dreng med strithår, og da hun for nogle år siden døde, var hun om ikke andet blevet ret gammel i mellemtiden. Men det var nu ikke dét, der var det helt særlige ved Inga. Det særlige var derimod alle de mange bøger, hun gemte rundt om på sine mange reoler. En uendelig verden af ord og fantasi. Tusinder af små tidsmaskiner, der kunne åbnes og lukkes, når man fik lyst til en lille rejse ud af stationsbyens trods alt beskedne univers. Det var det særlige ved Ingas verden; og det er helt sikkert stadig det helt særlige ved de fleste biblioteker.
Og hvor vil jeg så hen med alt det?
Jo, hvis jeg ellers har en pointe, så må den være, at man skal huske at tage sine børn med på bibliotek. I dag er der godt nok tegnefilm i fjernsynet hele dagen, evigt internet samt glødende iPads, men jeg tror fortsat, at de fleste børn kan blive grebet af duften af tusinder bøger og tanken om de bunker af historier, der gemmer sig bag bøgernes rygge. Hvis ikke, så må I hjælpe dem lidt på vej.
God tur på biblioteket:)
Mads Peder Nordbo
(42 år, fynbo, forfatter af ’Odins labyrint – et glasbarns fortællinger’)
Billedet er fra mit eget lille hjemmebibliotek
Litteratursidens nye forfatterambassadør, Mads Peder Nordbo, skriver om sin barndoms møde med litteraturen på biblioteket.
Jeg skal de kommende 4 måneder skrive lidt om forfatterliv, bøger og meget mere her på litteratursiden.dk
I den forbindelse har mange store og måske endda ’farlige’ emner trængt sig på, men jeg blev ret hurtigt enig med mig selv om, at jeg helst ville lægge ud der, hvor det hele begyndte – på biblioteket.
Da jeg i 1976 var en lille, seksårig røver med mørkt kasserollehår, boede jeg alene med min mor i landsbyen Tommerup Stationsby på Fyn. Omkring 100 meter fra vores hus lå byens bibliotek, der var en del af den lokale skole, og da min mor altid har været en yderst flittig læser, blev jeg ofte taget med på biblioteket.
Jeg er i dag overbevist om, at det var der mellem alt støvet og bøgerne, at min lyst til både at læse og skrive blev grundlagt – og det tror jeg ret beset gælder de fleste forfattere på min alder.
Der var stort set aldrig noget for børn i fjernsynet, og hvis en eller anden tosse havde fortalt os om internettet, e-bøger og iPads, ville vi nok bare have rystet på hovedet og sagt ’hils på Mars’. Verden var kort sagt ikke så pokkers meget større end en 30 minutters cykeltur, og derfor var det de små og store oplevelser i ens egen hverdag, der formede livet og drømmene – og for mig var mødet med biblioteket altså en af disse livsformende ting.
På vores bibliotek sad der som regel blot én bibliotekar. Hun hed Inga, og hun var et af de sødeste mennesker i verden. Smilende, gråhåret og alvidende. Jeg syntes dengang, at hun var ældgammel. Det syntes jeg også, da jeg blev en stor dreng med strithår, og da hun for nogle år siden døde, var hun om ikke andet blevet ret gammel i mellemtiden. Men det var nu ikke dét, der var det helt særlige ved Inga. Det særlige var derimod alle de mange bøger, hun gemte rundt om på sine mange reoler. En uendelig verden af ord og fantasi. Tusinder af små tidsmaskiner, der kunne åbnes og lukkes, når man fik lyst til en lille rejse ud af stationsbyens trods alt beskedne univers. Det var det særlige ved Ingas verden; og det er helt sikkert stadig det helt særlige ved de fleste biblioteker.
Og hvor vil jeg så hen med alt det?
Jo, hvis jeg ellers har en pointe, så må den være, at man skal huske at tage sine børn med på bibliotek. I dag er der godt nok tegnefilm i fjernsynet hele dagen, evigt internet samt glødende iPads, men jeg tror fortsat, at de fleste børn kan blive grebet af duften af tusinder bøger og tanken om de bunker af historier, der gemmer sig bag bøgernes rygge. Hvis ikke, så må I hjælpe dem lidt på vej.
God tur på biblioteket:)
Mads Peder Nordbo
(42 år, fynbo, forfatter af ’Odins labyrint – et glasbarns fortællinger’)
Billedet er fra mit eget lille hjemmebibliotek
Kommentarer