Om forfatteren, fortælleren og jeg'et

Oprettet: 01.09.2015 - 12:02

Forfatter: Hanne Højgaard Viemose

Hanne Højgaard Viemose, f. 1977 i Frederikshavn og uddannet fra Forfatterskolen i 2011.

Hanne Højgaard Viemose

Hanne Højgaard Viemose debuterede i 2011 med Hannah, som hun fik Munch Christensens debutantpris for. Her fortæller hun om sin debut og om sin anden roman Mado, som netop er udkommet.

Af Hanne Højgaard Viemose, forfatter

Hannah

Jeg debuterede for fire år siden med romanen Hannah, der er en form for erindrings-/rejseroman skrevet med udgangspunkt i et år, jeg tilbragte i Australien umiddelbart efter studentereksamen i 1996. Jeg skrev romanen i 2009-10, mens jeg var på barsel med min første søn og på orlov fra forfatterskolen.

Hannah handler blandt andet om at flygte og forsøge at befri sig fra alt det svære og besværlige, alt det der gør ondt og har præget en gennem opvæksten, forsøge at slippe væk og finde sig selv på ny. Konkret udspiller den sig i et hårdkogt bananplantagearbejdermiljø i det nordøstlige Australien, hvor jeg-fortælleren Hannah/Anne/Hans havner og bliver hængende, fordi hun er på røven, og fordi hun lidt efter lidt finder ud af at begå sig i det ret rå samfund, hvor dagene går med hårdt fysisk arbejde i plantagerne, weekenderne med sex og tjald og druk og slagsmål.

Mit liv ligner min hovedpersons en del, og jeg havde nemt ved at skrive råteksten til romanen. Jeg lod det mere eller mindre bare vælte ud af mig, men på et tidspunkt ca. midt i processen opdagede jeg, at min fortællerstemme begyndte at distancere sig fra Hannah og kommentere bedrevidende på hendes eskapader, hvilket gjorde teksterne ret irriterende, så jeg vendte tilbage til at bestræbe mig på at fortælle i øjenhøjde med Hannah, ud fra hendes 19-20 årige bevidsthed, selvom jeg selv sad og skrev som 32-årig med et barn ved brystet.

Jeg tror, at netop det at jeg skrev romanen som nybagt mor med alt, hvad det fører med sig af følelser af fastlåsthed, ansvar og forpligtelser og tanker om stabilitet og retning i livet, gjorde det særligt interessant skråstreg lokkende skråstreg æggende for mig at vende tilbage til min tid som Hannah i Australien. Det var en særlig tid for mig, den tid i bananplantagerne, og det var fedt at sidde med skriften og gå så langt ind i den tid, som jeg overhovedet kunne komme. Jeg var ikke ulykkelig eller stresset over mit ansvar eller min situation som mor, mens jeg skrev romanen, men jeg var heller ikke afklaret med, hvad det var for en ekstrem rastløshed, længsel efter frihed/at slippe væk fra noget (mig selv?), som havde præget mit liv i tyverne, tydeligst eksemplificeret ved det år i Australien.

(Det er jeg stadig ikke afklaret med) (men jeg har fundet ud af noget om det).

Noget andet, der interesserede mig i arbejdet med bogen, var at forsøge at lade sproget matche den retningsløse strøm, som Hannahs liv syntes at bevæge sig i, blandt andet ved ofte at lade indskud og associationer tage over, at lade fortælleren fortabe sig og gå i tomgang for så pludselig at blive vækket, eller i hvert fald rusket af et nyt drama som fx at være ved at dø i en vandfaldsulykke (som hun selv var skyld i at være havnet i), eller at blive smidt ud af en lastbil midt i ørkenen om natten, fordi hun insisterede på, at det ikke var et problem som ung kvinde at blaffe alene rundt i Australien. Den slags.

Bogens overordnede struktur er også præget af retningsløshed, der er en mosaikstruktur, som jeg har forsøgt at organisere efter forskellige dramatiske principper, men ikke efter den fremadskridende kronologi. Slutningen er en form for anti-slutning, måske burde romanen have sluttet 50 sider tidligere, det ved jeg ikke, men ideen var at lade den endeløse kolbøtte tage over og i hvert fald ikke opfylde en hjem-ud-hjem-model, som man kender fra den klassiske dannelsesroman. Jeg var netop ikke interesseret i at skrive en opbyggelig historie med en klar personlig udvikling.

Mado

Min anden roman Mado, som lige er udkommet, har været anderledes at skrive. For det første var det ikke mit projekt at skrive en lang sammenhængende fortælling med en konsistent fortællerstemme ligesom i Hannah. Jeg ville gerne skrive om moderskab, og jeg havde lyst til at skrive mere om Hannah. Jeg ville gerne skrive om en kvinde, der forlader sit barn, og jeg havde en fornemmelse af, at den historie ville være bedre tjent med at blive formidlet i en knap så strømmende form. Jeg var interesseret i noget med ånder og forskellige stemmer, noget med ikke at være let påvirkelig og ikke så afgrænset fra sin omverden. Jeg havde selv en fortid i Korea at gøre op med (ikke et barn), og jeg ville gerne tillade skriften en større grad af hakkeri og afbrydelser, sammenbrud i fortællingen. I øvrigt var jeg i årene efter min debut med Hannah overvældet af et liv med endnu en graviditet og fødsel, min mand/eks-mands psykiske sygdom, egne sammenbrud, økonomisk usikkerhed, mor til to små børn, og en følelse af et enormt ansvar for min mand/eks-mands velbefindende som sjældnere og sjældnere blev noget velbefindende. Jeg var ret fuld af frustrationer og havde ikke særlig meget tid til at sidde og skrive, så det kom helt af sig selv, det med ikke at skabe en sammenhængende fortælling.

I et stykke tid efter Hannah var udkommet, tænkte jeg, at jeg skrev på en opfølger, men det varede ikke så længe, før jeg holdt op med at have et skriveprojekt, fordi jeg simpelthen havde for travlt med at forsøge at få mit liv til at hænge sammen, holde fast i nogle af de tråde, der hang og flagrede i luften foran mig. Så i flere år blev det kun til kortere sjuskede og spruttende tekster eller tekstbidder, som for en stor dels vedkommende findes i Mado.

Autofiktion?

Jeg bliver ofte spurgt om det selvbiografiske, det autofiktive i det jeg skriver, om Hannah er mig selv, om Hanne, Anne, Hannah, Hans og jeg’et er den samme og hvorfor alle de navne. Når jeg skriver, tager jeg for det meste afsæt i min personlige historie og mine erfaringer, og jeg har ingen blufærdighed forbundet med at udlevere mig selv: Hvis det der er sket i virkeligheden gavner historien, så tager jeg det med, næsten uanset hvor pinligt eller dårligt et lys det sætter mig i, men omvendt føler jeg mig ikke forpligtet på virkeligheden, hvis den ikke lever op til det, jeg gerne vil fortælle. Jeg har ingen ambition om at skrive en såkaldt virkelig historie, og jeg har heller ingen blufærdighed forbundet med at udlevere min forestillingsevne: hvordan jeg eller andre virkelige, semivirkelige eller fiktive personer kunne have handlet eller følt i bestemte virkelige, semi-virkelige eller fiktive situationer.

Det kan godt undre mig, at det autofiktive interesserer folk så meget, eller at det interesserer folk så meget, om der er tale om autofiktion eller ej, som om det er et spørgsmål, man kan svare ja eller nej på. Jeg tænker: det er da for f… ikke noget nyt forfattertrick at blande egne erfaringer med fiktion.

Så siger folk: jamen du har billeder af dig selv i bogen. Nogle gange synes jeg folk er lidt for nemme at snyde.

I stedet for at tale om, hvorvidt bog og virkelighed svarer til hinanden, tænker jeg, at det måske kunne være interessant at se på, hvad det gør for et værk/en roman, at der fx er de her elementer, der stiller sig an som en art dokumentarisme, eller at der er en person, der benævner sig selv med flere forskellige navne, der alle ligger tæt på forfatterens. Jeg ved det ikke, jeg skal jo ikke bestemme, hvordan folk læser mine bøger, det er noget af det svære, synes jeg, at når man giver slip på bøgerne, kan folk læse dem, som de vil, tale om dem, som de vil, man har ikke længere noget ejerskab.

0
Din bedømmelse: Ingen