Tre litteraturformidlere nomineret til ny Blixenpris

Oprettet: 26.04.2017 - 10:54

Nanna Damsgaard-Larsen, Rachel Röst og Vibeke Johansen nomineres til 'Årets indsats for litteraturformidling’. De skaber nye rammer for litteraturen og samarbejder på tværs af det litterære miljø.

 

Juryen for den nye Blixenpris har nomineret tre professionelle formidlere ud af et særdeles stærkt felt med omkring 100 indstillinger. Der var indstillede kandidater fra hele landet, i alle aldre og fra forskellige positioner i det litterære kredsløb. Det brede felt viser et overordentligt stort engagement og kreativitet hos formidlere i hele landet, der gør en kæmpe indsats for at formidle litteratur og sprede læseglæde på en både personlig og opfindsom måde: Boghandlere, bibliotekarer, kritikere, litteraturjournalister og undervisere fra folkeskoler til universiteter, som i deres daglige møde med læsere har et smittende engagement og inspirerer folk til at læse.

Stærkt felt af formidlere i litteraturens tjeneste

Feltet viser, at mange litteraturformidlere, ikke mindst på folkebibliotekerne, med stor succes har skabt - og fortsat arbejder med at udvikle - nye og originale rammer for litteraturformidlingen. Mange bringer litteraturen ud i nye omgivelser, uden for institutionernes velkendte rammer og formår at løfte litteraturen nye, overraskende steder hen og når på den måde ud til nye grupper af læsere. Desuden har en del af de indstillede kandidater samarbejdet på tværs af det litterære miljø og med involvering af mange forskellige aktører om formidling til en bred kreds.

Netop disse kendetegn har juryen lagt vægt på i bedømmelsen, og de tre nominerede udmærkede sig ved at være de stærkeste kandidater: De skaber nye rammer for litteraturen, samarbejder på tværs af det litterære miljø og rækker ud til nye læsere. Samtidig engagerer de folk omkring sig i arbejdet i litteraturens tjeneste. Derudover er alle tre blevet indstillet af flere forskellige aktører, både af folk der arbejder professionelt med formidling og af almindelige læsere.

Motivering af de tre nominerede

Juryen for prisen begrunder nomineringen af de tre kandidater således:

Litteraturformidler Nanna Damsgaard-Larsen fra Herlev Bibliotek har i løbet af 2016 gentænkt bibliotekernes litteraturformidling. Med en smittende entusiasme og fandenivoldsk tilgang til litteraturen spreder hun læseglæde og bringer litteraturen ud, hvor folk er. Hvad enten det gælder arrangementer eller sociale medier er Nanna Damsgaard-Larsens formidling kendetegnet ved at være æstetisk, skæv, sjov og inspirerende, som da hun samlede 250 mennesker til et Peter Laugesen arrangement på Herlev Hospital i samarbejde med byens strikkeklub, jazzklub, gymnasium og billedskole.

Se videoen: Nanna Damsgaard-Larsen om litteraturformidling

 

Rachel Röst er ildsjælen bag foreningen Læs for livet, der indsamler bøger og bringer dem ud til anbragte børn og unge i hele landet. Med Læs for livet skaber Rachel Röst gode læseoplevelser for hundredvis af anbragte børn og unge ud fra en tankegang om, at litteratur kan forandre liv. Rachel møder de unge med omsorg og empati, lytter til deres ønsker og finder de bøger, der passer til netop dem. Hendes motto er AT de unge læser – ikke HVAD de læser. Rachels kæmpe engagement smitter af på resten af foreningen, som tæller et stort team af dedikerede frivillige.

Se videoen: Rachel Röst: "Biblioteket var et kæmpe frirum for mig"

 

Bibliotekar Vibeke Johansen fra Horsens Bibliotek er drivkraften bag Krimimessen. Takket være Vibeke Johansens engagement og tætte samarbejde med forfattere, forlag og dagblade er den blevet Nordens største krimimesse, der i 2017 blev besøgt af over 7300 gæster. Ved at tilrettelægge et originalt program, hvor danske og internationale forfattere møder deres læsere i øjenhøjde, kan Vibeke Johansen om nogen tage æren for krimimessens succes, samtidig med at hun har været med til at skabe anerkendelse af krimiens samfundsdebatterende kvaliteter.

Se videoen: Vibeke Johansens kærlighed til krimier

 

Juryen består af kritiker Henrik Wivel, lektor og repræsentant fra Dansklærerforeningen Birgitte Darger og chefredaktør på Litteratursiden Lise Vandborg.

Tema om Blixenpriserne

Litteratursidens redaktion har interviewet de nominerede om læsning og litteraturformidling, og de tre interviews bliver bragt i Litteratursidens tema om Blixenpriserne, som kan læses fra den 2. maj. Her går vi også bag en række af de andre Blixenpriser.

Bag den nye pris 'Årets indsats for litteraturformidling' står Dansk Forfatterforening, Danske skønlitterære Forfattere, Danmarks Biblioteksforening, Bibliotekarforbundet og Litteratursiden.

Prisen er på 30.000 kroner og overrækkes den 19. maj 2017 i Den Sorte Diamant i København sammen med 13 andre priser, der alle er sat i verden for at hylde litteraturen og litteraturbranchen. 

TIl fire af de andre priser er der også nomineret kandidater. Se hvem der er nomineret her

Fotografier:
Nanna Damsgaard-Larsen: Privatfoto
Rachel Röst: Anne Prytz Schaldemose
Vibeke Johansen: Willy Wegner

0
Din bedømmelse: Ingen

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.