Shakespeare, hvorfor?

William Shakespeare. Verdenslitteraturens mest berømmede dramatiker. Hans værker er udødeliggjort, men hvad får dem til at være så slidstærke, så levedygtige?

Af Gro Frank Rasmussen, Litteraturkonsulent ved Biblioteket Kulturværftet, Helsingør

William Shakespeare. Verdenslitteraturens mest berømmede dramatiker. En forfatter, hvis værker har gjort et indtryk på de fleste af os, værker, som vi kender og kan citere – det gælder også for dem, som hverken har læst Shakespeare eller set et af hans mange teaterstykker opført. Vi kender Shakespeares værk, som vi kender Leonardo da Vincis maleri af Mona Lisa: vi kigger på det, men ser vi det? Stivner Mona Lisas smil i en tom gestus?

Hvorfor overhovedet læse og se Shakespeares dramatik i dag – 400 år efter hans død? Hvad forhindrer Shakespeares ord i at miste deres betydning og blive reduceret til sproglige fossiler?

 Da William Shakespeare dør den 23. april 1616, går hans død forholdsvis ubemærket hen. Han bliver lagt i jorden i sin fødeby Stratford-upon-Avon, ved den samme kirke, som han blev døbt i 52 år tidligere. Shakespeare har efter al sandsynlighed ikke gjort meget for selv at sikre sit renommé. Det er først syv år senere, i 1623, da den første samling af 36 af hans 37 skuespil bliver udgivet, at grundstenen til hans eftermæle bliver lagt.

Den biografiske viden om William Shakespeare er sparsom og stammer bl.a. fra en række officielle dokumenter, optegnelser i kirkebøger og et testamente. Vi ved, at han voksede op i Stratford-upon-Avon, en lille, men vigtig købstad, i en familie af solid middelstand, i en søskendeflok på omkring otte. Shakespeare har efter al sandsynlighed gået på latinskole, hvor han har lært at læse og skrive. Vi ved også, at han gifter sig med den otte år ældre Ann Hathaway, og at de får tre børn. Familien bliver boende i Stratford, men det er i London, at Shakespeare slår sit navn fast som dramatiker og forfatter. Men mellem disse punktnedslag af faktuel information gemmer der sig mørke tidslommer, som ingen kan redegøre for i dag.

Fraværet af kildemateriale har ført til mange, også vidtløftige, spekulationer om hans person. For eksempel at han slet ikke har eksisteret, og at han ikke selv er ophavsmand til de mange værker, kort og godt: at Shakespeare ikke skrev Shakespeare. For hvordan kunne en simpel landsbydreng have indsigt i miljøer, der lå så langt fra hans egen opvækst og skrive om dem med så stor litterær sensibilitet? Nej, det måtte være filosoffen Francis Bacon eller den syttende jarl af Oxford, der havde ført pennen. Eller ingen ringere end Dronning Elizabeth 1., som den danske forfatterinde Thit Jensen bramfrit har foreslået det – uagtet at flere af Shakespeares tekster blev skrevet flere år efter dronningens død.

Behovet for at blande biografi og læsning sammen vokser i takt med, at Shakespeares litterære agtelse stiger, hans rolle som nationaldigter styrkes, og han ophæves til en messiaslignende helt. Men den biografiske læsning er både fordomsfuld og indsnævrende. For der er stor fare for, at lyset fra helteglorien blænder os, når vi læser eller oplever Shakespeare. Vi kigger nok, men hvad ser vi?
Der er i dag bred enighed om, at det er i hans litterære værk, man skal finde heltemodigt og handlingsmættet drama, ikke i hans eget liv. For virkelig at forstå, hvorfor Shakespeare kan læses i dag, må man slippe grebet i Shakespeares silkegevanter og rette øjnene mod ordene.

Dramatikeren
Det er Shakespeares skuespil og ikke hans lyrik, der i første omgang fører til hans berømmelse. I modsætning til den guddommelige status, Shakespeare senere fik, blev han og andre kunstnere i hans samtid betragtet som ordets håndværkere. Hverken skuespillere eller dramatikere anså teaterstykker for at være egentlig litteratur. Ofte havde dramatiske værker flere angivne forfattere, og der var snarere tale om forretning end om stor kunst. Også dengang var man underlagt markedskræfterne – der skulle folk i teatret, og der skulle tjenes penge.

I dronning Elizabeth 1.’s regeringstid (1558-1603) og ca. 30 år frem blomstrede teaterscenen. 1600-tallets teater var dét offentlige rum, hvor en kritik af samfundsordenen kunne udspille sig. ”Alle Datidens Kampe udfægtedes tredsindstyve Aar igjennem på Theatret som nu til dags i Pressen,” skrev Georg Brandes i sin bog om William Shakespeare. Her mødtes alle samfundslag og delte samme oplevelse. I Hamlet lader Shakespeare den danske prins af samme navn sige om skuespilkunsten, at dens mål ”… er at holde et spejl op, så at sige, for naturen; at vise … selve tidens væsen dets udtrykte billede”. Og tidens teaterpublikum kunne i den grad se sig selv genspejlet på scenen. Tanken om, at verden er et teater og mennesket en skuespiller på dens scene, var Shakespeares, og den vandt indpas i tiden. Siden er den ikke forsvundet. Den er en af renæssancelitteraturens vigtige bidrag til vores moderne kultur.

Det var særligt Christopher Marlowe, Ben Jonson og ikke mindst William Shakespeare, der fornyede dramatikken. Det elizabethanske teater havde middelalderens folkelige drama som forbillede, snarere end det regelbundne franske skuespil. Der blev anvendt genreblandinger og lagt vægt på psykologiske analyser af personerne i skuespillet. Det ser man tydeligt i Shakespeares mest kendte skuespil, den lysende, vibrerende hævntragedie Hamlet.

Hamlet er et eklatant eksempel på Shakespeares litterære alsidighed, dybsindighed, sproglige og tematiske nuancerigdom og kompleksitet. Dramaet fremstår i dag lige så vedkommende, levende og med lige så stor spændkraft, som for 400 år siden. Og først og fremmest demonstrerer det, at Shakespeare er en uovertruffen skildrer af det almenmenneskelige.

”Hvilket mesterværk er ikke mennesket!”
Med et drama som Hamlet skriver Shakespeare sig ind i en klassisk tragedietradition. Men i højere grad end i den antikke tragedie er helten hos Shakespeare beskrevet med detaljerigdom og en personlig handlefrihed, der former hans skæbne. Han er ikke, som det antikke dramas helt, underlagt en lunefuld guddoms snoretræk.

I tragediens hvirvelstormende centrum står Hamlet, prins af Danmark, der er havnet i ”et hav af plager”. Hans far er død, og hans mor, dronning Gertrud, har kort tid efter giftet sig med hans onkel Claudius. Hamlet er netop vendt tilbage fra Wittenberg til sin fødeby Helsingør, til slottet Kronborg, da hans far viser sig for ham i skikkelse af et genfærd og fortæller ham, at han er blevet myrdet af Claudius. Han pålægger Hamlet at hævne sig. Men Hamlet tøver. Skal han følge de gamle skikke og hævne øje for øje? Eller skal han vente og lade tvivlen komme Claudius til gode? Skal straffen være barbarisk eller instruktiv? På den ene side lammes Hamlet af tabet, og han har svært ved at se ud over sin egen sorg. På den anden side fører hans lede en nærmest lystfyldt handlingsiver med sig.

Flertydigheden er et grundlæggende træk i Hamlet. Det viser sig i den grad hos karakteren Hamlet, som igennem dramaet kan karakteriseres som alt fra vægelsindet, klarsynet intellektuel, gal, komisk, tragisk, romantisk – til kynisk.

Flertydigheden viser sig også i sproget. Når Claudius i begyndelsen af stykket høfligt forsøger at konversere Hamlet og spørger ham: ”Hvorfor så dyster på en gråvejrsdag?” (”How is it that the clouds still hang on you?”), giver Hamlet ham et svar, der rummer flere betydninger: ”Nej tværtimod, for meget søndagsvejr.” (”Not so, my lord, I am too much in the ’son’.”) Her spiller Shakespeare, og Niels Brunses fortræffelige danske oversættelse, på ordet ’søn’: Antyder Hamlet, at han ikke vil påtage sig rollen som Claudius’ søn? At man kan blive brændt af solen – både bogstaveligt og i overført betydning? Teksten åbner for flere læsninger.

Stykkets stilistiske dobbelttydighed betones også, når Shakespeare lader tragiske og komiske elementer optræde side om side. I Hamlet ses det bl.a. i Ophelias begravelsesscene. Her får to gravere ordet, og vi ser bogstaveligt talt helten Hamlet nedefra. Graverne sætter således Hamlet i et komisk skær, selvom situationen er tragisk.

Med denne kunstneriske insisteren på mangetydighed og på tvivlen som eksistentielt vilkår demonstrerer Shakespeare, at hverken sproget eller mennesket er statiske størrelser – dét vækker genklang, også i det moderne menneske.

Shakespeare er renæssanceforfatter, og han skriver i en særlig tid, hvor forestillingen om, hvad et menneske er, bliver redefineret. Renæssancen – den turbulente tid mellem middelalderen og den tidlige modernitet, der bragte en verdsliggørelse af mennesket med sig og satte mennesket i centrum. Man søgte nu ikke så meget en almengyldig sandhed som sandhed for mennesket. Dette verdenssyn medførte et ordens-tab, som skærpede kaos-følelsen. Hamlet behandler netop det at finde fodfæste i spændingsfeltet mellem det, der er på vej ud, middelalderens faste orden, og det, der er på vej ind, renæssancens fokus på menneskets selvbestemmelseskraft.

Stykket kredser om, hvordan man kan håndtere den eksistentielle usikkerhed, som følger med en forskydning af ens verdensbillede. ”Hvem der?” lyder første replik i Hamlet; replikken adresserer ikke kun den konkrete situation, men også en tvivl, der bunder i en metafysisk usikkerhed: hvad skal man tro på, når verdensordenen er rystet, sådan som det sker i renæssancen. Nok taler Shakespeare lige ind i tidsånden her, men spørgsmålene, som stykket stiller, og som Hamlet stiller sig selv, er også spørgsmål, som vi stiller os selv i dag. Hvad vil vi med vores liv, hvilke valg skal vi træffe, hvilken retning skal vi gå? Og også: hvordan skal vi reagere, når vi pludselig indser, at verden ikke hænger sammen, som vi troede, den gjorde. Hamlet tøver og tvivler. Og ikke mindst reflekterer han over sine valg – også dét afspejler sig i vores, refleksionens tidsalder.

Så hvorfor læse Shakespeare i dag? Fordi han taler ind i vores egen tid, fordi hans sprog bliver ved med at være friskt, mangetydigt, og fordi han viser mennesket med alle dets dunkle undertoner; som Hamlet, et modsigelsesfyldt menneske, der rejser sig fra bogens sider og i al sin dybe nuancerigdom med faste skridt marcherer ud på scenen – hvor Shakespeare skal opleves.