Efter Rosinen er en roman om den voldsomme sorg, som Maria befinder sig i efter at have mistet sin datter ved fødslen. I romanen følger man Maria og oplever, hvordan hendes liv langsomt ændre sig til det bedre.
Noget af det, der er med til at gøre din roman god, synes jeg er kontrasten mellem ræven og Maria, hvad var din tanke med den ræv? Og hvad gør den for Maria?
Det var faktisk ræven, der overhovedet fik mig i gang med romanen. Jeg fik en skriveøvelse på en højskole og tænkte, at det måske var godt at begynde med noget, man havde det ambivalent med. Ræve var der mange af der, hvor jeg voksede op og en af dem dræbte min kanin, da jeg var 12 år. Siden optrådte ræve tit i mine mareridt. Samtidig kunne jeg godt se, at det var et smukt og interessant dyr. Altså dragende og skræmmende på samme tid – og lidt komisk.
Af en eller anden grund har ræven siden middelalderen også været et af de mest brugte dyr i fabler. Ræven repræsenterer ofte det ambivalente, tvetydige og utilregnelige. Den er entertaineren, den naragtige historiefortæller, der demonstrerer hvor meget fortællinger kan betyde for vores forståelse af virkeligheden. Det syntes jeg var interessant og mens jeg skrev ”Efter Rosinen” læste jeg flere gange ”Fortællinger om Mikkel Ræv” / ”Reineke Fos” oversat af Christian Winther, 1849-udgaven. Den er på vers og er virkelig underholdende. Mange af rævens tekster i ”Efter Rosinen” er inspireret af ”Fortællinger om Mikkel Ræv”.
Det er rigtigt, at der er en kontrast mellem ræven og Maria, og min tanke med ræven var, at den både skulle være en slags modstander og hjælper for hende. Både give Maria et puf ud af hendes isolerede tilværelse og samtidig prøve at fastholde hende i sit eget univers. Jeg har gjort mit bedste for, at den som figur stritter i alle retninger og kan tolkes på mange forskellige måder men ikke repræsenterer én person eller én bestemt ting. Jeg ville gerne bibeholde det tvetydige og jeg synes det er superfedt, når jeg hører læseres meget forskellige opfattelser af den. Mange har det ubehageligt med, at den er der, midt i en alvorlig sorg. Men netop ubehaget, det at man græmmer sig og skammer sig, synes jeg passer godt ind i en krisesituation. Og så er ræven også en slags hofnar eller pauseklovn, der forhåbentlig giver lidt lethed og munterhed midt i al tristessen.
Maria og hendes mand Klaus reagerer meget forskelligt på deres lille datters død - hvorfor gør det alting meget værre?
Jeg tror, mange mennesker ubevidst har en forestilling om, hvordan man sørger ”rigtigt” og hvordan man skal komme videre på den ”rigtige måde”. Man kan kende hinanden utrolig godt og alligevel ikke vide, hvordan den anden vil reagere på en pludselig indtruffen krise. Man kan heller ikke vide, hvordan man selv vil reagere. Det skaber ofte konflikter og det er det, der sker for Maria og Klaus. Klaus kan ikke forstå Marias tavshed og Maria kan ikke forstå Klaus' behov for at tage fat på hverdagen igen så hurtigt efter, de har mistet Rosinen. Jeg har læst, at mange par som mister også går fra hinanden i processen. Det er trist.
Der findes ikke mange romaner om tiden efter et spædbarns død hvordan, bestemte du dig for dette tema?
Det var heller ikke noget, jeg decideret bestemte mig for. Og det tror jeg er godt. Jeg tror ikke, det havde fungeret, hvis jeg havde besluttet mig for det. Det er svært at forklare. Men jeg tror, fortællinger er meget dynamiske og bliver bedst hvis man på ét plan lader dem fortælle sig selv. Senere kan man redigere og alt sådan noget, men for mig går det i hvert fald helt galt, hvis jeg fra begyndelsen ved for meget om, hvad der skal ske.
Som nævnt begyndte det med, at jeg ville skrive om ræven men så var det som om der var en anden historie, der ville fortælles. Set i bakspejlet var der nok en oplagt grund til, at det kom til at handle om spædbarnsdød. Min mor mistede et barn, da jeg var lille. Det gjorde meget stærkt indtryk på mig. Et par år før skriveøvelsen havde jeg set en udstilling med Lennart Nilssons smukke fotografier af fostre på Brandts Klædefabrik i Odense. Det havde mindet mig om tabet, som jeg var begyndt at tænke på indimellem igen.
Der er også mange spændende oplysninger om Birgittasøstrene, hvad er dit forhold til dem? Og hvorfor passer de godt ind i romanen?
I 2004 gik jeg ned med stress efter flere travle år i tv-branchen. Min krop var helt udmattet, jeg havde ingen energi og jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Så var der en god ven, der anbefalede mig at tage ned til Birgittasøstrene i Maribo. Der var en helt utrolig stilhed og nåde for krop og sjæl. Jeg følte mig straks hjemme og har siden været der rigtig mange gange.
Maribo endte med at blive Marias hjemby, fordi jeg kendte byen godt efter mine retræter hos Birgittasøstrene men samtidig ikke havde alt for tætte bånd til byen. Det passede mig godt. Jeg kan godt lide, at der er lidt distance og jeg tror aldrig kommer til at skrive om min egen hjemby.
Omvendt har jeg jo brugt lidt af mine personlige erfaringer ved at inkludere Birgittasøstrene i romanen. Klosteret bliver et helle for Maria, ligesom det har været det og er det for mig. Undervejs i skriveprocessen kom Birgitta af Vadstena også til at få en plads i fortællingen, fordi jeg selv var blevet meget optaget af hende og fordi hendes rolle som mor og formidler af Guds moderskab passede godt ind.
Marias mor er aldrig kommet sig over at hendes mand forlod hende, hvad betyder det?
Marias mor opfatter jeg som en tikkende bombe. Hun vil så gerne glatte ud, gøre pænt og ordne, men bag facaden buldrer smerten over at hendes mand forlod hende. Smerten ligger lige under overfladen og kommer først til udtryk, da Marias søster – Sofia – vil invitere faren med til sit bryllup. Alt dette antydes kun i romanen, men det er vigtigt, fordi det dybest set er det, der gør Marias mor ude af stand til at hjælpe Maria. Hun har masser af gode intentioner, men hun er skrækslagen for virkelig at være i sorgen med Maria, fordi det minder hende om hendes egen sorg. Når man lider af depression eller tab, kan det være svært, hvis folk er utålmodige på éns vegne. Man har brug for, at de nærmeste accepterer lidelsen uden at ville fikse den med det samme.
"Du får aldrig Rosinen tilbage" siger Sofia til Maria og det bliver et vendepunkt, hvordan?
Ja, det kan lyde banalt, men det er et vigtigt vendepunkt. Maria har gennem hele romanen nægtet at se virkeligheden i øjnene. Hun har levet i en illusion om, at alt kan genoprettes og forestiller sig nærmest, at hun kan spole livet tilbage. Dybest set har hun hverken accepteret bruddet med Klaus eller tabet af Rosinen. Hun har i stedet opbygget en drømmeverden, hvor Klaus snart vil komme tilbage og Rosinen er fysisk til stede. Sofia bliver den, der prikker hul på den drømmeboble. Det er jo ikke fordi ordene er revolutionerende i sig selv, men det vigtige er, at de kommer på et tidspunkt, hvor Maria er klar til at modtage dem.
Kommentarer