Blog
Romersk research
Der er mange ulemper ved at være fuldtidsforfatter, men der er godt nok også mange fordele. Én af dem er, at man kan flytte fra sted til sted uden at afbryde sit arbejde. Bare man har sin bærbare computer og sin notesbog, er man kørende – uanset om man sidder på sit eget kontor derhjemme, i en balinesisk strandhytte eller på et hotelværelse i Bruxelles.
For nogle forfattere er det befordrende at rykke rødderne op med jævne mellemrum; starte på en frisk både geografisk og mentalt, hvis skriveriet går lidt trægt, eller man simpelthen har brug for arbejdsro langt væk fra de daglige forpligtelser. Men mange af rejserne er – helt lavpraktisk – samtidig nødvendige for at researche et bestemt område, der optræder i ens nye bog.
Research kan antage mange former, og det er ikke dem alle, der er umiddelbart forståelige for omverdenen. Sidder man og læser et opslagsværk, en avisartikel eller en videnskabelig afhandling, er det jo klart for enhver, at man er på arbejde. Er man ude at interviewe en eller anden ekspert, kan det også godtages. Ligesom både Facebook og Google er accepteret af de fleste som vigtige informationskilder og arbejdsredskaber. Men sidder man og kigger ud i luften eller går en tur ... er det så arbejde? For den udenforstående ser det bestemt ikke sådan ud, men i forbløffende mange tilfælde er svaret faktisk ja.
Research er jo ikke bare indhentning af faktuel viden. Research kan lige så godt være, at man graver i sig selv. Når man skriver fiktion, er bogens personer og deres handlemåde det vigtigste. ”Hvis jeg var min hovedperson, der er på den og den måde, og jeg kom træt hjem fra arbejde og opdagede, at min mand havde smadret bilen ... hvad så?” Svaret på det spørgsmål kan man ikke læse eller interviewe eller google sig til. Det kan kun komme ét sted fra: forfatteren selv. Man trækker på hele sit indre arkiv af erfaringer, empati og psykologisk sans, når man bygger sine personer op og beslutter, hvordan de vil reagere på og med hinanden. Og når den proces foregår, kan det altså ikke ses udenpå, at man arbejder. Men det er arbejde. Uanset om det foregår, mens man er i brusebad eller sidder og glor ud af vinduet.
Selv sidder jeg i skrivende stund i en lillebitte lejlighed i Rom. Jeg skal være her en hel måned; helt alene med computeren. En del af tiden er jeg – nå ja – i brusebad eller glor ud af vinduet, noget af tiden skriver jeg, og resten af dagen går med at vandre rundt i gaderne, besøge venner og bekendte, snuse rundt hos boghandlerne og den slags. Hvad jeg leder efter? Joh ... jeg ved, at Rom og romerne spiller en stor rolle i mit kommende romanprojekt, og jeg ved, at hver eneste gang, jeg bevæger mig ud på gaden, er chancen for inspiration til stede. Men jeg er egentlig ikke på jagt efter noget konkret.
For mig er research ikke så meget at finde faktuelle informationer, men mere at suge til mig og mærke stemninger, situationer, hverdagliv. Stort og småt i ét blødt kaos. Af og til skriver jeg et par ord i min notesbog eller tager et billede, men det meste af tiden oplever jeg bare. Alt kan bruges, den dag jeg går i gang med selve skrivearbejdet. Det vigtigste i denne fase er at være åben for, hvad der måtte komme, og ikke planlægge opholdet alt for nøje på forhånd.
Denne taktik bragte mig i går til turens foreløbige højdepunkt. Jeg fik lov at deltage i en fire timers aftenskolelektion i madlavning – på italiensk (som jeg kun forstår meget lidt af). Blandt eleverne var fire fraskilte mænd, der gerne ville være i stand til at lave ordentlig mad til weekendbørnene, et par forkælede overklassepiger, der aldrig rigtigt har fået lært det med husarbejde, og en tiårig dreng, der godt kunne gå hen og blive en af næste generations store kokke (det er ham, I ser på billedet). Med andre ord: ganske almindelige romere, der lavede ganske almindelige, romerske hverdagsretter. Vi stod der ved siden af hinanden og hakkede og snittede, mens vi talte tegnsprog og fik hinanden til at grine. Det var simpelthen så sjovt.
Og nej, jeg er slet ikke sikker på, at det madlavningskursus nogensinde kommer til at indgå i en roman. Ikke direkte, i hvert fald. Alligevel vil jeg til min dødsdag påstå, at de fire timer var research. Bare det at have være i helt u-turistet kontakt med et lille udsnit af de lokale var guld værd. At se, hvordan de hjalp hinanden, roste hinandens mad, kunne rumme den speedsnakkende tiårige, var usikre over for egne kokkeevner og alligevel havde overskud til at give mig minikurser i grammatik. Alt det kan og vil med garanti blive brugt.
Så ja, jeg dasker rundt og nyder det misundelsesværdige forfatterliv i det romerske solskin – og ja, det er research!
Der er mange ulemper ved at være fuldtidsforfatter, men der er godt nok også mange fordele. Én af dem er, at man kan flytte fra sted til sted uden at afbryde sit arbejde. Bare man har sin bærbare computer og sin notesbog, er man kørende – uanset om man sidder på sit eget kontor derhjemme, i en balinesisk strandhytte eller på et hotelværelse i Bruxelles.
For nogle forfattere er det befordrende at rykke rødderne op med jævne mellemrum; starte på en frisk både geografisk og mentalt, hvis skriveriet går lidt trægt, eller man simpelthen har brug for arbejdsro langt væk fra de daglige forpligtelser. Men mange af rejserne er – helt lavpraktisk – samtidig nødvendige for at researche et bestemt område, der optræder i ens nye bog.
Research kan antage mange former, og det er ikke dem alle, der er umiddelbart forståelige for omverdenen. Sidder man og læser et opslagsværk, en avisartikel eller en videnskabelig afhandling, er det jo klart for enhver, at man er på arbejde. Er man ude at interviewe en eller anden ekspert, kan det også godtages. Ligesom både Facebook og Google er accepteret af de fleste som vigtige informationskilder og arbejdsredskaber. Men sidder man og kigger ud i luften eller går en tur ... er det så arbejde? For den udenforstående ser det bestemt ikke sådan ud, men i forbløffende mange tilfælde er svaret faktisk ja.
Research er jo ikke bare indhentning af faktuel viden. Research kan lige så godt være, at man graver i sig selv. Når man skriver fiktion, er bogens personer og deres handlemåde det vigtigste. ”Hvis jeg var min hovedperson, der er på den og den måde, og jeg kom træt hjem fra arbejde og opdagede, at min mand havde smadret bilen ... hvad så?” Svaret på det spørgsmål kan man ikke læse eller interviewe eller google sig til. Det kan kun komme ét sted fra: forfatteren selv. Man trækker på hele sit indre arkiv af erfaringer, empati og psykologisk sans, når man bygger sine personer op og beslutter, hvordan de vil reagere på og med hinanden. Og når den proces foregår, kan det altså ikke ses udenpå, at man arbejder. Men det er arbejde. Uanset om det foregår, mens man er i brusebad eller sidder og glor ud af vinduet.
Selv sidder jeg i skrivende stund i en lillebitte lejlighed i Rom. Jeg skal være her en hel måned; helt alene med computeren. En del af tiden er jeg – nå ja – i brusebad eller glor ud af vinduet, noget af tiden skriver jeg, og resten af dagen går med at vandre rundt i gaderne, besøge venner og bekendte, snuse rundt hos boghandlerne og den slags. Hvad jeg leder efter? Joh ... jeg ved, at Rom og romerne spiller en stor rolle i mit kommende romanprojekt, og jeg ved, at hver eneste gang, jeg bevæger mig ud på gaden, er chancen for inspiration til stede. Men jeg er egentlig ikke på jagt efter noget konkret.
For mig er research ikke så meget at finde faktuelle informationer, men mere at suge til mig og mærke stemninger, situationer, hverdagliv. Stort og småt i ét blødt kaos. Af og til skriver jeg et par ord i min notesbog eller tager et billede, men det meste af tiden oplever jeg bare. Alt kan bruges, den dag jeg går i gang med selve skrivearbejdet. Det vigtigste i denne fase er at være åben for, hvad der måtte komme, og ikke planlægge opholdet alt for nøje på forhånd.
Denne taktik bragte mig i går til turens foreløbige højdepunkt. Jeg fik lov at deltage i en fire timers aftenskolelektion i madlavning – på italiensk (som jeg kun forstår meget lidt af). Blandt eleverne var fire fraskilte mænd, der gerne ville være i stand til at lave ordentlig mad til weekendbørnene, et par forkælede overklassepiger, der aldrig rigtigt har fået lært det med husarbejde, og en tiårig dreng, der godt kunne gå hen og blive en af næste generations store kokke (det er ham, I ser på billedet). Med andre ord: ganske almindelige romere, der lavede ganske almindelige, romerske hverdagsretter. Vi stod der ved siden af hinanden og hakkede og snittede, mens vi talte tegnsprog og fik hinanden til at grine. Det var simpelthen så sjovt.
Og nej, jeg er slet ikke sikker på, at det madlavningskursus nogensinde kommer til at indgå i en roman. Ikke direkte, i hvert fald. Alligevel vil jeg til min dødsdag påstå, at de fire timer var research. Bare det at have være i helt u-turistet kontakt med et lille udsnit af de lokale var guld værd. At se, hvordan de hjalp hinanden, roste hinandens mad, kunne rumme den speedsnakkende tiårige, var usikre over for egne kokkeevner og alligevel havde overskud til at give mig minikurser i grammatik. Alt det kan og vil med garanti blive brugt.
Så ja, jeg dasker rundt og nyder det misundelsesværdige forfatterliv i det romerske solskin – og ja, det er research!
Kommentarer