Blog
Hvordan er det at være skønlitterær debutant?
Inspireret af temaet om skønlitterære debutanter blogger forfatteren Mads Peder Nordbo om, hvordan det så er at debutere som forfatter.
Her i september måned har litteratursiden sat fokus på os skønlitterære debutanter fra det seneste år. Jeg er naturligvis ovenud lykkelig over, at de har været så søde at putte min debutroman, Odins labyrint, på temaets plakat samt forsiden af temapjecen. Dette kunne i sig selv godt føre til et begejstret blogindlæg, men da jeg allerede har skrevet flere sider om, hvor glad jeg er for bibliotekerne og litteratursiden, vil jeg forsøge at skubbe tankerne i andre retninger denne gang.
Som debutant er en ting, hvad pressefoto, forlagstekster og vennekredsen på Facebook siger. Noget andet er virkeligheden uden for onlinesfærens trygge rammer.
Indledende vil jeg kort notere, at jeg springer let hen over skriveproces og forlagsjagt, da det må siges at være en af de bedst beskrevne dele af debutantmøllen og dermed også en kende trivielt.
Selve udgivelsen er der derimod ikke så mange, der får skrevet om, og jeg tør godt her afsløre, hvorfor. Det har de ikke tid til, og når tiden kommer igen, så er euforien fordampet som en følge af det uoverskuelige ved virkeligheden.
Der er nemlig – sagde han generaliserende – det fællestræk ved debutanter, at de tumler rundt midt i opfyldelsen af en af deres største drømme i livet. Det gjorde jeg i hvert fald, og jeg tror ikke, at jeg i udgivelsesfasen tænkte ret mange tanker, der var mine egne, mens jeg på autopilot forsøgte at navigere mit nervøse sind og mave gennem selve udgivelsen, Aftenshowet, radioprogrammer, BogForum og meget, meget mere.
Det går simpelthen så stærkt, at det er tæt ved at ryge hen over hovedet på en selv. Bum, aftenshow. Bum, morgenradio. Bum, udgivelse. Bum, udsolgt. Bum, 5 stjerner i én avis. Bum, 2 stjerner i anden. Bum, bestsellerliste. Bum, væk, næste bog. Bum. Bum. Bum. Og ét eller andet sted undervejs mellem alle bumpene går det op for én, at verden er meget, meget større end forlaget og Facebook. Træerne voksede ikke ind i himlen, og selvom vennekredsen havde forsvoret det, så fandtes der rent faktisk mennesker, der syntes, det man havde skrevet, var noget lort.
Dette skal ikke forstås negativt, da vi (altså debutantdyrene) altid kan gå hen til reolen og tage vores egen bog ned fra en hylde og smile bredt. For der er intet, der overstråler omslaget om ens egne ord på tryk. Der gemte sig blot meget mere bag det omslag, end forfatterdrømmen havde forudsagt.
Jeg har f.eks. fået både super, jævne og grove anmeldelser, men jeg vil ikke her begrave mig i konspirationsteorier om anmeldere, der ikke læser bøgerne, før de anmelder dem, da der også før er skrevet en del ord om dette. Nej, min pointe er blot, at den verden, man som debutant træder ind i, er noget mere broget end ventet, og det tager lidt tid for den enkelte at vende sig til tanken om, at nogle anmeldelser – både i aviser, blogs og online bogbutikker – bliver lavet ud fra en personlig agenda fremfor debutværkets indhold og kvalitet.
Og så vender jeg alligevel tankerne tilbage mod bibliotekerne og læserne, for det er her, mener jeg, at man som debutant bør lede efter sin sande værdi som forfatter. Bibliotekerne, læserne og de fleste bogbloggere har nemlig ingen interesse i at svine nogen til, intet behov for at sælge dagblade, og de får ikke 1.800 kr. for at anmelde en bog, de ikke lige nåede at læse færdig. De skriver kun, hvis de føler behov for det og rent faktisk har en reel mening om et værk. Og dét kan vi godt lide. Os debutanter. Vi har brug for at læse en rigtig læsers ærlige mening, fordi denne er et brugbart redskab i vores udvikling til forfattere.
I min roman nummer 2 (Thuleselskabet), der ret beset skulle have været nummer 3, har jeg brugt lige dele kritik og ros fra læserne og på den måde søgt at ramme et gennemsnit af, hvad læserne mente, at jeg var god til i Odins labyrint. Som forfatter skriver man helt sikkert i et eller anden omfang, fordi man har noget på hjertet, men man skriver også for sine læsere. Derfor er det vigtigt at lytte til dem. Læserne. Og derfor er det vigtigt, at anmeldelser ikke er rent onde eller rosenrøde, for det kan man som debutant ikke bruge til ret meget. Selvom ros er skønt og smager som sød sol og sommer, så ved vi jo godt indeni, at vi ikke har skrevet verdens mest perfekte bog, og det tager vi ikke skade af at få at vide. Det skal bare være konstruktiv kritik, og hvis ikke man magter at give dette som anmelder, burde man give spaltepladsen videre til en anden.
Heldigvis kan de fleste af os debutanter godt skelne mellem skæg og snot, og jeg kan til eksempel sagtens leve med, at Ekstrabladet (hov, nu kom jeg til at skrive et navn) trykte en elendig, overfladisk og usaglig anmeldelse af Odins labyrint, når f.eks. Maria Helleberg et andet sted har skrevet følgende om mig som forfatter: ”I min verden er du den mest originale stemme i hele din genre lige nu. Så meget, meget gerne mere - snart!” For selv om dagbladenes anmeldelser sikkert vejer tungt salgsmæssigt, vejer en forfatter som Hellebergs ord tungere på debutantvægten, og det er netop den vægt, der afgør, om debutanten skriver flere bøger eller lader sig skræmme tilbage i sit hul af anmelderstanden.
Nok om det. Jeg vil tro, at det er gået op for jer, hvor både ødelæggende og konstruktive andres ord kan være, når de rammer overanalyserende og som regel lettere skrøbelige debutanttanker.
Hvad sker der ellers, når man debuterer som forfatter? Jo, man får taget pressefoto; måske endda helt oppe under glastaget af Palmehuset i Botanisk Have på en solrig sommerdag. Man bliver filmet til en bogtrailer. Man bliver sat til at præsentere sin roman foran 100 stirrende boghandlere, selvom ens debutantmave og forfatterhjerne er ved at gå totalt i sort efter de tre kilo slik, som man åd i panik i timerne op til seancen. Man bliver sat til at signere bøger, omend bekymringen for, hvorvidt man med rystende hånd overhovedet kan stave så svære navne som Peter og Tanja, er enorm. Man bliver skubbet ind i et radiostudie klokken syv om morgenen, hvor man svarer på en række spørgsmål, som forlaget ret beset havde forberedt én på, hvis ikke lige, at man havde glemt at lytte efter. Man dukker op som et punkt på arkæologernes årlige fagsymposium under titlen Dan Brown og Thor Heyerdahl i Odins labyrint, og selvom man godt ved, at arkæologerne vil være kritiske, så bliver man alligevel lidt stolt. Man kan købes i en boghandel. Man kan muligvis købes overalt. Lånes på alle bibliotekerne. Man dukker op på litteratursiden.dk. Hurra. På Goodreads.com. Mere hurra. Verden er smuk. Man er i top 10 i bogbutikkerne. Verden er skøn. Weekendavisen er sure. Man er ikke længere i top 10. Verden er grum. Information er lunkne. Livet er trist. Lektøren er sød. Man er i top 10 på litteratursiden. Verden er smuk igen. Alt går så pokkers stærkt, men kun indtil det hele går i stå og alle med ét venter på den næste bog. Den svære 2er, hvis den altså er svær. Jeg syntes, den var nem, men jeg ved så heller ikke rigtigt, hvilken bog, der er min 2er, for den, jeg skrev som nummer 2, Gudspartiklen, ender nu med at være nummer 3, fordi forlaget og vist også læserne gerne ville have, at jeg skrev en 2er til 1eren, så nu er den faktiske 2er blevet en 3er, mens 3eren udkommer som 2er.
Forvirret? Det er jeg også, men sådan er det nok at være skønlitterær debutant.
Inspireret af temaet om skønlitterære debutanter blogger forfatteren Mads Peder Nordbo om, hvordan det så er at debutere som forfatter.
Her i september måned har litteratursiden sat fokus på os skønlitterære debutanter fra det seneste år. Jeg er naturligvis ovenud lykkelig over, at de har været så søde at putte min debutroman, Odins labyrint, på temaets plakat samt forsiden af temapjecen. Dette kunne i sig selv godt føre til et begejstret blogindlæg, men da jeg allerede har skrevet flere sider om, hvor glad jeg er for bibliotekerne og litteratursiden, vil jeg forsøge at skubbe tankerne i andre retninger denne gang.
Som debutant er en ting, hvad pressefoto, forlagstekster og vennekredsen på Facebook siger. Noget andet er virkeligheden uden for onlinesfærens trygge rammer.
Indledende vil jeg kort notere, at jeg springer let hen over skriveproces og forlagsjagt, da det må siges at være en af de bedst beskrevne dele af debutantmøllen og dermed også en kende trivielt.
Selve udgivelsen er der derimod ikke så mange, der får skrevet om, og jeg tør godt her afsløre, hvorfor. Det har de ikke tid til, og når tiden kommer igen, så er euforien fordampet som en følge af det uoverskuelige ved virkeligheden.
Der er nemlig – sagde han generaliserende – det fællestræk ved debutanter, at de tumler rundt midt i opfyldelsen af en af deres største drømme i livet. Det gjorde jeg i hvert fald, og jeg tror ikke, at jeg i udgivelsesfasen tænkte ret mange tanker, der var mine egne, mens jeg på autopilot forsøgte at navigere mit nervøse sind og mave gennem selve udgivelsen, Aftenshowet, radioprogrammer, BogForum og meget, meget mere.
Det går simpelthen så stærkt, at det er tæt ved at ryge hen over hovedet på en selv. Bum, aftenshow. Bum, morgenradio. Bum, udgivelse. Bum, udsolgt. Bum, 5 stjerner i én avis. Bum, 2 stjerner i anden. Bum, bestsellerliste. Bum, væk, næste bog. Bum. Bum. Bum. Og ét eller andet sted undervejs mellem alle bumpene går det op for én, at verden er meget, meget større end forlaget og Facebook. Træerne voksede ikke ind i himlen, og selvom vennekredsen havde forsvoret det, så fandtes der rent faktisk mennesker, der syntes, det man havde skrevet, var noget lort.
Dette skal ikke forstås negativt, da vi (altså debutantdyrene) altid kan gå hen til reolen og tage vores egen bog ned fra en hylde og smile bredt. For der er intet, der overstråler omslaget om ens egne ord på tryk. Der gemte sig blot meget mere bag det omslag, end forfatterdrømmen havde forudsagt.
Jeg har f.eks. fået både super, jævne og grove anmeldelser, men jeg vil ikke her begrave mig i konspirationsteorier om anmeldere, der ikke læser bøgerne, før de anmelder dem, da der også før er skrevet en del ord om dette. Nej, min pointe er blot, at den verden, man som debutant træder ind i, er noget mere broget end ventet, og det tager lidt tid for den enkelte at vende sig til tanken om, at nogle anmeldelser – både i aviser, blogs og online bogbutikker – bliver lavet ud fra en personlig agenda fremfor debutværkets indhold og kvalitet.
Og så vender jeg alligevel tankerne tilbage mod bibliotekerne og læserne, for det er her, mener jeg, at man som debutant bør lede efter sin sande værdi som forfatter. Bibliotekerne, læserne og de fleste bogbloggere har nemlig ingen interesse i at svine nogen til, intet behov for at sælge dagblade, og de får ikke 1.800 kr. for at anmelde en bog, de ikke lige nåede at læse færdig. De skriver kun, hvis de føler behov for det og rent faktisk har en reel mening om et værk. Og dét kan vi godt lide. Os debutanter. Vi har brug for at læse en rigtig læsers ærlige mening, fordi denne er et brugbart redskab i vores udvikling til forfattere.
I min roman nummer 2 (Thuleselskabet), der ret beset skulle have været nummer 3, har jeg brugt lige dele kritik og ros fra læserne og på den måde søgt at ramme et gennemsnit af, hvad læserne mente, at jeg var god til i Odins labyrint. Som forfatter skriver man helt sikkert i et eller anden omfang, fordi man har noget på hjertet, men man skriver også for sine læsere. Derfor er det vigtigt at lytte til dem. Læserne. Og derfor er det vigtigt, at anmeldelser ikke er rent onde eller rosenrøde, for det kan man som debutant ikke bruge til ret meget. Selvom ros er skønt og smager som sød sol og sommer, så ved vi jo godt indeni, at vi ikke har skrevet verdens mest perfekte bog, og det tager vi ikke skade af at få at vide. Det skal bare være konstruktiv kritik, og hvis ikke man magter at give dette som anmelder, burde man give spaltepladsen videre til en anden.
Heldigvis kan de fleste af os debutanter godt skelne mellem skæg og snot, og jeg kan til eksempel sagtens leve med, at Ekstrabladet (hov, nu kom jeg til at skrive et navn) trykte en elendig, overfladisk og usaglig anmeldelse af Odins labyrint, når f.eks. Maria Helleberg et andet sted har skrevet følgende om mig som forfatter: ”I min verden er du den mest originale stemme i hele din genre lige nu. Så meget, meget gerne mere - snart!” For selv om dagbladenes anmeldelser sikkert vejer tungt salgsmæssigt, vejer en forfatter som Hellebergs ord tungere på debutantvægten, og det er netop den vægt, der afgør, om debutanten skriver flere bøger eller lader sig skræmme tilbage i sit hul af anmelderstanden.
Nok om det. Jeg vil tro, at det er gået op for jer, hvor både ødelæggende og konstruktive andres ord kan være, når de rammer overanalyserende og som regel lettere skrøbelige debutanttanker.
Hvad sker der ellers, når man debuterer som forfatter? Jo, man får taget pressefoto; måske endda helt oppe under glastaget af Palmehuset i Botanisk Have på en solrig sommerdag. Man bliver filmet til en bogtrailer. Man bliver sat til at præsentere sin roman foran 100 stirrende boghandlere, selvom ens debutantmave og forfatterhjerne er ved at gå totalt i sort efter de tre kilo slik, som man åd i panik i timerne op til seancen. Man bliver sat til at signere bøger, omend bekymringen for, hvorvidt man med rystende hånd overhovedet kan stave så svære navne som Peter og Tanja, er enorm. Man bliver skubbet ind i et radiostudie klokken syv om morgenen, hvor man svarer på en række spørgsmål, som forlaget ret beset havde forberedt én på, hvis ikke lige, at man havde glemt at lytte efter. Man dukker op som et punkt på arkæologernes årlige fagsymposium under titlen Dan Brown og Thor Heyerdahl i Odins labyrint, og selvom man godt ved, at arkæologerne vil være kritiske, så bliver man alligevel lidt stolt. Man kan købes i en boghandel. Man kan muligvis købes overalt. Lånes på alle bibliotekerne. Man dukker op på litteratursiden.dk. Hurra. På Goodreads.com. Mere hurra. Verden er smuk. Man er i top 10 i bogbutikkerne. Verden er skøn. Weekendavisen er sure. Man er ikke længere i top 10. Verden er grum. Information er lunkne. Livet er trist. Lektøren er sød. Man er i top 10 på litteratursiden. Verden er smuk igen. Alt går så pokkers stærkt, men kun indtil det hele går i stå og alle med ét venter på den næste bog. Den svære 2er, hvis den altså er svær. Jeg syntes, den var nem, men jeg ved så heller ikke rigtigt, hvilken bog, der er min 2er, for den, jeg skrev som nummer 2, Gudspartiklen, ender nu med at være nummer 3, fordi forlaget og vist også læserne gerne ville have, at jeg skrev en 2er til 1eren, så nu er den faktiske 2er blevet en 3er, mens 3eren udkommer som 2er.
Forvirret? Det er jeg også, men sådan er det nok at være skønlitterær debutant.
Kommentarer