Ved verdens ende

Oprettet: 22.01.2015 - 15:32

Stormen i de afsides, uvejsomme egne, der skildres i Jón Kalman Stefánssons smukke islandske trilogi, gennemisner handlingernes hovedfigurer, men varmer læserne.

Af lektor Erik Skyum-Nielsen

Til Litteratursidens februartema over ”Is og kulde” må det være oplagt at behandle tre smukke islandske romaner, der varmer læseren lige så meget om hjertet som stormene i de afsides, uvejsomme egne, der skildres, gennemisner handlingernes hovedfigurer. Jeg tænker naturligvis på Jón Kalman Stefánssons forrygende trilogi: Himmerige og helvede (2007, da. 2010), Englenes sorg (2009, da. 2011), Menneskets hjerte (2011, da. 2013), alle glimrende oversat af Kim Lembek.

Jón Kalman Stefánsson (f. 1963), som danske læsere første gang lærte at kende i 2007 med gennembrudsbogen Sommerlys, og så kommer natten, leverer med især Englenes sorg et substantielt bidrag til sit kølige hjemlands efterhånden righoldige mængde af skildringer af drøje eller ligefrem umenneskelige strabadser. Men han forstår ikke kun at berette, så kulden nager i marv og ben; han er også mester for at skabe sprød poesi.

I centrum af de tre romaner står den forældre- og navnløse helt, ’Drengen’, som i det første bind mister sin ven og arbejdskammerat Bardur, fordi denne er mere optaget af at læse i John Miltons Paradise Lost end af at klæde sig varmt på før en farefuld færd til søs. I andet bind er drengen indlogeret hos kvinderne i en skænkestue i fiskerbyen Staden, som minder kraftigt om Ísafjörður i det nordvestlige hjørne af landet. Og her bruger han, da romanen begynder, det meste af sin tid på at oversætte fra engelsk og læse Shakespeare højt for en blind, men bogglad kaptajn. Forelsket er vor unge helt skam også, i den jævnaldrende Andrea, men alt er endnu kun i sin vorden.

Handlingen bringes i gang, da landposten Jens ankommer sydfra med breve, aviser og ikke mindst mundtlige nyheder. Vi er i begyndelsen af det 20. århundrede, transporten foregår enten til søs eller på hesteryg over land. Vejret er mere end hårdt, også i april, men posten skal frem, ikke bare til Staden, men også til de afsides bygder ovre på den anden side af fjorden samt til endnu mere fjerntliggende usleravnekroge på den anden side af gletscheren og de stejle pas. Jeg har selv vandret i de egne, hvor romanen efter landskabsbeskrivelserne at dømme udspiller sig, og kan, skønt det var ved sommertid, forsikre, at afstandene er skrappe, terrænet mildt sagt ujævnt og stigningerne decideret drøje.

Men der bor eller rettere boede mennesker deroppe, og tilværelsen kan være lykke og livskamp på samme tid. Det er godt at leve her, erklærer således en bonde, “masser af fisk i havet, fugle i klipperne, vi har halvtreds får, her er ro, ingen der herser med en. Den der bor her er fri. Det må da være noget. Verdens ende, hvad er det? Det der er verdens ende for dig er et hjem for mig.”

Gennem disse egne færdes i voldsomste vejr Drengen og posten sammen. Kun med besvær når de frem til en nødhytte oppe på fjeldet, og da de drager tilbage, overlever de kun, fordi en kvinde viser dem vej gennem snestormen. Hun viser sig til gengæld at være en genganger, som frelser dem med det formål selv at komme i indviet jord. På det sidste stykke af rejsen medbringer de hende oven i købet i kisten!

Vejret styrer alt, oplyser den alvidende (og undertiden al-vadende!) fortæller tidligt i bogen. Vejret former folk, som var de ler. Men menneskene har også kræfter at sætte op imod selv de hårdeste livsvilkår! Magt og rigdom har aldrig fulgt litteraturen, men netop derfor er den så uspoleret, og nogle gange er  den den eneste form for modstand, man kan regne med. "Den der kan holde på en pen og et stykke papir har mulighed for at forandre verden", siger (eller præker) Jón Kalman Stefánsson, som kigger tilbage på Islands historie og klager sig over, at islændingene et eller andet sted på vej til nutiden mistede deres fælles tro på digtningens kraft, “begyndte at betragte den som sværmeri og udsmykning til festlige lejligheder” og i stedet satte al deres lid “til tal og åbenlyse kendsgerninger”.

Forfatteren er i passager som denne tæt ved at kamme over i den dér særlige blanding af poesi-patos og national selvfedme, der stedse lurer på islandske forfattere. Men den velfortalte og veloversatte roman bevarer hele tiden begge ben på jorden og fører dem møjsommeligt, men sikkert gennem den dybe sne. Der findes, står der et sted, “bøger som underholder dig, men som ikke rykker det mindste ved de afgørende spørgsmål. Og så er der de andre, som får dig til at tvivle, de giver dig håb, udvider verden og gør dig forhåbentlig bekendt med den svimlende afgrund.” Til sidstnævnte kategori hører Jón Kalman Stefánssons trilogi fra det barske, stormomsuste nordvestlige Island, hvor foråret som regel er borte, inden det overhovedet er ankommet, og hvor det meste af sommeren går med bare at vente på mørket.

Det er i disse egnes sorte frådende bølger, at vores navnløse hovedperson i første bind mister sin ven, fordi denne ikke får stortrøjen med ud på havet. Og det er mellem de samme egnes majestætiske, iskolde fjelde, at Drengen sammen med landposten, Jens, i andet bind kæmper sig tilbage til civilisationen, indtil de omsider finder husly hos en læge i det afsides Slettuvik, hvor tredje bind tager sin begyndelse.

Her vækkes vores helt med et kys. For hvor er livet i grunden, hvis ikke i et kys? Og er man ikke død, hvis ikke man kan mærke sådan ét? Pigen, der spørger sådan, bliver også den, der bjærger ham til sidst. Og dermed er ringen sluttet i denne på samme tid ramsaltet realistiske og højstemt lidenskabelige bog, der udover at følge Drengen ind til kærlighedens mysterium også præsenterer læseren for et broget persongalleri: den gamle blinde kaptajn, den stovte værtshusholderske og hotelværtinde, den forskræmt forvildede sømandskone, den selvudslettende vejrbidte bonde med de fire moderløse børn, den alkoholiserede rektor, den liderlige overklassetøs samt mange, mange flere endnu.

Alle indfældes de af forfatteren i en verden, hvor de fleste tror på hænderne, ikke på ånden, på arbejde mere end på tænkning og digtning. Netop derfor er det nødvendigt, at nogen evner at skue udover sild og klipfisk og kan bevare troen på, at ”det liv som ordene gemmer i bøger, finder vej til os”, og ”at der inde i fortællingerne skjuler sig ord der befrier os for alle vores lænker”.

På denne forløsningstillid bygger Jón Kalman Stefánsson sit epos fra Usleravnekrog, skabt med en for ham karakteristisk blanding af lokalkolorit og globalt skæbnemaleri. Han konfronterer natur og civilisation og søger konsekvent ind, hvor kønnets kræfter tager pippet fra folk og livets modsætninger spidser til i dramatiske scener og heftige optrin og drøje strabadser af den type, som egentlig gør sig bedst med undertekster på gælisk!

Hans ærinde er at erindre, hvordan tilværelsen formede sig, før verden gik af lave, og vise os, hvorledes ”det svundne forbliver i os, farver dagene, forvandler drømmene.” Hans fortællekunst former sig som konstante, insisterende spørgsmål ind til selveste meningen med vores tilværelse, for ”hvis ingen spørger lukkes vi inde i tavshed med al smerten som med årene forvandles til ensomhed, bitterhed og besværlig død”. Det er ikke for meget sagt at vi må opfatte de tre sammenhængende romaner om Drengen som en fuldtonende sang til livet og en kraftfuld hyldest til både erindringskunsten og digtekunsten, et smukt og i sin egen ret aldeles gyldigt fortællekunstværk, som varmer i vinterens kulde.

0
Din bedømmelse: Ingen