Blog
Kærlighed sker, dernæst er der kun umage tilbage
DETTE ESSAY ER SKREVET TIL LITTERATURSIDENS TEMA OM KÆRLIGHED FEBRUAR 2014
Tidligt i halvfemserne besluttede jeg, at jeg ikke ville være kæreste med min kæreste længere. Jeg
havde det ikke i mig. Det der kærlighed.
Det var en tirsdag aften, og det var koldt. Det var nok februar, det er altid koldt i februar.
Jeg ventede på, at han skulle komme hjem fra fodboldtræning. Han skulle cykle fra Amager, og vi
boede i en etværelses på det yderste Østerbro. Og han var forsinket.
Han gik altid sukkerkold på den cykeltur på sin grimme, neonfarvede citybike. Sådan ryste-fryse-svede-knæ-eksende-sukkerkold.
Når man får det sådan, så er det helt sikkert, at man vælter og ryger ind under en lastbil, der ikke engang ser ens neonfarvede cykel, men blot kværner den over, igen og igen.
Jeg ringede derfor til hospitalerne. Så lagde jeg på igen og tænkte, at der var en lettere løsning: jeg kunne bare lade være med at elske ham, for så ville jeg ikke skulle forholde mig til alt det, jeg ville blive ked af, nu når lastbilen havde kværnet ham og hans neonfarvede cykel over.
Det kunne jeg ikke. Jeg kunne ikke slukke for kærligheden. I år har vi kendt hinanden i 26 år. Jeg bliver stadig nervøs. Jeg har dog trænet ham godt, så han meddeler mig, hvornår han er på vej ind under en lastbil, og mestendels hvornår han ikke er.
Hvad er det, der er på spil her? Det er kærlighed. Jeg elsker ham, og der er ikke noget at gøre ved det. Kærlighed sker.
Vi ved ikke altid, hvornår vi er blevet ramt at kærlighed. Det kan til tider have form af noget andet: Forførelse, begær, besiddertrang, at få en partner, for det skal man; det står i normalitetsbiblen. Er det ikke kærlighed, så opdager man det på et eller andet tidspunkt. Det er trods alt halvdelen, der bliver skilt igen.
Men hvis det bliver ved med at være vigtigt, at han kommer hjem, så kan det være kærlighed.
Kærlighed har det svært i disse moderne tider, siger vi. Jeg tror ikke, kærligheden har det svært. Jeg tror, vi har det svært med kærligheden.
Den kan for eksempel dø rigtig hurtigt. Den første tisselyd, når han plasker direkte ned i kummen, det første morgenkys, der ikke sker, fordi hans ånde er for ringe, ikke det første skænderi, for det kan være vigtigt og forløsende og fuldt af sandhed, men den første gang, man hvisler mellem tænderne, at “hvis han rører mig i nakken nu, så smadrer jeg ham”.
Kærlighed lever dog ofte længe, især hvis man ikke slår længslen ihjel. Længsel er at vente på, at han kommer hjem fra træning eller til næste gang, hvor han rører én i nakken, og man ikke har spor lyst til at smadre ham.
Kærligheden dør uden sin længsel. Et ungt kæresteforhold, jeg kendte til, døde helt, da hun formulerede det sådan her: “Nu skal jeg ikke mere”, efter han var scoret, og de skulle flytte sammen. Der var foretaget et endegyldigt valg, og længslen var sendt til opmagasinering.
Kærlighed er at vælge. Men var det ikke det, den unge kvinde gjorde? Jeg tror det ikke, for hun tog en beslutning som i: jeg vil være mor, og der er ingen vej tilbage. Lykkes det at blive mor står man med en helt anden slags definitiv kærlighed, en ubetinget en.
Men kærlighed mellem kærester er ikke et afsluttet valg. Den skal vælges til hver eneste dag. Ikke som i to skåle, hvor skilsmissen ligger i den ene, den slags kan ingen holde til, men som at vælge at give efter for sin længsel, at tabe sig selv lidt hver dag. Give efter for den dårlige joke. Det er ikke det samme som at gå på kompromis, men at give efter er en kærlighedsgave, fordi det gør den anden glad. Hver dag skal man elske den anden glad. Det kan man godt.
Kærlighed er den hemmelige ingrediens i sex, siger veninden til Joe i Lars von Triers Nymphomaniac. Det kan i hvert fald hjælpe. Også forstyrre, og selvfølgelig findes sex, også god sex, uden kærlighed, men at finde at et andet menneske er uendeligt erotisk; det er ikke noget, der går over, hvis længslen og trygheden er der samtidig. Disse to kræfter, der arbejder imod hinanden, de kan holdes flot i ave med et formfuldendt knald.
Kærlighed er at være sårbar. Det var det, jeg ikke ville være den tirsdag i februar for mange år siden. Men at elske er at give slip, at give sig hen. Og vi lærer, at det skal vi ikke, vi skal ikke give os hen til fristelserne, som i dag hedder slik, sport, shopping, sprut, cigaretter, supermeget sex og sindssyg meget arbejde. Selvfølgelig er det synd for kærligheden.
Kærlighed er mest af alt, at man gør sig umage. Med det hele. Hver dag. Så er der en præmie, for kærligheden kan holde uendeligt længe. I en tale til en rund fødselsdag fornylig, sagde den tydeligt rørte ægtemand, at for ham var hun stadig pigen i den røde frakke, som han cyklede efter, dengang i studietiden.
Og da den neonfarvede cykel nåede frem den tirsdag i februar i de tidlige halvfemsere, et kvarter senere end vanligt, så fik han et glas saft til sukkerkulden, lidt skældud, og et kys.
For kærlighed, der gengældes, er slet ikke svært.
DETTE ESSAY ER SKREVET TIL LITTERATURSIDENS TEMA OM KÆRLIGHED FEBRUAR 2014
Tidligt i halvfemserne besluttede jeg, at jeg ikke ville være kæreste med min kæreste længere. Jeg
havde det ikke i mig. Det der kærlighed.
Det var en tirsdag aften, og det var koldt. Det var nok februar, det er altid koldt i februar.
Jeg ventede på, at han skulle komme hjem fra fodboldtræning. Han skulle cykle fra Amager, og vi
boede i en etværelses på det yderste Østerbro. Og han var forsinket.
Han gik altid sukkerkold på den cykeltur på sin grimme, neonfarvede citybike. Sådan ryste-fryse-svede-knæ-eksende-sukkerkold.
Når man får det sådan, så er det helt sikkert, at man vælter og ryger ind under en lastbil, der ikke engang ser ens neonfarvede cykel, men blot kværner den over, igen og igen.
Jeg ringede derfor til hospitalerne. Så lagde jeg på igen og tænkte, at der var en lettere løsning: jeg kunne bare lade være med at elske ham, for så ville jeg ikke skulle forholde mig til alt det, jeg ville blive ked af, nu når lastbilen havde kværnet ham og hans neonfarvede cykel over.
Det kunne jeg ikke. Jeg kunne ikke slukke for kærligheden. I år har vi kendt hinanden i 26 år. Jeg bliver stadig nervøs. Jeg har dog trænet ham godt, så han meddeler mig, hvornår han er på vej ind under en lastbil, og mestendels hvornår han ikke er.
Hvad er det, der er på spil her? Det er kærlighed. Jeg elsker ham, og der er ikke noget at gøre ved det. Kærlighed sker.
Vi ved ikke altid, hvornår vi er blevet ramt at kærlighed. Det kan til tider have form af noget andet: Forførelse, begær, besiddertrang, at få en partner, for det skal man; det står i normalitetsbiblen. Er det ikke kærlighed, så opdager man det på et eller andet tidspunkt. Det er trods alt halvdelen, der bliver skilt igen.
Men hvis det bliver ved med at være vigtigt, at han kommer hjem, så kan det være kærlighed.
Kærlighed har det svært i disse moderne tider, siger vi. Jeg tror ikke, kærligheden har det svært. Jeg tror, vi har det svært med kærligheden.
Den kan for eksempel dø rigtig hurtigt. Den første tisselyd, når han plasker direkte ned i kummen, det første morgenkys, der ikke sker, fordi hans ånde er for ringe, ikke det første skænderi, for det kan være vigtigt og forløsende og fuldt af sandhed, men den første gang, man hvisler mellem tænderne, at “hvis han rører mig i nakken nu, så smadrer jeg ham”.
Kærlighed lever dog ofte længe, især hvis man ikke slår længslen ihjel. Længsel er at vente på, at han kommer hjem fra træning eller til næste gang, hvor han rører én i nakken, og man ikke har spor lyst til at smadre ham.
Kærligheden dør uden sin længsel. Et ungt kæresteforhold, jeg kendte til, døde helt, da hun formulerede det sådan her: “Nu skal jeg ikke mere”, efter han var scoret, og de skulle flytte sammen. Der var foretaget et endegyldigt valg, og længslen var sendt til opmagasinering.
Kærlighed er at vælge. Men var det ikke det, den unge kvinde gjorde? Jeg tror det ikke, for hun tog en beslutning som i: jeg vil være mor, og der er ingen vej tilbage. Lykkes det at blive mor står man med en helt anden slags definitiv kærlighed, en ubetinget en.
Men kærlighed mellem kærester er ikke et afsluttet valg. Den skal vælges til hver eneste dag. Ikke som i to skåle, hvor skilsmissen ligger i den ene, den slags kan ingen holde til, men som at vælge at give efter for sin længsel, at tabe sig selv lidt hver dag. Give efter for den dårlige joke. Det er ikke det samme som at gå på kompromis, men at give efter er en kærlighedsgave, fordi det gør den anden glad. Hver dag skal man elske den anden glad. Det kan man godt.
Kærlighed er den hemmelige ingrediens i sex, siger veninden til Joe i Lars von Triers Nymphomaniac. Det kan i hvert fald hjælpe. Også forstyrre, og selvfølgelig findes sex, også god sex, uden kærlighed, men at finde at et andet menneske er uendeligt erotisk; det er ikke noget, der går over, hvis længslen og trygheden er der samtidig. Disse to kræfter, der arbejder imod hinanden, de kan holdes flot i ave med et formfuldendt knald.
Kærlighed er at være sårbar. Det var det, jeg ikke ville være den tirsdag i februar for mange år siden. Men at elske er at give slip, at give sig hen. Og vi lærer, at det skal vi ikke, vi skal ikke give os hen til fristelserne, som i dag hedder slik, sport, shopping, sprut, cigaretter, supermeget sex og sindssyg meget arbejde. Selvfølgelig er det synd for kærligheden.
Kærlighed er mest af alt, at man gør sig umage. Med det hele. Hver dag. Så er der en præmie, for kærligheden kan holde uendeligt længe. I en tale til en rund fødselsdag fornylig, sagde den tydeligt rørte ægtemand, at for ham var hun stadig pigen i den røde frakke, som han cyklede efter, dengang i studietiden.
Og da den neonfarvede cykel nåede frem den tirsdag i februar i de tidlige halvfemsere, et kvarter senere end vanligt, så fik han et glas saft til sukkerkulden, lidt skældud, og et kys.
For kærlighed, der gengældes, er slet ikke svært.
Kommentarer