Blog
Stjernernes magt
Natten til den 26. januar havde jeg mareridt. Det sker ikke så tit, og når det endelig forekommer, har de som regel en direkte årsag. En uhyggelig film, for eksempel, eller en artikel om mishandling af børn eller dyr. Jeg er en følsom sjæl, og der er en god grund til, at jeg holder mig helt fra gyserfilm og aldrig læser aviser lige inden sengetid.
Også denne gang var årsagen nem at spore. Den 26. var nemlig udgivelsesdagen for novellesamlingen ’De Andre’, den første af mine bøger, der bevæger sig uden for spændings- og krimigenren. Jeg var mere end almindeligt nervøs; var faktisk forberedt på at få læsterlige tæsk, fordi jeg vovede mig over på den anden side af genre-plankeværket, over til de ’rigtige’ forfattere. Min egentlige debut i 2005 var faktisk ikke nær så angstprovokerende. Dengang var der jo ingen, der kendte mit navn, og ingen, der havde nogen forventninger til – eller fordomme om – hvad jeg kunne præstere. Denne gang, derimod .... uh! Knuden i maven voksede dag for dag op mod udgivelsen.
Nå, det lykkedes mig da at falde i søvn den nat. Blot for at vågne med et spjæt tidligt om morgenen. Jeg havde drømt, at der var en anmeldelse i Jyllandsposten – med én stjerne. I drømmen sad jeg med udklippet og opdagede, at jeg ikke kunne læse selve anmeldelsen. Redaktionen havde nemlig besluttet, at bogen var så dårlig, at de ikke ville ofre rigtig sats på den. Det var derfor anmelderens håndskrevne – og nærmest ulæselige – noter, der var gengivet, komplet med arrige udråbstegn og kraftige undertregninger af ord, jeg ikke kunne tyde. Alle mine bekymringer havde altså været fuldt berettigede. I drømmen, altså.
I virkeligheden gik det heldigvis helt anderledes. Klokken tidligt kom der en sms fra min agent: ”Tillykke med de fem stjerner i Jyllandsposten,” stod der. Altså ikke én stjerne. Fem! Jeg rystede den ubehagelige drøm af mig og stod op til en dag, der viste sig at byde på flere rigtigt gode anmeldelser. Den – indtil videre – eneste negative prellede helt af, og knuden i maven forsvandt lige så hurtigt, som den var kommet.
Men hvorfor er det så vigtigt med de anmeldelser, at man ligefrem kan få mareridt om dem? Set fra forlagets synspunkt er der ingen tvivl om, at antallet af stjerner og rosende ord er afgørende for, om der kan produceres en fængende annonce. Og får man virkeligt gode anmeldelser – altså masser af fem- og seksstjernede af slagsen – påvirker det selvfølgelig i en vis grad salget. Men det er jo bare de kommercielle grunde. Og det er absolut ikke dem, der fremkalder onde drømme og knuder i maven. Ikke for mig, i hvert fald.
Det, der betyder noget, er at få en reaktion fra en udenforstående. Én, man hverken er i familie eller har et nært venskab med. Og én, der ikke har en professionel interesse i netop denne bogs succes. Den slags mere eller mindre objektiver reaktioner får man mange steder fra: Bibliotekarer og boghandlere, naturligvis. Almindelige læsere, heldigvis. Og så flokken af anmeldere, der jo også er en blandet forsamling nu om dage. Fra avisernes højtuddannede litterater eller læseglade journalister til bogbloggerne, der kan være alt fra gymnasielærere til buschauffører. Alle bedømmer bogen ud fra netop deres forudsætninger, men (som regel) uden at tage personlige hensyn til forfatteren eller skele til en eventuel påvirkning af salgstallene.
Man bliver glad – eller det modsatte – for alle reaktioner. Men selvfølgelig er der forskel. Den direkte respons fra læserne ser man jo kun selv. De offentliggjorte læses af mange flere. Og det kan være voldsomt at få sine fejl og mangler blæst ud til alverden. Så voldsomt, at nogle forfattere konsekvent nægter at læse anmeldelser, både de gode og de dårlige. Man kan jo ikke undgå at blive påvirket; af og til så meget, at omverdenens betragtninger kan blive ved at spøge i baghovedet i årevis og måske ligefrem få indflydelse på kommende værker.
Det er en gammelkendt sandhed, at de fleste forfattere husker de negative anmeldelser bedst. De femogtyve, der roste bogen, overskygges ganske af den ene, der rakkede den ned. Jeg kender en forfatter, der for over tyve år siden fik en virkelig hård dom i en avis. At den samme anmelder sidenhen har skamrost samtlige mandens værker, forhindrer ikke forfatteren i stadig at kunne citere lange passager af den dårlige anmeldelse – ordret. Jeg kan ikke sige mig helt fri for at have det på samme måde, selv om jeg prøver at lade være.
Men ville vi undvære dem, anmeldelserne? Ikke jeg. For mig er omverdenens reaktioner et vigtigt punktum for arbejdet med den enkelte bog. Jeg får ny skrivelyst og energi af de positive – og prøver at blive klogere af de kritiske uden at hænge mig for meget i dem.
Denne gang kan jeg bare sige: TAK for stjernerne, (næsten) alle sammen. Jeg er SÅ klar til den næste bog!
Natten til den 26. januar havde jeg mareridt. Det sker ikke så tit, og når det endelig forekommer, har de som regel en direkte årsag. En uhyggelig film, for eksempel, eller en artikel om mishandling af børn eller dyr. Jeg er en følsom sjæl, og der er en god grund til, at jeg holder mig helt fra gyserfilm og aldrig læser aviser lige inden sengetid.
Også denne gang var årsagen nem at spore. Den 26. var nemlig udgivelsesdagen for novellesamlingen ’De Andre’, den første af mine bøger, der bevæger sig uden for spændings- og krimigenren. Jeg var mere end almindeligt nervøs; var faktisk forberedt på at få læsterlige tæsk, fordi jeg vovede mig over på den anden side af genre-plankeværket, over til de ’rigtige’ forfattere. Min egentlige debut i 2005 var faktisk ikke nær så angstprovokerende. Dengang var der jo ingen, der kendte mit navn, og ingen, der havde nogen forventninger til – eller fordomme om – hvad jeg kunne præstere. Denne gang, derimod .... uh! Knuden i maven voksede dag for dag op mod udgivelsen.
Nå, det lykkedes mig da at falde i søvn den nat. Blot for at vågne med et spjæt tidligt om morgenen. Jeg havde drømt, at der var en anmeldelse i Jyllandsposten – med én stjerne. I drømmen sad jeg med udklippet og opdagede, at jeg ikke kunne læse selve anmeldelsen. Redaktionen havde nemlig besluttet, at bogen var så dårlig, at de ikke ville ofre rigtig sats på den. Det var derfor anmelderens håndskrevne – og nærmest ulæselige – noter, der var gengivet, komplet med arrige udråbstegn og kraftige undertregninger af ord, jeg ikke kunne tyde. Alle mine bekymringer havde altså været fuldt berettigede. I drømmen, altså.
I virkeligheden gik det heldigvis helt anderledes. Klokken tidligt kom der en sms fra min agent: ”Tillykke med de fem stjerner i Jyllandsposten,” stod der. Altså ikke én stjerne. Fem! Jeg rystede den ubehagelige drøm af mig og stod op til en dag, der viste sig at byde på flere rigtigt gode anmeldelser. Den – indtil videre – eneste negative prellede helt af, og knuden i maven forsvandt lige så hurtigt, som den var kommet.
Men hvorfor er det så vigtigt med de anmeldelser, at man ligefrem kan få mareridt om dem? Set fra forlagets synspunkt er der ingen tvivl om, at antallet af stjerner og rosende ord er afgørende for, om der kan produceres en fængende annonce. Og får man virkeligt gode anmeldelser – altså masser af fem- og seksstjernede af slagsen – påvirker det selvfølgelig i en vis grad salget. Men det er jo bare de kommercielle grunde. Og det er absolut ikke dem, der fremkalder onde drømme og knuder i maven. Ikke for mig, i hvert fald.
Det, der betyder noget, er at få en reaktion fra en udenforstående. Én, man hverken er i familie eller har et nært venskab med. Og én, der ikke har en professionel interesse i netop denne bogs succes. Den slags mere eller mindre objektiver reaktioner får man mange steder fra: Bibliotekarer og boghandlere, naturligvis. Almindelige læsere, heldigvis. Og så flokken af anmeldere, der jo også er en blandet forsamling nu om dage. Fra avisernes højtuddannede litterater eller læseglade journalister til bogbloggerne, der kan være alt fra gymnasielærere til buschauffører. Alle bedømmer bogen ud fra netop deres forudsætninger, men (som regel) uden at tage personlige hensyn til forfatteren eller skele til en eventuel påvirkning af salgstallene.
Man bliver glad – eller det modsatte – for alle reaktioner. Men selvfølgelig er der forskel. Den direkte respons fra læserne ser man jo kun selv. De offentliggjorte læses af mange flere. Og det kan være voldsomt at få sine fejl og mangler blæst ud til alverden. Så voldsomt, at nogle forfattere konsekvent nægter at læse anmeldelser, både de gode og de dårlige. Man kan jo ikke undgå at blive påvirket; af og til så meget, at omverdenens betragtninger kan blive ved at spøge i baghovedet i årevis og måske ligefrem få indflydelse på kommende værker.
Det er en gammelkendt sandhed, at de fleste forfattere husker de negative anmeldelser bedst. De femogtyve, der roste bogen, overskygges ganske af den ene, der rakkede den ned. Jeg kender en forfatter, der for over tyve år siden fik en virkelig hård dom i en avis. At den samme anmelder sidenhen har skamrost samtlige mandens værker, forhindrer ikke forfatteren i stadig at kunne citere lange passager af den dårlige anmeldelse – ordret. Jeg kan ikke sige mig helt fri for at have det på samme måde, selv om jeg prøver at lade være.
Men ville vi undvære dem, anmeldelserne? Ikke jeg. For mig er omverdenens reaktioner et vigtigt punktum for arbejdet med den enkelte bog. Jeg får ny skrivelyst og energi af de positive – og prøver at blive klogere af de kritiske uden at hænge mig for meget i dem.
Denne gang kan jeg bare sige: TAK for stjernerne, (næsten) alle sammen. Jeg er SÅ klar til den næste bog!
Kommentarer