Læs Henrik Palle og Bo Tao Michaëlis' hylemorsomme og skruppelløse gennemgang af kriminalromanens syv arketypiske skurke. Fra arkaisk til samlermanisk, pisket med en røget ål.
Af Bo Tao Michaëlis og Henrik Palle
Den oprindelige skurk
I skurkologien kommer man naturligvis ikke uden om at Biblen i vores civilisation er genesis for denne videnskabs objekt. Historien om Kain og Abel fra Første Mosebog er på alle måder oprindelsen til skurken og videnskaben om dem. Oftest ses den skurkagtige sag som brodermord. Men læser man nærmere er det også to bønder, hvor den ene, Kain forgæves dyrker korn på golde marker, men Abel har succes som kvægavler. Kain er en taber og Abel en vinder og hvorfor, får vi egentlig aldrig at vide ud over at det Guds vilje. Efter Kain har slået Abel ihjel bebrejdes han sågar at han gjorde det og faldt til føje for sin misundelse. Et enkelt motiv, men også mange gange siden drivkraft for skurke.
Judas i Det Nye Testamente er selvfølgelig også en oprindelig skurk. Han sælger Jesus nede ad den romerske flod for 30 sølvpenge. Men i stedet for at bruge dem hænger han sig selv. Mellem Kain og Judas mærker man afstand, måske skabt af den græske tragedie, en genre ind i mellem hvor skurke var langt mere komplekse med mord og motivkredse.
Såsom Odysseus, der ud over at optræde som ambivalent helt i sit eget epos, optræder som en listig og led skurk i græske tragedier i almindelighed, dem skrevet af Euripides i særdeleshed. Middelaldermanden Dante kunne heller ikke lide ham og smider ham i Inferno fordi han var for nysgerrig. ( Se under: Den gale videnskabelige skurk)
Den geodemografiske og racistiske skurk
Grækerne kaldte de fremmede og deres fjender for barbarer. Eftersom disses sprog ikke var græsk og derfor lød som børns uforståelige ba-ba-ba. Men vi skal først op til romerne før vi får et fjendebillede som ligner overskriftens. Romerne var nemlig de første som fandt ud af at tyskerne var det mest skurkagtige folkeslag, bøse skovstammer skabt til at skabt frygt og bæven men også en fascination som holder hele vejen i dag op til ’Die Hard’! Efter at Germanicus i år 9 får lokket den romerske general Varus og hans legioner ind i Teutoburgerwald for dræbe dem alle, taler romerne om Horror Teutonicus. Siden kommer selvfølgelig antisemitismen til og i så henseende peger vi på Shylock hos Shakespeare og ’Købmanden fra Venedig’. Racismen taler for sig selv med alskens asiatiske skurke fra Djengis Khan til Dr. No
I krimien florerer langt op i vor tid fænomenet . Dorothy Sayers brød sig ikke om semitiske eller sydeuropæiske mænd og kvinder. Som f.eks. hendes portræt af den russisk-jødiske Olga Krohn i ’Peter Wimsey vejrer mord’ fra 1929(1952 på dansk). Og Ian Fleming har ifølge Umberto Eco med James Bond leveret en prioriteret liste over skurkagtig folkeslag. Såsom germaneren Blofeld – men se næste afsnit.
Den skallede skurk
Jamen når der findes en syngende detektiv findes der også en skallet modstander. På film ofte spillet af Yul Brynner eller Telly Savalas. Førstnævnte kunne dog for en enkelt film eller to være god.
James Bonds ærkemodstander tyskeren Ernst Blofeld bliver nu og da fremstillet på film som skallet selvom forfatteren og hans agent ikke specificerer hans hårpragt og mangel på samme. Derimod om Mr. Bigs hoved i ’Blodig vej til Jamaica’ fra 1954 hedder det: ’Det var hårløst med lidt gråbrunt fnuller over ørerne.’
Den videnskabelige skurk
Professor Moriarty, forbryderverdens Napoleon og Sherlock Holmes’ ærkemodstander var runden af velbjergede kår og blev sågar professor i matematik ved et mindre britisk universitet. Men så gik det galt og han blev skurk. Alle som har kendskab til universitetsverden ved at sligt sker oftere end du tror. Her hjemme kan bare navnet Ralf Pittelkow få visse til at drage paralleller. Men der er andre berømte videnskabelige ’badmen’. Såsom Baron Frankenstein i sin egen roman, Dr Jekyll som om natten er Mr. Hyde, hovedpersonen i H.G. Wells’ ’Den usynlige mand’, Dr Mabuse i Weimarrepublikken, selvfølgelig igen, igen Dr. No og for nylig kemilæreren i fjernsynsserien ’Breaking Bad’!
Den bureaukratiske skurk
Med skabelsen af de moderne borgerlige demokratier med ret og pligt, lektier og disciplin får vi den bureaukratiske skurk. Første og bedste/værste i så politimanden Javel i Victor Hugos ’De elendige’. Den fanatiske strømer som med rigid regelretning og lovliderlighed forfølger i årevis den tidligere forbryder og galejslave, men nu vise Jean Valjean. Han fortsætter i nyere tider i på film og fjernsyn om Flygtningen.
Den bureaukratiske skurk er uhyggelig a la SS-bødlen Eichmann, filosoffen Hannah Arendt afslørede som en spidsporgerlig bureaukrat. Men pas på med at dømme ham for hurtigt, hans fanatiske energi er jo tæt i samklang med strømeren som ikke helmer før forbryderen er fanget. Hvad enten han hedder Martin Beck eller Kurt Wallander.
Den ambivalente skurk eller helten forklædt som skurk
Et interessant fænomen som netop træder frem ved modernismens begyndelse omkring den franske revolution 1789. Ofte sat sammen med aristokratiske eller anarkistiske enspændere, hvis dyder og kompetencer begynder i det kyniske og ender i det kærlige. Vicomte de Valmont i Laclos’ ’Farlige forbindelser’ og Frank Chambers i James M. Caines ’Postbudet ringer altid to gange’. Den kannibalistiske psykiater Hannibal Lector i Thomas Harris’ Ondskabens øjne’. Den modsatte retning kan også ses – Michael Corleone i Mario Puzos ’Godfather’/Mafia.
Den manikæiske og sataniske skurk
Der er skurke som fra gammeltid ser deres modsætning, gerne som Zeus, Odin eller bare der mere anonyme Gud og hans virkelyst, som de udfordrer og ønsker at knuse for at få magten. Verdenslitteraturens eksempler er således John Miltons Lucifer i ’Det tabte Paradis og Wolfgang Goethe Mefistofeles i ’Faust’. Måske kan den sidste i den grad siges at være den listige og fristende storforbryder Gastman som i schweizeren Friedrich Dürrenmatts geniale eksistenskrimi. ’Dommeren og hans bøddel’1952 i Istanbul mellem Europa og Asien frister den egentlig hæderlige kommissær Bärlach ind i et fatalt væddemål om den perfekte forbrydelse. Eller i mildere grad den grandiose skattejæger i Dashiell Hammetts ’Malteserfalken’ fra 1929 den overvægtige Kasper Gutman som forgæves lokker privatdetektiven med i en nærmest mytologisk skattejag på den gyldne juvelbesatte falk fra Malta.
Seriemorderen og den psykopatiske skurk
Men hvor mange mord skal du begå før du kan kalde dig selv serial killer? Problemet er større end du tror. Men indenfor skurkologien er psykopatiens udsagn vigtigere end antallet af ofre. Ungersvenden Norman Bates i Robert Blochs roman og Alfred Hitchcocks film ’Psycho’ dræber ifølge historien ’kun’ fire personer. Men vi er ikke i tvivl om at her har vi en vaskeægte psykopat som helt følger Freuds manual for hvordan sådanne ødipalt udklækkes og morderisk opdrages.
Men ellers er skurkologien ikke synderligt interesseret i disse kvantitetsbetonede drabsmænd, fordi de ofter er så motiv- og profilløse. Derfor er de også ofte yndet af amatøriske krimiforfattere som ikke kan eller orker at opfinde logiske og rationel kausalitet for deres handlinger. Ud over at de har siddet skævt på pottet, faderligt blevet pisket med en røget ål, eller kaldt ateist i søndagsskolen.
Kommentarer