Blog
Hvorfor noveller?
Den er lige landet; kassen med frieksemplarer. Tredive trykfriske eksemparer af min seneste bog, novellesamlingen ’De andre’. Jeg åbner kassen og lægger stablerne af bøger på skrivebordet. Snuser til dem, kærtegner det lækre, matlakerede omslag, læser bagsideteksten, der med ét føles ny, selv om jeg har læst korrektur på den igen og igen. Det her bliver jeg aldrig træt af, ligegyldigt hvor mange bøger jeg får udgivet. Første udgave, første oplag af en ny bog ... Det er lige stort hver gang.
’De andre’ er den første af mine indtil videre syv bøger, der ikke byder på hverken mord, efterforskning og mere eller mindre skaldede detektiver. Og det er den første, der ikke er en roman.
Skal jeg være ærlig, har det aldrig været noveller, der stod øverst på min hitliste som læser. Jo, det sker naturligvis, at man falder over en perle af en novellesamling, men det er ikke noget, jeg decideret går og leder efter på biblioteket. Jeg elsker tykke bøger med indviklede handlinger; holder af at lære personerne at kende, følge dem gennem en udvikling, se dem i forskellige relationer og under skiftende omstændigheder, og det irriterer mig, når man lige når at møde et interessant menneske for så straks at måtte tage afsked med vedkommende igen.
Der er heldigvis undtagelser; noveller, der er så mættede med indhold, at jeg føler mig glad og tilfreds trods den enkelte histories beskedne omfang. Raymond Carvers noveller er et godt eksempel, Alice Munros og Herman Bangs ligeså. De skriver alle tre, så man kan mærke deres personer; man kan huske dem mange år senere. Ret godt klaret, hvis man kun har haft nogle ganske få sider til at ”møde” dem.
Og så er der de novellesamlinger, hvor der leges med formen, så de enkelte handlinger eller tematikker væves sammen. Det er stadig enkeltstående fortællinger, men læst i sammenhæng danner de et hele, så en hændelse i én novelle kan kaste nyt lys på noget, der sker i en anden. Katrine Marie Guldager har gjort det i ’København’, Kaspar Colling Nielsen i ’Mount København’, Jacob Ejersbo bringer den helt ud over kanten i sin Afrika-trilogi, og Tom Rachman perfektionerer formen i ’De ufuldkomne’, som jeg også slog på tromme for i det foregående blogindlæg. Den type noveller gør en roman-fan som mig glad, fordi jeg ligesom får det hele serveret på én gang: Den korte, fortættede historie og de store linjer.
Med disse store forbilleder i baghovedet besluttede jeg altså, at jeg godt turde gøre forsøget. Omdanne min efterhånden omfangsrige bunke af ideer og iagttagelser, som ikke var krimiegnede, til en række noveller. De ti korte historier har et fælles tema – afbrydelser og indgreb i privatsfæren – og der er også visse elementer, som går igen, men de er i bund og grund enkeltstående fortællinger.
Men hvorfor nu det? Når jeg nu er erklæret romanlæser og –forfatter, hvorfor så ikke holde sig til det? Sandheden er, at den beslutning blev taget i en del af min hjerne, som jeg ikke selv har hundrede procent overblik over. De skitser, jeg havde liggende i skuffen, hang sammen tematisk, men hørte simpelthen ikke hjemme i den samme fortælling. De lagde således ikke op til en roman, men til noveller. Så enkelt var det.
Mens jeg arbejdede med ’De andre’, gik det langsomt, men sikkert op for mig, hvad novelleformen kan. I den korte form tvinges man til at skære ind til benet, finde essensen af den historie, man har på hjerte. For en forfatter som mig, der ynder at snuse mig ind på de vildveje, der undervejs måtte pirre min nysgerrighed, er det at skrive noveller simpelthen en blændende øvelse i at holde sig til sagen; kun tage de informationer med, der er nødvendige for at fortælle netop denne historie. Den øvelse har, vil jeg påstå, gjort mig til en bedre romanforfatter. Det bliver ikke sidste gang, jeg skriver noveller – ligesom det ikke bliver sidste gang, jeg skriver en bog uden et krimiplot.
’De andre’ udkommer om en lille uges tid, den 26. januar. Vil du allerede nu læse en bid af novellen ’Blodbøgen’ eller se et lille videointerview om tankerne bag ’De andre’, kan du gå ind på min hjemmeside, www.annagrue.dk, hvor der også er masser af anden info – samt gratis læsestof til download.
Den er lige landet; kassen med frieksemplarer. Tredive trykfriske eksemparer af min seneste bog, novellesamlingen ’De andre’. Jeg åbner kassen og lægger stablerne af bøger på skrivebordet. Snuser til dem, kærtegner det lækre, matlakerede omslag, læser bagsideteksten, der med ét føles ny, selv om jeg har læst korrektur på den igen og igen. Det her bliver jeg aldrig træt af, ligegyldigt hvor mange bøger jeg får udgivet. Første udgave, første oplag af en ny bog ... Det er lige stort hver gang.
’De andre’ er den første af mine indtil videre syv bøger, der ikke byder på hverken mord, efterforskning og mere eller mindre skaldede detektiver. Og det er den første, der ikke er en roman.
Skal jeg være ærlig, har det aldrig været noveller, der stod øverst på min hitliste som læser. Jo, det sker naturligvis, at man falder over en perle af en novellesamling, men det er ikke noget, jeg decideret går og leder efter på biblioteket. Jeg elsker tykke bøger med indviklede handlinger; holder af at lære personerne at kende, følge dem gennem en udvikling, se dem i forskellige relationer og under skiftende omstændigheder, og det irriterer mig, når man lige når at møde et interessant menneske for så straks at måtte tage afsked med vedkommende igen.
Der er heldigvis undtagelser; noveller, der er så mættede med indhold, at jeg føler mig glad og tilfreds trods den enkelte histories beskedne omfang. Raymond Carvers noveller er et godt eksempel, Alice Munros og Herman Bangs ligeså. De skriver alle tre, så man kan mærke deres personer; man kan huske dem mange år senere. Ret godt klaret, hvis man kun har haft nogle ganske få sider til at ”møde” dem.
Og så er der de novellesamlinger, hvor der leges med formen, så de enkelte handlinger eller tematikker væves sammen. Det er stadig enkeltstående fortællinger, men læst i sammenhæng danner de et hele, så en hændelse i én novelle kan kaste nyt lys på noget, der sker i en anden. Katrine Marie Guldager har gjort det i ’København’, Kaspar Colling Nielsen i ’Mount København’, Jacob Ejersbo bringer den helt ud over kanten i sin Afrika-trilogi, og Tom Rachman perfektionerer formen i ’De ufuldkomne’, som jeg også slog på tromme for i det foregående blogindlæg. Den type noveller gør en roman-fan som mig glad, fordi jeg ligesom får det hele serveret på én gang: Den korte, fortættede historie og de store linjer.
Med disse store forbilleder i baghovedet besluttede jeg altså, at jeg godt turde gøre forsøget. Omdanne min efterhånden omfangsrige bunke af ideer og iagttagelser, som ikke var krimiegnede, til en række noveller. De ti korte historier har et fælles tema – afbrydelser og indgreb i privatsfæren – og der er også visse elementer, som går igen, men de er i bund og grund enkeltstående fortællinger.
Men hvorfor nu det? Når jeg nu er erklæret romanlæser og –forfatter, hvorfor så ikke holde sig til det? Sandheden er, at den beslutning blev taget i en del af min hjerne, som jeg ikke selv har hundrede procent overblik over. De skitser, jeg havde liggende i skuffen, hang sammen tematisk, men hørte simpelthen ikke hjemme i den samme fortælling. De lagde således ikke op til en roman, men til noveller. Så enkelt var det.
Mens jeg arbejdede med ’De andre’, gik det langsomt, men sikkert op for mig, hvad novelleformen kan. I den korte form tvinges man til at skære ind til benet, finde essensen af den historie, man har på hjerte. For en forfatter som mig, der ynder at snuse mig ind på de vildveje, der undervejs måtte pirre min nysgerrighed, er det at skrive noveller simpelthen en blændende øvelse i at holde sig til sagen; kun tage de informationer med, der er nødvendige for at fortælle netop denne historie. Den øvelse har, vil jeg påstå, gjort mig til en bedre romanforfatter. Det bliver ikke sidste gang, jeg skriver noveller – ligesom det ikke bliver sidste gang, jeg skriver en bog uden et krimiplot.
’De andre’ udkommer om en lille uges tid, den 26. januar. Vil du allerede nu læse en bid af novellen ’Blodbøgen’ eller se et lille videointerview om tankerne bag ’De andre’, kan du gå ind på min hjemmeside, www.annagrue.dk, hvor der også er masser af anden info – samt gratis læsestof til download.
Kommentarer