Blog
En roman bliver til
Når jeg er ude at holde foredrag, bliver jeg meget ofte spurgt, hvor lang tid det tager at skrive en krimi. Svaret er for mit vedkommende: cirka et år.
Men hvordan gør du så? spørger tilhørerne videre. Skriver du hver dag? Bruger du lang tid på at interviewe kilder? Har du et færdigt plot, før du går i gang?
Lad mig prøve at svare ved at beskrive processen for den bog, jeg netop har afleveret. Da jeg lige før påske sidste år havde afleveret første gennemskrivning af novellesamlingen ”De andre” til forlaget, gik jeg i gang med femte bind i Dan Sommerdahl-serien. Jeg havde ikke nogen egentlig plan for, hvad der skulle ske i historien, men vidste to ting: Den skulle foregå i en virksomhed, og første scene skulle beskrive en kvindelig malerlærlings arbejde med at fuldspartle et kontor. Hvor den idé kom fra, aner jeg ikke. Den har stået på en lille lap papir i min notesbog et par år, og den blev ved at pirre min nysgerrighed, så det gav egentlig sig selv, at den skulle være udgangspunkt for historien.
Selve handlingen, de mange bi- og hovedpersoner, efterforskningsarbejdet og selve krimigådens løsning var ikke planlagt på forhånd, men kom til undervejs, mens jeg arbejdede mig støt og roligt fremad fra start til slut. Word-dokumentet voksede, og jeg blev mere og mere opslugt af historien. Otte en halv måned sad jeg dér og skrev en historie, jeg ikke en gang selv kendte slutningen på før langt henne i processen. Fra tidligt om morgenen til ud på eftermiddagen. Hver dag. Også i weekenderne, og når andre mennesker holdt sommer-, efterårs- og juleferie. Den eneste pause kom, da jeg på et tidspunkt tog novellesamlingen frem igen og gav den en sidste finpudsning, før den blev sendt i produktion. Så snart den opgave var overstået, genoptog jeg arbejdet med romanen.
Og hvad med researchen? Tjah, jeg mailede nogle konkrete spørgsmål til flinke folk med diverse specialer, jeg læste et par fagbøger, og jeg googlede en del. Ellers gjorde jeg bare, som jeg plejer: Skrev først og spurgte bagefter. Jeg har det nemlig sådan, at jeg arbejder bedst, når jeg blander så få mennesker ind i selve skrivefasen som muligt.
I januar, da jeg var færdig med første gennemskrivning af manuskriptet, sendte jeg det så til mine trofaste hjælpeånder: En retsmediciner, en kriminaltekniker, en efterforsker og et par rigtigt gode og meget kritiske læsere, som jeg stoler på, heriblandt naturligvis min redaktør på forlaget. De kom alle med skarpe og konstruktive noter – som jeg lagde direkte ned i en skuffe.
Dér fik de så lov at ligge i to måneder. Jeg forsøgte at ignorere både dem og manuskriptet, mens jeg i stedet lavede andre ting – sendte novellesamlingen på gaden, researchede til den næste roman og nappede mig nogle fridage. De to måneders pause er hver gang en vigtig del af processen. Det er en dårlig idé at springe den over eller forkorte perioden, hvis man vil have et ordentligt, gennemarbejdet resultat. Først efter to måneder kan man nemlig læse manuskriptet med friske øjne, og jeg oplever hver gang, at mange ting, der ikke fungerede optimalt i første omgang, pludselig falder på plads. Således også denne gang.
Efter gennemlæsningen tog jeg konsulenternes noter frem og vurderede, hvilke jeg ville rette mig efter, og hvilke jeg ville ignorere. Så redigerede jeg manuskriptet færdigt – og vips! kunne jeg trykke på ”Send”-knappen. Forude venter selvfølgelig stadig korrekturen, teksten til omslagets bagside og den slags praktiske småtterier, men selve indholdet er på plads.
Summa summarum: Otte måneders skrivning, én måned, hvor jeg modtager og drøfter konsulenternes kommentarer, to måneders liggepause og én måneds redigering. I alt næsten præcis et år. Læg dertil korrektur, produktion og tryk – og så ved du, hvorfor det tager noget tid at sende et nyt bind på gaden.
Bemærk venligst: Det her er min proces, ikke alle krimiforfatteres. Nogle planlægger plottet i alle detaljer først og bruger derfor meget mindre tid på gennemskrivningen, nogle skriver mere usystematisk med lange tænkepauser i stedet for at begynde på første side og blive ved, til bogen er slut, nogle bruger masser af tid på research, nogle lader redaktøren læse med undervejs og andre gør noget helt femte. Hver forfatter har sin metode, og sådan skal det naturligvis også være.
Romanen er som sagt færdig. Den hedder ”Et spørgsmål om penge” og udkommer efter planen den 10. august. Og jeg? Jeg glæder mig til at høre, hvad I synes – og til at skrive den næste bog ...
Når jeg er ude at holde foredrag, bliver jeg meget ofte spurgt, hvor lang tid det tager at skrive en krimi. Svaret er for mit vedkommende: cirka et år.
Men hvordan gør du så? spørger tilhørerne videre. Skriver du hver dag? Bruger du lang tid på at interviewe kilder? Har du et færdigt plot, før du går i gang?
Lad mig prøve at svare ved at beskrive processen for den bog, jeg netop har afleveret. Da jeg lige før påske sidste år havde afleveret første gennemskrivning af novellesamlingen ”De andre” til forlaget, gik jeg i gang med femte bind i Dan Sommerdahl-serien. Jeg havde ikke nogen egentlig plan for, hvad der skulle ske i historien, men vidste to ting: Den skulle foregå i en virksomhed, og første scene skulle beskrive en kvindelig malerlærlings arbejde med at fuldspartle et kontor. Hvor den idé kom fra, aner jeg ikke. Den har stået på en lille lap papir i min notesbog et par år, og den blev ved at pirre min nysgerrighed, så det gav egentlig sig selv, at den skulle være udgangspunkt for historien.
Selve handlingen, de mange bi- og hovedpersoner, efterforskningsarbejdet og selve krimigådens løsning var ikke planlagt på forhånd, men kom til undervejs, mens jeg arbejdede mig støt og roligt fremad fra start til slut. Word-dokumentet voksede, og jeg blev mere og mere opslugt af historien. Otte en halv måned sad jeg dér og skrev en historie, jeg ikke en gang selv kendte slutningen på før langt henne i processen. Fra tidligt om morgenen til ud på eftermiddagen. Hver dag. Også i weekenderne, og når andre mennesker holdt sommer-, efterårs- og juleferie. Den eneste pause kom, da jeg på et tidspunkt tog novellesamlingen frem igen og gav den en sidste finpudsning, før den blev sendt i produktion. Så snart den opgave var overstået, genoptog jeg arbejdet med romanen.
Og hvad med researchen? Tjah, jeg mailede nogle konkrete spørgsmål til flinke folk med diverse specialer, jeg læste et par fagbøger, og jeg googlede en del. Ellers gjorde jeg bare, som jeg plejer: Skrev først og spurgte bagefter. Jeg har det nemlig sådan, at jeg arbejder bedst, når jeg blander så få mennesker ind i selve skrivefasen som muligt.
I januar, da jeg var færdig med første gennemskrivning af manuskriptet, sendte jeg det så til mine trofaste hjælpeånder: En retsmediciner, en kriminaltekniker, en efterforsker og et par rigtigt gode og meget kritiske læsere, som jeg stoler på, heriblandt naturligvis min redaktør på forlaget. De kom alle med skarpe og konstruktive noter – som jeg lagde direkte ned i en skuffe.
Dér fik de så lov at ligge i to måneder. Jeg forsøgte at ignorere både dem og manuskriptet, mens jeg i stedet lavede andre ting – sendte novellesamlingen på gaden, researchede til den næste roman og nappede mig nogle fridage. De to måneders pause er hver gang en vigtig del af processen. Det er en dårlig idé at springe den over eller forkorte perioden, hvis man vil have et ordentligt, gennemarbejdet resultat. Først efter to måneder kan man nemlig læse manuskriptet med friske øjne, og jeg oplever hver gang, at mange ting, der ikke fungerede optimalt i første omgang, pludselig falder på plads. Således også denne gang.
Efter gennemlæsningen tog jeg konsulenternes noter frem og vurderede, hvilke jeg ville rette mig efter, og hvilke jeg ville ignorere. Så redigerede jeg manuskriptet færdigt – og vips! kunne jeg trykke på ”Send”-knappen. Forude venter selvfølgelig stadig korrekturen, teksten til omslagets bagside og den slags praktiske småtterier, men selve indholdet er på plads.
Summa summarum: Otte måneders skrivning, én måned, hvor jeg modtager og drøfter konsulenternes kommentarer, to måneders liggepause og én måneds redigering. I alt næsten præcis et år. Læg dertil korrektur, produktion og tryk – og så ved du, hvorfor det tager noget tid at sende et nyt bind på gaden.
Bemærk venligst: Det her er min proces, ikke alle krimiforfatteres. Nogle planlægger plottet i alle detaljer først og bruger derfor meget mindre tid på gennemskrivningen, nogle skriver mere usystematisk med lange tænkepauser i stedet for at begynde på første side og blive ved, til bogen er slut, nogle bruger masser af tid på research, nogle lader redaktøren læse med undervejs og andre gør noget helt femte. Hver forfatter har sin metode, og sådan skal det naturligvis også være.
Romanen er som sagt færdig. Den hedder ”Et spørgsmål om penge” og udkommer efter planen den 10. august. Og jeg? Jeg glæder mig til at høre, hvad I synes – og til at skrive den næste bog ...
Kommentarer